Jeg elsker mit lokale bibliotek. Der er af til stemmer i den offentlige debat - endog lokale (Michael something something) - der taler for, at bibliotekerne skal fastholdes i en eller anden form for tidslomme, hvor støvlaget på hylderne kun skal overgås af ditto på de ansattes læsebriller.
Hovedbiblioteket Randers, der har lokaler i et provinstypisk arkitektonisk sindsforvirret Kulturhuset, er altid med streg under et besøg værd. Det har jeg påstået før og nu igen. Det kan være, der er lovlig meget vampyr- og zombielit i ungehjørnet, og lidt spøjst at se børn i flere aldre hoppe foran skærmen til PS3, og hvad har vi? Men hallo, det er rigtig levende mennesker, og der er flere af dem, end der var før i tiden.
Der er næsten altid fuldt besat ved de mange gratis computere, mange sidder ved cafebordene og læser dagens nyheder eller strikkeopskrifter, og ja: flere og flere bøger er måske henvist til magasin og kælder, men spørg dog en medarbejder, hvis du ikke kan finde den klassiker, du synes bør stå highlightet med neonlys lige inden for døren. Eller bestil den hjem på det der net.
Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om andre hel- eller halvoffentlige institutioner, der leverer den grad af service, som bibliotekerne gør og har gjort længe. Bestil et eller andet obskurt materiale fra Statsbiblioteket; få sms/mail når det er klar til afhentning, få sms/mail når det er på tide af aflevere. Tak herfra.
Noget, de helt sikkert er blevet bedre til med årene på det lokale, er at udstille og præsentere nyt materiale. Det er meget bredt, men dog genreinddelt, som fra førnævnte zombielit (The Walking Dead i many shades) til Thomas Kingo:
DAGGRY
Bind op dit sorte slør ved sølvdagskærets hoved,
du sobel-brune nat, nok nu har verden soved,
frem, morgenrøde, frem og purpurtæppet hæng
mens solen den står op fra din safraned' seng.
Spænd for din gyldne vogn med de beflammed' heste
kør på vores horisont og himlens hvælved' fæste
planete-konge kør, så Norden frydes må
og uophørlig fryd fra himlens stråler få.
fra
Thomas Kingo - Digte, Povl Schmidt 2012, Syddansk Universitetsforlag
fredag den 25. januar 2013
torsdag den 24. januar 2013
Skyatlas
Det er lykkedes mig at komme 100 sider ind i bogen her, og det skal da fejres med en lille rosende omtale. Først og fremmest af oversætter Svend Ranild, der for det første har et ret imponerende cv, for det andet må have været på lidt af en opgave. Det siger jeg frit fra levereren uden at have læst originalen. Se for eksempel lige, hvordan bogen tager sig ud på side 15:
Vore Værters Bondegaard, beliggende en halv mile fra Ocean-Bugten ad en snoet, forblæst Dal, viste sig at være en tarvelig Bygning, men et Læ mod hine haardnakkede Storme, som bryde Knoklerne paa saa mange ulykkelige Fartøjer imod nært beliggende Rev. Stuen var beboet af et uhyrligt Ornehoved (ramt af Slattenkæft & Dovenøjne), dræbt af Tvillingerne på deres sextende Fødselsdag, & et søvndukkent Standuhr (i Modstrid med mit eget Lommeuhr med flere Timers Forskjel. Sandelig, en værdsat Indførselsvare fra Ny Zealand er den akkurate Tid).
Det (altså sproget, som egentlig er ret fornøjeligt, når man lige har vænnet sig til det - selvom der er fare for "Dovenøjne") bliver bedre hen ad vejen. Og dog - for:
Romanens opbygning er det vildeste, jeg har set længe: ét kapitel, det 6., midti, hvor vi befinder os i en ikke nærmere bestemt fremtidsverden. De øvrige kapitler falder så 'pyramidevist' på hver side, sådan at 5. og 7. hører sammen, 4. og 8, og så fremdeles. Alle historierne er knyttet sammen på en eller anden spidsfindig facon. Her efter 2. kapitel ved jeg for eksempel, at en af personerne - en excentrisk komponist - har haft en drøm om den verden, vi bliver udsat for i det centrale 6. kapitel.
Efter en lidt hård start har jeg overgivet mig til Mitchells (og oversætterens!) sproglige begejstring og formåen. Hvilken fantastisk rejse mellem perioder i menneskehedens, kulturens og sprogets historie: fortid, nutid og fremtid!
Skyatlas, David Mitchell, People's Press 2012 - oversat af Sven Ranild
Vore Værters Bondegaard, beliggende en halv mile fra Ocean-Bugten ad en snoet, forblæst Dal, viste sig at være en tarvelig Bygning, men et Læ mod hine haardnakkede Storme, som bryde Knoklerne paa saa mange ulykkelige Fartøjer imod nært beliggende Rev. Stuen var beboet af et uhyrligt Ornehoved (ramt af Slattenkæft & Dovenøjne), dræbt af Tvillingerne på deres sextende Fødselsdag, & et søvndukkent Standuhr (i Modstrid med mit eget Lommeuhr med flere Timers Forskjel. Sandelig, en værdsat Indførselsvare fra Ny Zealand er den akkurate Tid).
Det (altså sproget, som egentlig er ret fornøjeligt, når man lige har vænnet sig til det - selvom der er fare for "Dovenøjne") bliver bedre hen ad vejen. Og dog - for:
Romanens opbygning er det vildeste, jeg har set længe: ét kapitel, det 6., midti, hvor vi befinder os i en ikke nærmere bestemt fremtidsverden. De øvrige kapitler falder så 'pyramidevist' på hver side, sådan at 5. og 7. hører sammen, 4. og 8, og så fremdeles. Alle historierne er knyttet sammen på en eller anden spidsfindig facon. Her efter 2. kapitel ved jeg for eksempel, at en af personerne - en excentrisk komponist - har haft en drøm om den verden, vi bliver udsat for i det centrale 6. kapitel.
Efter en lidt hård start har jeg overgivet mig til Mitchells (og oversætterens!) sproglige begejstring og formåen. Hvilken fantastisk rejse mellem perioder i menneskehedens, kulturens og sprogets historie: fortid, nutid og fremtid!
Skyatlas, David Mitchell, People's Press 2012 - oversat af Sven Ranild
tirsdag den 22. januar 2013
Flyttedage
Jeg er gået igang med at flytte mine egne tekster over på papirkugler.wordpress.com, sådan at denne blog med tiden kun vil indeholde såkaldte anmeldelser, anbefalinger og anden omtale af litteratur, jeg lige går og snuser til.
Så husk også at følge med på min nye blog, hvor jeg vil lege lummerpoet og litterprosaist fremover - det skal nok blive kønt.
Så husk også at følge med på min nye blog, hvor jeg vil lege lummerpoet og litterprosaist fremover - det skal nok blive kønt.
tirsdag den 8. januar 2013
Anbefalinger
Her har jeg så - i mangel af bedre - samlet mine 'anmeldelser' fra Goodreads af de seneste bøger, jeg har opdateret der.
Nu er jeg gået igang med "Vi er nødt til at tale om Kevin" af Lionel Shriver, som der jo er kommet en fantastisk film ud af. Det er der også - dog ikke i samme grad - af David Mitchells "Skyatlas". Den ligger og griner lidt af mig, for den er godt nok specielt skrevet og struktureret. Hvis nogen har læst den, vil jeg gerne prikkes på skulderen med en kommentar.
Haruki Murakami: 1Q84, Klims Forlag
Haruki Murakami har med 1Q84 overgået sig selv, hvad angår anvendelsen af fantastiske, magiske og på sine steder helt-langt-ude elementer, og man kan spørge sig selv, om han får bundet trådene optimalt sammen i sidste bind.
Men manden skal altså kredit for at holde læseren fast i tre tykke bøger, hvor det dybest set handler om, at de to elskende, der ikke har set hinanden, siden de var ti år gamle, skal finde hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende. En dygtig krimi kunne ikke have gjort det bedre - og næppe lige så elegant.
Jeg er tosset med hans idéer om parallelle verdener, hans tidsforskydninger i forhold til fortællevinkler, og jeg fik ærlig talt kuldegysninger, da lagene (de parallelle verdener og den roman, Tengo er i gang med) smelter sammen i Bind 2. Mand, en hjerne han har, den gode Murakami!
Norwegian Wood er filmatiseret, som jeg ikke har set, men er du tosset, der kunne komme en fantastisk film ud af dette værk i de rette hænder. Sådan lidt a la: Bladerunner møder Cocoon med Shakespeare adapteret af Charlie Kaufmann og instrueret af Coen-brødrene - eller noget.
Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret, Forlaget Vandkunsten 2010
Virkelig, virkelig god. 4½ stjerner. Har lidt svært ved at formulere begejstringen uden alt for mange superlativer - og den tåler en genlæsning eller flere. En af den slags bøger, man lige kan læse lidt i en gang imellem, for at blive mindet om hvor meget man egentlig kan med ord.
Lydia Davis formår at bringe helt utrolig meget betydning ned i ganske simple sætningskonstruktioner. Samtidig er der ofte et postulerende/dogmatiserende sprogbrug i hendes tekster, hvilket naturligvis er bevidst provokerende, men samtidig virker det helt acceptabelt i den enkelte tekst. Her fra "To søstre", hvor vi kommer fra vugge til grav på to sider:
Selvom alle håber på, det ikke sker, og det ville være langt bedre, om det ikke gjorde, så hænder det alligevel en gang imellem, at endnu en datter bliver født, og der er to søstre.
[...]
Selv når alle de bedste kvaliteter bliver forenet i én søster, som det for det meste sker, bliver hun alligevel ikke lykkelig, for den anden vil som en skygge følge hendes succes med misundelse i blikket.
[...]
Hvis der er to søstre, gifter de sig for det meste. Den ene af dem finder den andens mand primitiv. Den anden bruger sin mand som et skjold over for sin søster og ...
[...]
Deres mænd skuffer dem. Deres sønner er fiaskoer og formøbler deres mors kærlighed i billige byer.
[...]
Indespærrede i hinandens selskab holder de to søstre deres vrede for sig selv. De ligner hinanden til forveksling.
[...]
... Nogle gange er de ligefrem omsorgsfulde over for hinanden, fordi de glemmer at lade være.
Men i dødens time er søstrenes ansigter bitre, som de har lagt sig for vane.
Et par af de lidt længere tekster er måske lidt uskarpe - derfor ikke fem stjerner.
Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, Gyldendal 2012
Helt sikkert en af årets største danske romaner: nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og solgt til UK, USA og ti andre lande.
Leine har overbevisende fat i dagliglivets glæder og trængsler, som det kunne have set ud i slutningen af 1700-tallet, og i høj grad kulturens møde med naturen: Danmark/Grønland, by/land, fornuft/drift, sjæl/krop. Meget maleriske beskrivelser af både store begivenheder (sørejser, brande osv.) og små hændelser (toiletbesøg med mere).
På alle måder 'en stor læseoplevelse', selvom den til tider er lidt lang i spyttet. Varm anbefaling.
Det skal blive spændende at se, hvad Leine disker op med i de næste to bind af denne Grønlands-saga.
Nu er jeg gået igang med "Vi er nødt til at tale om Kevin" af Lionel Shriver, som der jo er kommet en fantastisk film ud af. Det er der også - dog ikke i samme grad - af David Mitchells "Skyatlas". Den ligger og griner lidt af mig, for den er godt nok specielt skrevet og struktureret. Hvis nogen har læst den, vil jeg gerne prikkes på skulderen med en kommentar.
Haruki Murakami: 1Q84, Klims Forlag
Haruki Murakami har med 1Q84 overgået sig selv, hvad angår anvendelsen af fantastiske, magiske og på sine steder helt-langt-ude elementer, og man kan spørge sig selv, om han får bundet trådene optimalt sammen i sidste bind.
Men manden skal altså kredit for at holde læseren fast i tre tykke bøger, hvor det dybest set handler om, at de to elskende, der ikke har set hinanden, siden de var ti år gamle, skal finde hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende. En dygtig krimi kunne ikke have gjort det bedre - og næppe lige så elegant.
Jeg er tosset med hans idéer om parallelle verdener, hans tidsforskydninger i forhold til fortællevinkler, og jeg fik ærlig talt kuldegysninger, da lagene (de parallelle verdener og den roman, Tengo er i gang med) smelter sammen i Bind 2. Mand, en hjerne han har, den gode Murakami!
Norwegian Wood er filmatiseret, som jeg ikke har set, men er du tosset, der kunne komme en fantastisk film ud af dette værk i de rette hænder. Sådan lidt a la: Bladerunner møder Cocoon med Shakespeare adapteret af Charlie Kaufmann og instrueret af Coen-brødrene - eller noget.
Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret, Forlaget Vandkunsten 2010
Virkelig, virkelig god. 4½ stjerner. Har lidt svært ved at formulere begejstringen uden alt for mange superlativer - og den tåler en genlæsning eller flere. En af den slags bøger, man lige kan læse lidt i en gang imellem, for at blive mindet om hvor meget man egentlig kan med ord.
Lydia Davis formår at bringe helt utrolig meget betydning ned i ganske simple sætningskonstruktioner. Samtidig er der ofte et postulerende/dogmatiserende sprogbrug i hendes tekster, hvilket naturligvis er bevidst provokerende, men samtidig virker det helt acceptabelt i den enkelte tekst. Her fra "To søstre", hvor vi kommer fra vugge til grav på to sider:
Selvom alle håber på, det ikke sker, og det ville være langt bedre, om det ikke gjorde, så hænder det alligevel en gang imellem, at endnu en datter bliver født, og der er to søstre.
[...]
Selv når alle de bedste kvaliteter bliver forenet i én søster, som det for det meste sker, bliver hun alligevel ikke lykkelig, for den anden vil som en skygge følge hendes succes med misundelse i blikket.
[...]
Hvis der er to søstre, gifter de sig for det meste. Den ene af dem finder den andens mand primitiv. Den anden bruger sin mand som et skjold over for sin søster og ...
[...]
Deres mænd skuffer dem. Deres sønner er fiaskoer og formøbler deres mors kærlighed i billige byer.
[...]
Indespærrede i hinandens selskab holder de to søstre deres vrede for sig selv. De ligner hinanden til forveksling.
[...]
... Nogle gange er de ligefrem omsorgsfulde over for hinanden, fordi de glemmer at lade være.
Men i dødens time er søstrenes ansigter bitre, som de har lagt sig for vane.
Et par af de lidt længere tekster er måske lidt uskarpe - derfor ikke fem stjerner.
Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, Gyldendal 2012
Helt sikkert en af årets største danske romaner: nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og solgt til UK, USA og ti andre lande.
Leine har overbevisende fat i dagliglivets glæder og trængsler, som det kunne have set ud i slutningen af 1700-tallet, og i høj grad kulturens møde med naturen: Danmark/Grønland, by/land, fornuft/drift, sjæl/krop. Meget maleriske beskrivelser af både store begivenheder (sørejser, brande osv.) og små hændelser (toiletbesøg med mere).
På alle måder 'en stor læseoplevelse', selvom den til tider er lidt lang i spyttet. Varm anbefaling.
Det skal blive spændende at se, hvad Leine disker op med i de næste to bind af denne Grønlands-saga.
Abonner på:
Opslag (Atom)