Dette burde skrives igen

Der er mange ord, jeg godt kan lide.


Her, når sommeren er ved at slippe sit tag i mit gammelgrønne åsyn, har ham her været ganske fornøjelig: altså ham her...

Vuggevise for voksne

Hende her kan jeg godt lide: hun er blond, men spiller på flere strenge...hun giver sit FEDE nummer "Lullaby for grown-ups" akustisk på noget, der ligner en børneafdeling af et bibliotek. Hun har humor...og jeg kan rigtig godt lide ordene: "Go to sleep...with closed eyes...your prophecies wont be fulfilled tonight". Well - hør selv:

Dette burde skrives i Wyoming

Et lille telegram fra fortællingen "Fra job til job"
/Brokeback Mountain - Historier fra Wyoming, Annie Proulx, Klim 2011 - oversat af Ninna Brenøe.

   Leelands far dør, og de opdager, at svineproduktionen er dybt forgældet og ranchen er belånt to gange. Ranchen bliver solgt for at betale gælden. Leelands mor flytter ind hos dem. Leeland fortsætter som langturschauffør. Hans mor ser fjernsyn dagen lang. Indimellem sidder hun ude i Loris køkken, næsten uden at sige noget, og piller småsten ud af de tørrede bønner.
   Den yngste datter er babysitter. En aften på vejen hjem tager hendes arbejdsgiver hende på de små bryster og siger, at hun skal røre ved hans tissemand, fordi, siger han, hun har spist det stykke chokoladekage, som han ellers havde gemt. Hun gør det, men løber grædende ind i huset og fortæller det hele til Lori, som råder hende til at holde lav profil og blive hjemme fremover. Manden er Leelands ven; de går på jagt efter wapitihjorte og gaffelbukke sammen.


Læs interview med AP her


Jeg er midtvejs gennem Wyoming, og det har været en god tur indtil videre. Det vrimler med skæbner, stereotyper, karikaturer - og kreaturer.
Det er det vilde vest i The New Yorker-udgave. Afvekslende - også sprogligt. Det er ikke telegramstil det hele som oven- og herstående, men historien sætter sig - netop fordi den er så anderledes fortalt.
Helt overordnet - og perifert - får jeg Cormac McCarthy i tankerne, men det er jo ikke så slemt endda.


NB: Helle Helle er lige stået af postdilligencen. Ikke en vind rører sig i den middagslumre hede. En snavset og sikkert herreløs ruhåret lusker over mod hende. Jeg blæser den et stykke på min mundharmonika...

Intermezzo

Der er lidt stille her på bloggen for tiden. Jeg er ganske enkelt blevet ramt af en slags læsekrise. Det er uklart for mig, hvor den stammer fra, så det ender nok med, at jeg giver Nicolai Stochholm skylden. Eller måske nærmere Trine Andersen, hvis noveller jeg kun fik læst to en halv af – uden noget udbytte overhovedet. Om det så er hendes eller min egen skyld – det ved vi ikke endnu.

Som det ses til højre har jeg stadig bøger på hylden, og der er endog nogle, der ikke er nævnt: Bo hr. Hansens nyeste digtsamling og novellerne i "Brokeback Mountain" af Annie Proulx. Nu må vi se, hvordan det går med det. Jeg er halvvejs med Ryu Murakamis misosuppe, som jeg havde store forventninger til (japaner, efternavn, mindst én god anmeldelse, Klim), der dog endnu ikke er indfriet.

Thorstein Thomsen har begået en ordentlig mursten, og det er jo ekstra skræmmende, når man er lidt læsetræg i optrækket. Men jeg vil virkelig gerne, for jeg har en gang læst "Roser til mor", der er udmærket, og så synes jeg, det er meget sympatisk, at han er "far" til Lotte, der kunne blive usynlig.

Samtidig med læsekrisen har jeg været aktiv på Litteratursiden og på min anden blog. Således var jeg nok den første herhjemme, der leverede noget der kunne minde om en anmeldelse af Adele på iTunes Festival. Ikke at jeg scorer særligt højt på coolness tabellen af den grund, tænker jeg, men det var nu en meget sjov øvelse for en falleret journalistaspirant.

Hvad Litteratursiden angår, stikker jeg nok piben lidt ind et stykke tid; jeg keder mig simpelthen, når jeg skal sidde og diskutere mest med mig selv og lidt med admin. Det kan ske, at jeg puster nogle røgskibe ind i debatten, når DR Roman 2012 kommer på programmet.

Bloggermæssigt har jeg altså lagt beslag på to stole, der står ret langt fra hinanden, og det er muligvis dumt, når man er i så ringe fysisk form og har så usandsynligt korte ben. Men nu må vi se, om ikke det går. Denne blog vil fortsat (dette indlæg og et par enkelte andre undtaget) være en reklamesøjle for litteratur, som jeg læser og finder interessant. Krydret med et par af mine egne tekster fra tid til anden.

Min anden blog beskæftiger sig meget med musik (jeg lytter så meget musik for tiden, at der står blod i øregangene - hvilket så går ud over perceptionen, kunne man frygte), men vil også handle om film (der kunne nemt komme et indlæg om Harry Potter [og jo: jeg har også læst bøgerne], når man nu skal se sidste film en gang i næste uge) og politik. Sidste emne især krydret med lidt satire.

Håber alle læsere vil følge med fremover - både her og der, siger jeg bare :o)

Odefabrikanten

Bag på den lille sorte sag, Nicolaj Stochholm har strikket sammen og fået på hylderne for kort tid siden, står der blandt andet:

I denne samling rejser jeget gennem det renskurede land, hvor sorgen er beskidt og glæden dubiøs, som om tvivlen og luften er under angreb. Jeget rejser mod sin egen grænse, indtil det træder ind i en rituel rensning.

Så er tonen ligesom slået an. En lille sort sag som sagt; den grå skrift er det eneste, der bryder fladen.

NS er ikke en digter, jeg har fuldt nøje, selvom jeg naturligvis husker at have læst hans første samlinger, der stammer fra en tid, da jeg selv var mere modtagelig for den slags (Biografi, 1991 og Sammenfald, 1992).

”Odefabrikanten” er et meget spændende bekendtskab, og der er folk derude, der forholder sig så glimrende til hans tekster, så det ønsker jeg ikke at konkurrere alt for meget med (se evt. også nedenfor). NS forholder sig også rimeligt meget til sig selv derude, men det er jo i fint tråd med samlingen :o)

Særligt sidste del med blot fem digte under den Joy Division-inspirerede titel ”A journey that leads to the sun” er stærk kost. Det er her jeget for alvor går ind i renselsen. Digtet ”I den hvide by” er en ubrudt linje af tekst, der spreder sig over ni en kvart side. Her en lille bid:

[…] det glatte lag fra de

udstationerede efterladte den

nyfødte glæde og lyseslukkerne

i samlet krop på Peder Wessels

Nicolaj Langtude Stochholms dette

er indlægget hvor jeget skifter ham

og lader programmet standse ved

en anden station lad ham hænge

der lad ham være lad ham blive

samlet op af en ung blond pige

lad ham skræmme hende væk

[…]

Dæmonerne har taget flugten eller er gået op i røg i slutdigtet Sankt Hans. Det er jo blot nogle dage siden, så hvorfor ikke bringe det?

Udenfor bevæger en brise skyggebladene

til ro på vandet over byens grav, gennem

lygternes sølvsøjler glider en ung bleg

svane hen imod træet bag mig, under den

falder dens udbredte vinger sammen til

                                                Odefabrikantens

gravide skikkelse, til manden og kvinden

                                                to sjæle

samlet på jagt efter en krop at glide ind i

mens den hvide by vokser i vuggen dernede

hvor de på ny vil drukne omkring hinanden

urørlige og tyste med landskabet og træet

                                               brænder stadig

som en enfoldig maskine der holder linjen

oppe og knuser vandspejlet, mit billede, jeg

kan mærke at dyret er kravlet ud over rammen

jeg bevæger mig imod ham, jeg bevæger mig

                                                i ham

Poet for hire

Klassisk arkæologi

Digtet ved godt at denne jord

som vi bestøver er en film

af knogler, sæd og potteskår

at Hobbotkvinden er fundet

seks meter neden under en

skrænt uden højhuse hvis planer

æder flere erindringer end

skovene og deres dybe rødder

Digtet ved at min mor driver

som et brændende ler i havet

at min farfar findes to meter

under den ukendte ved Baunehøj

at byerne vi fylder med møder

er befolket af utallige slægtninge

alléer under gaderne forbundne

blot én erfaring rigere end os

Fra "Odefabrikanten" af Nicolaj Stochholm, Gyldendal 2011.

Gensyn med Heisenberg

Jeg anbefaler denne tråd: http://www.litteratursiden.dk/debat/dx-dpx-h4p-eller-gensyn-med-heisenberg-0 om

δx·δpx ≥ h/4π eller Gensyn med Heisenberg

af Oscar K & Teddy Kristiansen (Forlaget Fahrenheit, 2010) på Litteratursiden. Det er en interessant udgivelse, og det kan også blive en interessant debat - særligt, hvis andre end kun mig mig mig melder sig i den.

Kulturel Tour des Chambres

Har begået og posted en udvidet version af mit 3. juni-indlæg om "Særlige emner inden for ulykkesteori" på Litteratursiden

Hvis det lyder for kedeligt, så se lidt youtube i stedet: Gilmore Girls Funny Moments Part 1

Liste fra juni 2011, opdateret

30 Day Book Challenge

Day 01-favorite novel: Trækopfuglens Krønike af Haruki Murakami

Day 02-favorite non-fiction book: Min kalender

Day 03-favorite book as a child: Serien "Den sorte Hingst" af Walter Farley

Day 04-first adult book I read: Hvem ringer klokkerne for af Ernest Hemingway

Day 05-first "dirty" book I read: Krebsens vendekreds af Henry Miller

Day 06-book I've read more than once: Ringenes Herre af J. R. R. Tolkien

Day 07-book that made me cry: Tora-trilogien af Herbjørg Wassmo

Day 08-book that made me  laugh: Naiv.Super af Erlend Loe

Day 09-scariest book: Loop af Koji Suzuki (The Ring III)

Day 10-trashiest, guilty pleasure book: IKEA 2011 - Plads til livet

Day 11-favorite book from a country not my own: Se Day 1

Day 12-book I'd like to read again for the first time: New York-trilogien af Paul Auster

Day 13-book I wish had a sequel: Den svære toer af Lone Aburas

Day 14-non-textbook from which I learned the most: ZOOM (Billedbog) af Istvan Banyai

Day 15-book I wish more people had read: En stille glæde af Yehuda Amichai

Day 16-best book cover: No logo af Naomi Klein

Day 17-"important" book I have read: Madame Bovary af Gustave Flaubert

Day 18-"important" book I'll read someday: Ulysses af James Joyce (yeah, right!)

Day 19-"important" book I know I'll never read: Ulysses af James Joyce

Day 20-book that I pretended to have read: Madame Bovary af Gustave Flaubert

Day 21-book I used to love, but now think is awful: Okker gokker gummiklokker

Day 22-book that people love, but I hate: alt af Elsebeth Egholm

Day 23-book that people hate, but you love: ?

Day 24-book in which I'd most like to be a character: Ringenes Herre

Day 25-favorite book made into a good movie: No Country for Old Men af Cormac McCarthy

Day 26-favorite book made into a bad movie: Narnia-serien af C. S. Lewis

Day 27-favorite required school read: The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald

Day 28-least favorite required school read: Sikkert en engelsk klassiker med et pigenavn på omslaget

Day 29-book I'm reading now: Brothers af Yu Hua

Day 30-best book in the past year: Brothers af Yu Hua

Kvinden i hvidt

Det er en vanvittig fornøjelse at læse Marisha Pessls debutroman fra 2006, "Særlige emner inden for ulykkesteori" (Special Topics in Calamity Physics hedder den på modersmålet).

Fortælleren, den "intellektuelle, begavede og excentriske" 16årige Blue van Meer (nerd alert!) styrter hen over siderne med underholdende referencer, kulørte beskrivelser og til tider dystre, men generelt morsomme inputs.

Hannah Schneider, naturligvis filmlærer på den privatskole, hvor Blue "får lov til" at tilbringe sit sidste år i High School, er en meget central skikkelse. Således er første linje efter introduktionen (ja, sådan en er der): "Før jeg fortæller om Hannah Schneiders død, vil jeg fortælle om min mors."

Det første møde med Hannah, der beskrives i kapitlet Kvinden i hvidt, finder sted i frostvareafdelingen af Fat Kat Foods:

Hun var mørkhåret og tynd som en ridepisk. Hun var klædt i begravelsesantræk, en sort dragt og sorte 1980-stiletter (mere dolk end sko), og var i den grad i kontrast til omgivelserne, lysbleget af Fat Kat Foods neonskær og hjerteskærende muzak. Det var imidlertid åbenlyst for enhver ud fra den måde hvorpå hun undersøgte bagsiden af en pose frosne ærter, at hun satte pris på at være i kontrast med omgivelserne, den enlige sexbombe der sniger sig ind på et maleri af Norman Rockwell, strudsen i bøffelflokken. Hun udstrålede den blanding af tilfredshed og jegbevidsthed som man finder hos smukke kvinder der er vant til at blive betragtet, og det fik mig mere eller mindre til at hade hende.

After the Prom, Norman Rockwell, 1957

[…] Meget speciel var hendes udstråling af Chateau Marmont-bungalow, en fornemmelse af RKO-filmatelier som jeg aldrig havde set før hos et nulevende menneske, men kun når Far og jeg så Jezebel til ud på de små timer. Ja, i hendes holdning og hendes gang så rytmisk som en metronom (der nu forsvandt bag et display med kartoffelchips) var der lidt Paramount, lidt scotch i et glas og fingerkys på Ciro's. Jeg havde en følelse af at hun, når hun åbnede munden, ikke ville tale modernitetens smuldrende sprog, men ville bruge fugtige ord som beau, crème og udadlelig (kun en sjælden gang ring-a-ding-ding), og når hun studerede nogen, så på ham eller hende, ville hun sætte disse næsten uddøde personlighedstræk – Karakter, Ry, Hæderlighed og Klasse – over alle andre.

Fra "Særlige emner inden for ulykkesteori" af Marisha Pessl (2006), Politikens Forlag, 2007, oversat af Mich Vraa. Bogen er oversat til 30 sprog; MPs næste roman, Night Film, skulle udkomme i 2012.

@Lars Bukdahl

Subject: blogdahl

Den, der går over for rødt,

   må stå på egne ben. 

Den, der går baglæns,

   bør se sig godt for. 

Går man til bageren efter glas,

   kommer man sjældent hjem med sten, 
men af og til en wienerbasse.

Massen af alt stof og dermed

mængden af al energi i universet 

   er konstant.

Så feber ét sted er tegn 

på kølighed et andet.

Hvis ikke systemet tilføres stof eller energi

for eksempel i form af en wienerbasse.

 _________

Man skal holde, hvad man lover. Så på opfordring hermed også LB-teksten.
Nok navlepilleri og "Lille spejl på væggen dér" for nu - videre i teksten, som nonnen sagde til Erik Gundersen...

Homage?

Lige på falderebet modtog jeg dette længe ventede brev dateret Maj 2011.
(jeg vil dog understrege, at det er meget fornemt, at det slet anonymiserede tidsskrift og dets let genkendelige redaktør overhovedet sender breve - med kommentarer - til alle, der sender ind)

Kære Jan Han Il Nam Petersen

Tak for digtene til XXXXXkorn, som jeg desværre må takke nej til. Det er altid farligt med homage-digte, så let bliver de enten næsegrus henførte/joviale og/eller afmægtigt pastichiøse; jeg synes, at du ret dygtigt og med forskellig dosering falder i alle to-tre fælder i digtene til SUT, MS og PL.

Picasso-digtet er, i sin ordlyd, ikke i sin figur, for ustrengt et stykke konkretisme. LB-digtets henkastede fyndighed er jeg til gengæld ikke uglad for, men det går det jo virkelig ikke at nøjes med (desuden bryder jeg mig ikke om wienerbasser!).

mange hilsener

Lars XXXXXXX

redaktør af XXXXXkorn

______________________

Hmm - "øv", er det første, der falder mig ind. Og "der mangler vist et m i homage", er det andet.

Men som tiden er gået - to måneder cirka - er jeg nu også selv blevet betænkelig ved flere af teksterne. Også "LB-digtet", men han er jo ret glad for fyndighed, hvad end det skal betyde. Picasso-teksten med den integrerede titel "sin título" består af Picassos alenlange navn opstillet grafisk som et p - det er jeg stadig ret glad for, selvom jeg jo godt ved, at der ikke er meget nyt under solen der.

SUT og MS teksterne virker sgu ikke, så der indrømmer jeg gerne at være faldet i en fælde eller tre, men jeg tager PL-teksten i forsvar - for mig selv i det mindste - og bringer det her til glæde eller græmmelse for mit smukke, men noget tavse publikum. Jeg hører gerne fra jer :o) Om teksterne skal nævnes, at de hører sammen under titlen punchm@il

@Peter Laugesen et al.
Subject: godt ord igen

Normaltømt
ordmalstrøm

Neologistiske

spindeltanker

Immer laugen
nimmer Holen höten 

Tager min vindelfranke 
træder ud af spejlet

Ses på den anden side

Hvis opfordret bringer jeg også gerne LB-teksten, der om ikke andet har potentiale til at aktivere smilebåndene - særligt hvis man har regnet ud, hvem LB er og af og til besøger hans blog.

5-0 til Det dobbelte Land

Ja, så blev det afsløret, at Birgithe Kosovic kan lægge DR Romanprisen oveni Weekendavisens Litteraturpris. Man kan måske påstå, at hun dermed har fået både folkets og elitens pris.

5-0 endte afstemningen i juryen. Lidt overraskende måske, men det kunne næsten ikke være anderledes. Ingen havde noget at udsætte på "Det dobbelte land", hvorimod der var flere forbehold overfor "Hildegard II".

Ganske længe har jeg haft Hildegard II som personlig favorit, men jeg har også først læst Det dobbelte land i forbindelse med en evt. deltagelse i juryen. Allerede efter første gennemlæsning kom jeg i tvivl. Da jeg læste bøgerne 2. gang, måtte jeg overgive mig til Birgithe Kosovic, der jo simpelthen og på alle planer har begået en utrolig velkomponeret og vedkommende roman. Som samtidig næsten ikke kan være mere aktuel...

Om deltagelsen i juryen kan jeg kun sige: meget fin oplevelse, gode debatter (hør dem på http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Romanklubben/Romanprisen2011/) og et spændende møde med Monica Krogh-Meyer, der er en af min ungdoms helte :o) Dertil kan føjes, at DR behandler deres gæster virkelig godt.

Om debatterne kan jeg sige, at vi var næsten enige om de to finalister. Interessant og måske ikke helt overraskende var det, at Katrine Marie Guldagers "Ulven" blev debatteret ganske meget både i og uden for studiet...og Jens Blendstrups "Bombaygryde" var måske lidt savnet i semifinalefeltet!?

Se mere på http://www.litteratursiden.dk/artikler/tillykke-til-birgithe-kosovic

og på Det dobbelte land

Kølige digte på Slagtryk

Alexander Vesterlund skriver sig ud af ungdommen og ind i kærligheden(?) med blandt andet et kik på den gamle gyser "Don't look now", der var nærmest obligatorisk i min gymnasietid:
http://www.slagtryk.dk/2011/05/alexander-vesterlund-fire-tekster/

Mette Østgaard Henriksen blander genrer, metoder, filosofier, ideologier og symboler i, hvad der kunne være brugsanvisninger på et liv, der kan forstås både baglæns, forlæns, oppe fra og ned eller indefra og ud:
http://www.slagtryk.dk/2011/05/mette-%C3%B8stgaard-henriksen-to-tekster/

Kort og godt

Nogle gange kan det være rart bare at smide sig helt lystbetonet med en novelle fremfor at forpligte sig mere omfattende i en roman på flere hundreder sider.

Der er nok at forgribe sig på. Selv er jeg næsten færdig med Julia Butschkows "Der er ingen bjerge i Danmark" (Samleren 2011), som er en fin samling øjebliksbilleder af et land, der måske er lidt fladt topografisk set, men så sandelig har masser af ujævnt terræn man kan slå normaliteten i stykker på.

Charlotte Weitzes "Det hvide kvarter" (Samleren 2011), Kasper Colling Nielsens "Mount København" (Gyldendal 2010) er læst med begejstring og snart også den spøjse antologi af moderne lægenoveller "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter", udgivet på FADL's forlag i 2009.

Helle Helle skal også nævnes og naturligvis Naja Maria Aidts Nordisk Litteraturprisvindende "Bavian" (Gyldendal 2006). Sidst men ikke mindst de af Johannes Riis glimrende oversatte historier i "Her hvor jeg ringer fra", 34 fortællinger af Raymond Carver, som jeg vist har nævnt et par gange. Halvt læst og nu helt ejet.

Skønvirke???

 - er betegnelse for en designretning i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede og titlen på Lars Frosts nyeste roman.

Der er mange ting, jeg ikke forstår. En af dem er så "science fiction"-romanen Skønvirke. Bogen begynder som en slags krimi, der foregår i en nær, men ikke helt specificeret fremtid, når der er sket store ting i verden. Det får vi dog ikke rigtig noget at vide om. Men alle går rundt og spiser tofu, og der er forlydender om dystre krigshærgede landskaber i blandt andet Amerika.

Hovedpersonen – tror man til at begynde med – er Mathilde, en helt bitter politikvinde, der efterhånden som siderne bliver læst, går fuldstændig i opløsning i alkohol(?) og af at jagte svaret på en gåde, der faktisk er løst.

En anden sag, som politiet ikke løser, men som bliver afsløret for læseren, er den om Lise, der på overfladen til forveksling minder om en helt almindelig provinsel kvindeskikkelse, som vi ser så mange af både her, der og i danske romaner. Men det er hun ikke...

Jens, Lisbeths bror (Lisbeth er gift med Mathildes bror, Frederik), som vender tilbage til hjemlandet fra en krig, har også sit at se til og ender vist nok også med at blive bortført af aliens!? Muligvis sammen med flere af romanens andre figurer. Det står ikke helt klart – for mig i hvert fald. De sidste sider i bogen er nemlig skrevet på en blanding af næsten-engelsk, næsten-dansk og næsten-ukendt, men giver i øvrigt ingen mening for mig.

Der er masser af sproglige finurligheder og begejstring til stede. Men hvad er det han vil, Lars Frost? Jeg forstår det ikke...derfor har jeg sat mig for at læse hans to forrige romaner, da der åbenbart er tale om en trilogi af en art, der skal afdække vores kulturs frihedsbegreber. Det forstår jeg heller ikke... 

Nu har jeg så læst denne anmeldelse og forstår nok til, at jeg må læse den igen - med nye og bedre briller.

Brevkassepsykologi og blodbad

Den nyeste roman af Erling Jepsen, Hovedløs sommer, er en spøjs blanding af psykologisk drama, splatter og ungdomsroman. 

Fortælleren er filosofisk og psykologisk blåøjede Emilie, der i sine udpenslinger tangerer det banale, men hun er dog klog på den visdom børn får, når de er udsat for svigt. Den jepsen'ske humor mærkes flere steder, men tegneseriestilen i plot og karaktertegning gør det svært at tage de underliggende temaer alvorligt. 

Emilie på 14 er med sine egne ord en ”vred pige med glade bryster”. Mor, lillebror og hun er flyttet på landet til hus og have, da forældrene er blevet skilt. Sin utilfredshed med det arrangement får hun afløb for gennem groteske collager og tegninger og ved at drille/skræmme sensitive otteårige Jacob. Han trøster sig med sin livlige fantasi i en temmelig forkvaklet psyke og med et veludviklet talent for at stjæle al opmærksomhed. Mor er mest til drinks, sladder med veninden og hjemmearbejdsplads. 

Tilsæt en vægelsindet weekendfar og en ”onkel” Anders med en dyster fortid, skumle hensigter, huler i haven og huller i alibiet. De 22årige gartnerhænder, han er udstyret med, fremelsker erotiske længsler hos både mor og datter, men: Hvorfor er det, han forsvinder og dukker op på mærkelige tidspunkter? Hvad er det for lyde, der kommer fra kælderen? Hvem kan vi egentlig stole på? 

Værsgo': opskriften på det gotiske drama, som omslaget lover. Krydderierne passer desværre ikke til retten, eller er gryden blevet sat på det forkerte blus? Tidligere har Erling Jepsen holdt en fin tragikomisk temperatur i sine bøger, men denne roman koger helt over. Måske gotisk og grotesk, men ikke dybsindig og kun sporadisk underholdende.

Måske Erling Jepsen vil fortælle en gyser om den moderne families dynamik og samtidig sige noget fornuftigt om John Miltons ”Det Tabte Paradis” (som husets have bliver kaldt), Lars von Triers ”Antichrist” og Bjarne Reuters ”Shamran”? Men det lykkes ikke: romanen er og forbliver en torso, ikke et helstøbt værk.

Så er det, at Jepsen laver Tarantino-finten: blæs formen et stykke og lad det briste eller bære. Det er modigt, men Erling er jo ingen Quentin.

Se næsten tilsvarende på Litteratursiden, hvor der også er henvisninger til hans øvrige romaner.

Hunde, bjørne og ulve

Er lige kommet tilbage til nutiden efter et gensyn med Morten Ramslands "Hundehoved" fra 2005. Den er lidt småforvirrende til at begynde med, men efterhånden som "trådene bliver samlet", skaber Ramsland et billedtæppe af Bayeaux'ske eller i det mindste fantastiske dimensioner.

Mine tanker kom til at kredse om denne prisvindende roman, da jeg læste Katrine Marie Guldagers "Ulven". Ikke kun på grund af titlen, men også på grund af

• familiekrønike
• 2. verdenskrig
• forældre uden evne til at være netop det
• ildebrande
• flere personers fysiske mangler og kendetegn
• fantastiske overtoner

Mange figurer og temaer minder om hinanden. Der er for eksempel

• hos MR to ungmøer i de nordlandske skove - den ene blond, den anden mørk ---> Frk. Lys og Frk. Mørke hos KMG
• i ordets bogstaveligste forstand skrækindjagende mostre og fastre hos MR ---> Farmor hos KMG 
• især kapitlet "Blandt engle og stedmødre" med søskendeparret Harry og Leila hos MR ---> Henry og Leonora hos KMG
• MR's fortæller, der som halvstor dreng må spørge sig selv: Kan en elleveårig dreng være ond? ---> Hos KMG er det Henry, der bliver dømt ond allerede som spæd af Frk. Lys og Frk. Mørke, og senere får at vide, at han er en dreng uden samvittighed
• Hos MR Bjørk med issplinten i sit hjerte ---> Hos KMG Henry, hvis "indre er frosset til is" 
• Knut, der brænder en skov ned hos MR ---> Leonora, der brænder et hus ned hos KMG.

Men jeg læste "Hundehoved" kom jeg så til at tænke på John Irvings "Hotel New Hampshire". Det er godt nok mange år siden, jeg har læst den, men der er både noget med en hund og en bjørn. Hunden hedder Sorg, og den styrter i udstoppet tilstand ned i havet med fly og en del af familien. Heraf udtrykket: Sorg flyder.

Den lille Lilly, der bliver anerkendt forfatter (KMG: Leonoras mor hedder Lilly - ja ok det er lidt langt ude), forsøger selvmord flere gange og har til sidst succes med det. Heraf udtrykket: Gå forbi de åbne vinduer. Hos MR hedder det: Lad ikke mørket gå igennem dig.
Fran bliver voldtaget hos JI, Stinne bliver det hos MR. Den emotionelt handicappede Susie (der har meget svært ved at undvære sit bjørnekostume) hos JI minder på sin vis om den evnesvage tykke faster Anne Katrine hos MR.

Hos alle tre forfattere er det jagten på en dybere mening med tilværelsen - og det har ofte noget med kunst at gøre - der får flere personer til at svigte deres nærmeste, driver dem og dem selv til vanvid eller i døden. Hos MR er der næsten bogstaveligt talt en krukke med guld for enden af regnbuen og et rammeværksted, hvor fortællerens forældre møder hinanden. Hos KMG et pottemagerværksted i kælderen, hvorfra Lillys smukke krukker sætter deres artistiske aftryk i Køges stuer.

Der er flere sammenfald, men hvor vil jeg egentlig hen med det her? Jeg tror, det må blive noget i retning af: hvis man ser efter, er der ofte sammenhæng i tingene - og ikke kun i litteraturen. At nogle så er bedre end andre til at se dem, beskrive dem eller camouflere dem, hvis det er påkrævet, er en anden diskussion.
Sidst men ikke mindst: alle tre bøger er læseværdige - også mere en én gang.

Tim Minchin

you know my name

d is for dangerous

sugar, we're going down

but this is the last time

so please, lets

linger with pleasure

save me from myself

and hang me up to dry

sing me an
insane lullaby

the

map of the problematique

has

Det dobbelte land

Romanen med ovennævnte titel er en af de fire semifinalister i dysten om af få DR Romanprisen 2011, og den er helt sikkert én af favoritterne. Det er en barsk, velskrevet og velkomponeret historie om hovedpersonen Milovans sjæleransagning, da han ved sin kones død ser tilbage på sit liv. Et liv levet i skyggen af Jugoslaviens turbulente historie, hans families historie og hans tvivl om de valg, han har truffet i såvel idealismens som begærets navn.

Virginia Woolfs Mrs. Dalloway er nævnt som litterær slægtning, hvilket passer fint til den form, der er lagt ned over fortællingen. Vi følger Milovan og hans tanker i løbet af en dag. Også Michael Cunninghams The Hours er nærliggende at tænke på; den er jo skrevet med afsæt i “Mrs. Dalloway” og har tre kvindeskikkelser som de historiebærende figurer.

I Det dobbelte land er det tre mænd, der står centralt, nemlig Milovan, faren Radoslav, og farfar Jovan. De valg, de træffer, og de handlinger, de udfører, er tæt knyttet til de bagvedliggende konflikter, der har rullet gennem Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro – ingen glemt? – så længe nogen kan huske. Men selvom Jugoslaviens historie er et slags tæppe, fortællingen bliver vævet ind i, er det på ingen måde en historisk roman.

Det er en roman om eksistentielle problemstillinger, vi alle kender og genkender. Om valg og fravalg, skyld og tilgivelse; om at være tilstede i det rum, man har brugt et helt liv på at bygge.

DR Romanpris II

Så er semifinalisterne udpeget. Disse fire er gået videre til debatten 14. maj i DR Byen:

• Hildegard II
• Det dobbelte land
• Indvandreren
• Ulven

Læs mere på DR's hjemmeside her

Nu er det vel også på sin plads at afsløre, at undertegnede er repræsenteret i juryen for DR Romanklubben på litteratursiden.dk :o)

DR Romanprisen 2011

Om 14 dage afgøres det, hvem der løber med DR Romanprisen 2011. En pris, der tildeles af en læsersammensat jury fra læseklubber landet over i samarbejde med litteratursiden.dk. Vinderen offentliggøres søndag 29. maj i Café Hack på P4.

Bøgerne, der er i spil, er meget forskellige hver med sine kvaliteter. Det er sådan set heldigt nok, når de nu er prisnominerede. Ud af seks oprindeligt nominerede skal juryen om lørdagen afgøre hvilke to af fire, der skal gå videre til den endelige finale-debat søndag.

Bombaygryde af Jens Blendstrup: En virkelig underholdende bog. Sjov grænsende til absurd morsom med karikerede figurer, der nok ville have det svært i den virkelige verden. Letlæst og velskrevet dannelsesroman-satire om Leif, der taber i Matador til sin egensindige far og derfor skal i trøjen på Bornholm. Leif lader sig koste temmelig meget rundt med i begyndelsen, men slipper vel ok fra øen, der måske har taget et år af hans ungdom, men også får hans mødom.

Det dobbelte land af Birgithe Kosovic: Et dybt rørende og følsomt portræt af en mand, der ved sin livsledsagers død reflekterer over den livsbane, han har valgt. Et liv i skyggerne af først dannelsen af republikken Jugoslavien siden dens opløsning. En bog om magt, afmagt, forbrydelse, straf og tilgivelse på flere planer og nærmest ekvilibristisk skrevet – verdenslitteratur i klasse A – derfor finalist.

Hildegard II af Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Med “Hildegard I” satte forfatteren en ny – i hvert fald i min optik – standard for historiske romaner. Den bliver så udvidet her. Glimrende fornemmelse for de (u)menneskelige vilkår i det 12. århundrede både indenfor og udenfor klosterets mure – skabt af grundig research og overlegent sprog. Samtidig formår Anne Lise Marstrand-Jørgensen ved hjælp af sin lyriske pen at få os hos helt ind under huden på en af kirkehistoriens mest markante kvindeskikkelser, Hildegard von Bingen. En roman om de store følelser og beslutninger, man udsættes for i livet – her altså set gennem en hellig kvindes øjne i en mandsdomineret, gudfrygtig verden – finalist.

Indvandreren af Olav Hergel: Skulle jeg vælge en prisvinder ud fra et menneskerettighedssynspunkt, mit politiske afsæt eller en vurdering af væsentlighed i forhold til Danmarks på-kanten-håndtering af flygtninge- og indvandrerproblematikken, så havde jeg kun behøvet at læse denne ene roman. Hergel er en fremragende fortæller og researcher og har begået en elementært spændende bog, der er svær at lægge fra sig. Det trækker ned, at nogle af karaktererne er så hårdt trukket op, men det opvejes næsten af relevansen. Meget sympatisk bog, der kunne ende med en film, som også “Flygtningen” gjorde det. Dark Horse, som det hedder.

Ulven af Katrine Marie Guldager: Læsevenlig familiekrønike fra Køge om savn og afsavn, anerkendelse og mangel på samme, drømme – både opfyldte og mistede – og kærlighed og sorg under krigen og derefter. Magisk-realistiske toner blander sig med fine passager af måske lidt løst komponerede menneskeskæbner. Søskendeparret Leonora og Henry, tanterne Lys og Mørke, den skumle Farmor, skolelærerinden Frk. Eigaard samt den listige Ulv(?) er nogle af de figurer, vi møder og kan identificere os med. Dark Horse.

Burgundia af Hans Henrik Møller: En ordentlig kleppert af en roman, hvor Bornholm er hovedperson og skueplads for en række historier og myter fra skabelsen og frem. Fortalt i et sindigt og malende sprog med et meget højt abstraktionsniveau. Den kræver sin læser, men vinder bestemt ved nærmere bekendtskab. Jeg har dog ikke læst den færdig endnu (per 1. maj), og af den indbildske grund tror jeg end ikke, den overlever første udskilningsløb.

Bøgerne bliver præsenteret i P1 mandage 20.03-20.30.
Læs mere om bøgerne og følg debatten her

De sødeste piger finder du i...

Delvist på grund af varmen de seneste mange dage besluttede jeg mig for - sammen med Lone Aburas - at hoppe i Føtexsøen, der åbenbart ligger bag ved Netto. Jeg havde ingen store forventninger til dette første møde, men hold da op, det var en rigtig fin forestilling. Nu håber jeg, det bliver lige så godt sjovt og interessant næste gang.

Føtexsøen i Høje Taastrup

Dagens gode besked

Vi har nu sendt din ordre.

BEMÆRK: Der kan gå nogle timer inden PostDanmark har registreret forsendelsen på hjemmesiden.

Pakken indeholder:

 9788703000862  Cervantes Saavedra, M. de/Don Quijote  (1 stk.)
 9788703002484  Dante/Dantes guddommelige komedie  (1 stk.)
 9788703027579  Murakami/Kafka på stranden  (1 stk.)
 9788703032207  Kirsten Hammann/En dråbe i havet  (1 stk.)

_/\_

I digtsamlingen “Ordbehandling” tager Louise Rosengreen, ja, ordene under kærlig behandling. Modsat hvad udtrykket umiddelbart antyder, er det jo sjældent en rar oplevelse for dem, det går udover. LR vender og drejer ordene og sætter dem ind i nye rammer, nye omgivelser og konstellationer, så de til tider må føle sig godt og grundigt grundforvirrede.

Vi som læsere og stumme vidner til denne på sine steder absurde ordtortur kan til gengæld trække på smilebåndet, rynke på panden, få ondt i sjælen og klappe lidt i hænderne passende steder - som for eksempel her, når Tove Ditlevsen møder Michael Strunge:

Der er så mange fremskridt, men hvad holder os på talefod?

Alle fodgængerfelterne insisterer på at verden stadig kan opdeles

i sort og hvidt,

i rødt og grønt,

i bevægelse fra fortov til helle til fortov.

Du siger vi nok skal nå det. Vi skal nok nå det. Hvad?

Du siger at vi er grublere, men hvem er ikke det?

Asfalthjerner er der nok af. De har afløst brostenshjerterne.

Ikke videre dybsindig tænker jeg, at titlen “Ordbehandling” er en parafrase på “tekstbehandling”, som jo er rammen, hvorigennem vi helst anskuer og forholder os til virkeligheden – altså verden derude – med flittig brug af mail, sms, debatchat, blogs og diverse kommentarer, tags og spot mig her og der.

Digtene er ret uens, men det er måske et bevidst valg med de kultur-, pop- og politikreferencer (weltschmerz, Afghanistan, ytringsfrihed, G8 med flere) der optræder:

(...)Poeten vil producere: Bestsellerpoesi – det kan vi li'!

Det er et slogan, der vil slå an, og Poeten vil udkonkurrere

krimipoesien,

der sniger sig op ad salgslisterne,

(...)

Sidst i samlingen giver Louise Rosengreen under titlen “Ordvalg” sit bud på nogle alternative politiske principprogrammer, hvor hun helt oulipo'sk anvender en regel om kun at bruge ord, der begynder med det bogstav, partiet er opstillet under.

Første del med titlen “Ordsammenføring” (tænker nogen familiesammenføring?) er naturligt nok der, hvor LR sætter mest i gang og har mest på sinde. Hun indleder med “Op på Poetens hat” og afslutter med “Op på hatten igen Poet! (den svære toer)” (dette er hendes 2. digtsamling). Nogle af digtene hænger sammen i en slags suiter, andre står mutters alene, korte og længere tekster iblandt.

Mit indtryk er, at LR har det sværest i de lidt længere digte, men her er naturligvis også flere ord på pinebænken. I digtet “En samtidstendens” gør hun det nu rigtig fint. Efter blomster, væltende vase, undskyldninger, forlegenhed og dårlig samvittighed, sker følgende:

Blomsterne breder sig over gulvbrædderne.

De slår rødder og begynder at gro.

Op gennem sømhullerne.

Og undskyldningerne.

Og årringe.

Som det anes her, er der ganske meget på spil i teksterne. Fælles for alle digtene er naturligvis sprog, og hvad det kan gøre ved verden og en selv. Både med og uden ironisk distance:

Poeten siger:

“De ord der kommer ud af mig har alligevel været inde i andre

før/ ligesom luften i lungerne/ ikke noget nyt i det/ ikke noget

nyt i dag/ vennerne bliver ældre jeg ser det i deres køkkenskabe:

pander i Tefal/ vinglas i krystal/ maskiner til at hakke/ blende/

flænse/ som Dieter Roth gjorde det/ med ord:

stykker af bøger/ aviser/ tidsskrifter blandet med vand/ gelatine/

fedt og krydderier fyldt på tarm. Selvfølgelig er det en tysker der

laver verdens første bog på pølse.”

På samme vis som læserne ikke kan interagere direkte med digteren, føler poeten måske også, at det tider er svært at få sproget til at agere tilstrækkeligt i verden, når det virkelig gælder. Louise Rosengreen slutter i hvert fald med:

Poetens hat på tegnsprog:

underscore slash omvendt slash underscore

Men jeg håber nu, at hun tager hatten på, bladet fra munden og samler handsken op en tredje gang også.

Fra og om "Ordbehandling", Louise Rosengreen, Forlaget Spring, 2011

Fra Bornholm med kærlighed

Der er langt fra til Århus til Bornholm, særligt når man hedder Leif Balleby, er 18 år og jomfru. Særligt når man har tabt til sin far i Matador og derfor skal 12 måneder i trøjen. For at få lidt rygrad.

Leif finder ud af, at han faktisk godt kan lide det og aspirerer vist nok til at blive sergent. Det er meget vigtigt for sergenter med en vis modenhed, så han vil gerne fuldbyrde et forhold til en pige, han kender fra hjembyen. Han skriver et brev til hende, og der er gevinst med det samme.

"Det er ikke noget stort brev, det er Leif godt klar over. Men det er vigtigt
at nævne det med kærestens overarme, fordi de er lidt tykke og konede,
når hun har kjole på. Og det ved hun, og det ved Leif. Derfor er det vigtigt
at få lukket den med overarmene. Leif sender brevet anbefalet, så han er
sikker på, at hun læser det inden weekenden. Han vedlægger også et
billede af sig selv, hvor han suger kinderne ind og kikker væk, fordi han
ikke fatter den tegning, der er i boksen. Det er taget i en fotoboks i Rønne,
men virker åbenbart, for kæresten skriver tilbage, at hun gerne vil komme
sammen med Leif. "Steady", som hun skriver. Hun vil gerne komme steady
sammen med ham. Mest på grund af foto (lækker fyr) smiley og tre fine
små hjerter. Da kæft, mand!"  

Jens Blendstrup har kreeret en forrygende "Bombaygryde", der får en til at klukle det meste af vejen over alle de skøre tanker, der går gennem Leifs og ikke mindst hans forældres hoveder, og den måde verden bliver anskuet på af de nævnte.

Hans ret så egensindige far Uff - som egentlig hedder Uffe - er hovedperson i romanen "Gud taler ud" - den skal læses. Vi får ny viden om Leif og hans barndom, da han er på juleorlov, hvor han først hjælper sin svenske mor, Gerd Lillian, med at lave brunkager og knæk(?), siden arrangerer nisselandskabet:


"Der er også en nisseudstilling. Den tager Leif sig af. Da han var lille, var der mange nisser og rensdyr, men så kom han til at tænde ild til det, så det futtede af og rensdyrene smeltede. Det var dengang, Leif var pyroman. Han tændte ild i aviser og ting, der kunne futte let. I virkeligheden var det nok inspireret af Nalles trang til at smadre gamle fjernsynsskærme med store sten. Uff tog det sådan set meget pænt. Ethvert menneske har sine faser. 
   Ødelæggelse af ting, forårsaget af pludselig ondskab, er en relativt sund menneskelig drift i barnesindet, forklarede Uff dem, inden han gav dem en ordentlig røvfuld."


Bombaygryde er en af de seks romaner, der dyster om at få DR Romanprisen i år. Det er med garanti den sjoveste af dem. Samtidig oplever Leif og basserne noget ret ubehageligt 2/3 henne i bogen, så det ikke er falden-på-soldater-halen det hele. En slags dannelsesroman, men klart med vægten på alle de skæve indfald, der kunne opstå i et blankt rekrutsind, der sidst i 80'erne. Men sådan er det vel ikke længere... 

Leif får aldrig fuldbyrdet forholdet til Sanne fra Århus på grund af "den poetiske storm", han har inden i sig. Eller er det mon posttraumatisk stress? Sandt er det i al fald, at han elsker gamle danske film og - omstændighederne taget i betragtning - særligt "Soldaterkammerater" og i den dur. Så møder han den modne Elsie, som han "knalder i hendes haveredskaber" og forskellige andre steder på hendes landsted: 


"Nogle gange kalder han Elsie for sin elskerinde. Det har hun ikke noget imod. Hun har heller ikke noget imod at spille roller, så kalder hun ham konsul Holm eller den herre. Nogle gange har han været i seng med sin elskerinde med piben i munden. Det er fordi, hun er så afslappet, at han får lov. Det er lidt sygt, synes Leif selv. At puffe på piben, mens man elsker. Men det passer meget godt til hor i en gammel mejetærsker".


Fra og om Jens Blenstrup: Bombaygryde, Samleren 2010.

At læse

To do-lister kan være rigtig gode. Tilfredsstillelsen ved at strege emnerne ud, efterhånden som de bliver ordnet, er svær at sammenligne med noget. En god middag, måske. Eller god sex.

På den anden side kan en to do-liste også være direkte farlig for et skrøbeligt sind. Den bliver en hammer, man slår sig selv over fingrene med, et sværd der hænger nok så faretruende over ens hoved i en tråd, der kun bliver tyndere og tyndere for hver dag. Den bliver en militærstøvle med ufejlbarlig retning mod ens ædlere dele, et skub i ryggen når man står og ser ned i afgrunden.

Jeg vover alligevel pelsen og kontrakter mig til følgende:

• Italo Calvino
• Gabriel García Márquez
• Virginia Woolf
• Miguel de Cervantes

Til gengæld giver jeg mig selv en livline ved ikke at forpligte mig til en deadline. For nu skal jeg lige have læst to romaner på Bornholm, Hans Henrik Møllers "Burgundia" og Jens Blendstrups "Bombaygryde". Sidstnævnte har allerede på de første tyve sider været sjovt god underholdning.

Ulven går igen

Har just genlæst "Ulven" af Katrine Marie Guldager for at have noget at støtte mig til, når jeg giver hals i DR Romanklubben på Litteratursiden. Debatten kan ses her

Anbefalingen herfra er to tomler op og en ned fulgt på vej af disse navne fra mit baghoved: Alice Hoffman, John Irving, Paul Auster, Isabel Allende, Haruki Murakami og Morten Ramsland. Det er navne, ulven har mindet mig på, og specielt de to sidste er jeg simpelthen tvunget til at læse igen så hurtigt som muligt.

Man kan jo også kaste sig over nogle af hendes digte som i "Dagene skifter hænder" og "Styrt" eller novellerne i "København", "Kilimanjaro" og "Nu er vi så her".

(jeg synes det er skægt i den forbindelse, at jeg nyligt omtalte "Mount København" af Kasper Colling Nielsen, og at Julia Butschkow just har udgivet novellesamlingen "Der er ingen bjerge i Danmark")

Liste

UP:

• Læser stadig Raymond Carver - nu også på US-English
• Der er godt nok mørkt i Charlotte Weitzes "Det Hvide Kvarter". En blanding af eventyr og realisme, lidt Twilight Zone og et skvæt lommefilosofi. Skræmmende. Dyster (kunne være redigeret lidt strammere)
• Hvedekorn de sidste par årgange - og lad mig fremhæve Cecilie Lind, f. 1991(!), der får lov til at sprede sig over flere numre 
• Birgithe Kosovic: Det dobbelte land Kan kun anbefales. Er lidt tung at komme i gang med på grund af sprogets dystre mangfoldighed, og fortællingens fler-"dobbelte" lag. Men det er en ond bog - som fortæller en vigtig historie om menneskets svære valg, savn og fortrydelse i et land, der deler samme bekymringer - det tidligere Jugoslavien

Helle er en hel helt

Så oprandt dagen for Helle Helles nye roman "Dette burde skrives i nutid" :o)

Politiken topper med 6 hjerter, kalder den en pageturner(!) og siger for eksempel: "Mere end et handlingsforløb beskriver romanen en osteklokkeagtig tilstand af følelsesløshed og hvileløs passivitet – og gør det med Helle Helles sædvanlige stilistiske suverænitet."

Information slutter en fin "analyse" med ordene: "For selvfølgelig er Dette burde skrives i nutid en fremragende roman, endnu et slankt og nonchalant mesterværk fra Helle Helles hånd."

Litteraturnu synes, det er lidt for pænt, men er dog nærmest begejstret: "I korte, overfladeskøjtende sætninger tegner Helle et portræt af en generation, af forskellen på dem fra byen og dem fra landet, og hun kan som ingen siden Herman Bang skrive dialoger så præcist, at de kun overgås af virkeligheden."

Litteratursiden anbefaler her og er helt oppe at ringe: "Mere end nogensinde udfolder Helle Helle sit talent for at kredse om tilstanden lige før sammenbruddet i en fængslende og stærkt underspillet prosa."

Selv Bukdahl går helt over gevind både her og der: "Ingen poeter, jeg kender, og det er ellers en central poetisk mission, er bedre end Helle til at skrive tingene og sagerne og menneskerne MAGISK TYDELIGE."

Så er den ged vist barberet, og min boghylde venter desperat på endnu en bogryg med de tre magiske bogstaver H, E og L.