Anbefalinger

Her har jeg så - i mangel af bedre - samlet mine 'anmeldelser' fra Goodreads af de seneste bøger, jeg har opdateret der.

Nu er jeg gået igang med "Vi er nødt til at tale om Kevin" af Lionel Shriver, som der jo er kommet en fantastisk film ud af. Det er der også - dog ikke i samme grad - af David Mitchells "Skyatlas". Den ligger og griner lidt af mig, for den er godt nok specielt skrevet og struktureret. Hvis nogen har læst den, vil jeg gerne prikkes på skulderen med en kommentar.

Haruki Murakami: 1Q84, Klims Forlag
Haruki Murakami har med 1Q84 overgået sig selv, hvad angår anvendelsen af fantastiske, magiske og på sine steder helt-langt-ude elementer, og man kan spørge sig selv, om han får bundet trådene optimalt sammen i sidste bind.

Men manden skal altså kredit for at holde læseren fast i tre tykke bøger, hvor det dybest set handler om, at de to elskende, der ikke har set hinanden, siden de var ti år gamle, skal finde hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende. En dygtig krimi kunne ikke have gjort det bedre - og næppe lige så elegant.

Jeg er tosset med hans idéer om parallelle verdener, hans tidsforskydninger i forhold til fortællevinkler, og jeg fik ærlig talt kuldegysninger, da lagene (de parallelle verdener og den roman, Tengo er i gang med) smelter sammen i Bind 2. Mand, en hjerne han har, den gode Murakami!

Norwegian Wood er filmatiseret, som jeg ikke har set, men er du tosset, der kunne komme en fantastisk film ud af dette værk i de rette hænder. Sådan lidt a la: Bladerunner møder Cocoon med Shakespeare adapteret af Charlie Kaufmann og instrueret af Coen-brødrene - eller noget.

Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret, Forlaget Vandkunsten 2010
Virkelig, virkelig god. 4½ stjerner. Har lidt svært ved at formulere begejstringen uden alt for mange superlativer - og den tåler en genlæsning eller flere. En af den slags bøger, man lige kan læse lidt i en gang imellem, for at blive mindet om hvor meget man egentlig kan med ord.

Lydia Davis formår at bringe helt utrolig meget betydning ned i ganske simple sætningskonstruktioner. Samtidig er der ofte et postulerende/dogmatiserende sprogbrug i hendes tekster, hvilket naturligvis er bevidst provokerende, men samtidig virker det helt acceptabelt i den enkelte tekst. Her fra "To søstre", hvor vi kommer fra vugge til grav på to sider:

Selvom alle håber på, det ikke sker, og det ville være langt bedre, om det ikke gjorde, så hænder det alligevel en gang imellem, at endnu en datter bliver født, og der er to søstre.
[...]
Selv når alle de bedste kvaliteter bliver forenet i én søster, som det for det meste sker, bliver hun alligevel ikke lykkelig, for den anden vil som en skygge følge hendes succes med misundelse i blikket.
[...]
Hvis der er to søstre, gifter de sig for det meste. Den ene af dem finder den andens mand primitiv. Den anden bruger sin mand som et skjold over for sin søster og ...
[...]
Deres mænd skuffer dem. Deres sønner er fiaskoer og formøbler deres mors kærlighed i billige byer.
[...]
Indespærrede i hinandens selskab holder de to søstre deres vrede for sig selv. De ligner hinanden til forveksling.
[...]
... Nogle gange er de ligefrem omsorgsfulde over for hinanden, fordi de glemmer at lade være.
Men i dødens time er søstrenes ansigter bitre, som de har lagt sig for vane.

Et par af de lidt længere tekster er måske lidt uskarpe - derfor ikke fem stjerner.

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, Gyldendal 2012
Helt sikkert en af årets største danske romaner: nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og solgt til UK, USA og ti andre lande.

Leine har overbevisende fat i dagliglivets glæder og trængsler, som det kunne have set ud i slutningen af 1700-tallet, og i høj grad kulturens møde med naturen: Danmark/Grønland, by/land, fornuft/drift, sjæl/krop. Meget maleriske beskrivelser af både store begivenheder (sørejser, brande osv.) og små hændelser (toiletbesøg med mere).

På alle måder 'en stor læseoplevelse', selvom den til tider er lidt lang i spyttet. Varm anbefaling.

Det skal blive spændende at se, hvad Leine disker op med i de næste to bind af denne Grønlands-saga.

Brødre

Må simpelthen dele min begejstring: Læs "Brothers" af Yu Hua, så snart du kan få fingrene i den. Så vidt jeg ved, er den ikke oversat til dansk, men den virker fint på engelsk, selvom mit læsetempo lige bliver sat en anelse ned. Desuden har jeg haft andet at se til, så var egentlig slet ikke i læse-mode, da jeg fik besked om "Reserveret materiale er klar til afhentning". Det er sikkert sundt - både hvad angår læsningen og i øvrigt.

Kinesisk litteratur - ikke at det er nødvendigvis er helt ukendt land - fik da lige et klap på skulderen med Nobel-prisen til Mo Yan ("Don't speak")... som jeg så i et tweet, er det første gang, at en sang af No Doubt bliver belønnet på den måde.

Min favorit har i flere år været Haruki Murakami, og med murkaminen "1Q84" næsten aktuel - i det mindste her til lands - var jeg lige ved at sætte en hund på ham, da han stadig gav pengene ni gange igen. Odds faldt senere til 2:1, men det viste sig så også, at det ville have været spildte penge.

Så det glæder jeg mig over, at jeg ikke gjorde, og jeg glæder mig så sandelig også over sådan en indledning her på en indtil videre fremragende og meget lovende roman af Mo Yans landsmand, Yu Hua:

"Baldy Li, our  Liu Towns premier tycoon, had a fantastic plan of spending twenty million U.S. dollars to purchase a ride on a Russian Federation space shuttle for a tour of outer space. Perched atop his famously gold-plated toilet seat, he would close his eyes and imagine himself already floating in orbit, surrounded by the unfathomably frigid depths of space. He would look down at the glorious planet stretched out beneath him, only to choke up on realizing that he had no family left down on Earth."

Stor magi på lille forlag

Det er med nogen ærefrygt og skælven i vokalerne, at jeg kommer med denne anbefaling. Han har været i top ti blandt de nominerede til Nobelprisen i litteratur nogle gange og er læst og elsket i hele verden ("Stor magi på lille forlag" er naturligvis en allegorisk tilnærmelse til "Kat på et varmt bliktag", for katte har da trods alt været væsentlige eksistenser i al mulig kunst siden Cleopatra og ikke mindst hos denne herre).

Det brede internationale gennembrud fik Haruki Murakami med “Trækopfuglens krønike”, et på alle måder omfattende værk, der i lighed med de fleste af hans bøger, tåler to til flere gennemlæsninger. Det er nemlig de helt store pensler, Murakami har i hånden, når han tegner sine karakterer og beskriver deres sjælelige landskaber, og altid med et fornemt blik for detaljerne. Magien findes også i pauserne – i det usagte.

Magisk realisme er en betegnelse, der dækker ganske bredt, og som herhjemme vel blev introduceret af Karen Blixen. I nyere tid er Peter Høeg og Ib Michael vægtige repræsentanter for genren. Camilla Christensen med “Jorden under Høje Gladsaxe”, for hvilken hun modtog Kritikerprisen 2002, helt sikkert også.

Filmversionen af Murakamis roman fra 1987 "Norwegian Wood" rammer i marts de store lærreder i Storbritannien, Frankrig og Sverige, mens det endnu er uvist, om vi får glæden herhjemme. Historien er dystert bittersød, og til tider er det svært at se noget livsbekræftende i den række af selvmord, vi bliver præsenteret for. Græsk tragedie blandet med østerlandsk filosofi.

Bogen er før “Trækopfuglens krønike” og “Kafka på stranden”, når Murakami for alvor viser sig som den store magiker. En stor tak herfra til Forlaget Klim, der altid er garant for store læseoplevelser, og til oversætter Mette Holm, som lige nu arbejder ihærdigt på hans nyeste værk “IQ84”.

Det er vanskeligt at yde Haruki Murakamis kunst nogen retfærdighed med korte citater, men jeg vover det alligevel. Det er jo bloggens præmis.
Vores fortæller Watanabe er blevet noget romantisk med sin afdøde vens verdensfjerne og skrøbelige kæreste. På et tidspunkt får han en ildflue foræret af sin værelseskammerat.

“Der gik lang tid, før ildfluen lettede. Men pludselig bredte den vingerne ud, som om den var kommet i tanke om noget, og på ingen tid var den på vej ud over rækværket og ind i mørket. Den tegnede en hurtig bue hen over vandtanken, som om den ville bringe det mistede tidsinterval tilbage, stoppede op lige akkurat længe nok til, at den kunne se sit lysende spor smelte sammen med brisen, hvorefter den endelig begav sig af sted mod øst.

   Selv længe efter ildfluen var forsvundet, dvælede det lysende spor inde i mig, og når jeg lukkede øjnene, blev det blege, svage lys ved med at glimte i det tætte mørke bag mine øjenlåg, som en hjemløs sjæl, der vandrede hid og did.

   Flere gange rakte jeg hånden ud i mørket, men mine fingre rørte aldrig ved noget. Den svage glød var hele tiden en smule længere væk end mine fingerspidser”.

Fra Norwegian Wood, Haruki Murakami, 1987, dansk oversættelse Mette Holm, Klim 2005.