lørdag den 30. april 2011

De sødeste piger finder du i...

Delvist på grund af varmen de seneste mange dage besluttede jeg mig for - sammen med Lone Aburas - at hoppe i Føtexsøen, der åbenbart ligger bag ved Netto. Jeg havde ingen store forventninger til dette første møde, men hold da op, det var en rigtig fin forestilling. Nu håber jeg, det bliver lige så godt sjovt og interessant næste gang.

Føtexsøen i Høje Taastrup

fredag den 29. april 2011

Dagens gode besked

Vi har nu sendt din ordre.

BEMÆRK: Der kan gå nogle timer inden PostDanmark har registreret forsendelsen på hjemmesiden.

Pakken indeholder:

 9788703000862  Cervantes Saavedra, M. de/Don Quijote  (1 stk.)
 9788703002484  Dante/Dantes guddommelige komedie  (1 stk.)
 9788703027579  Murakami/Kafka på stranden  (1 stk.)
 9788703032207  Kirsten Hammann/En dråbe i havet  (1 stk.)

mandag den 25. april 2011

_/\_

I digtsamlingen “Ordbehandling” tager Louise Rosengreen, ja, ordene under kærlig behandling. Modsat hvad udtrykket umiddelbart antyder, er det jo sjældent en rar oplevelse for dem, det går udover. LR vender og drejer ordene og sætter dem ind i nye rammer, nye omgivelser og konstellationer, så de til tider må føle sig godt og grundigt grundforvirrede.
Vi som læsere og stumme vidner til denne på sine steder absurde ordtortur kan til gengæld trække på smilebåndet, rynke på panden, få ondt i sjælen og klappe lidt i hænderne passende steder - som for eksempel her, når Tove Ditlevsen møder Michael Strunge:

Der er så mange fremskridt, men hvad holder os på talefod?
Alle fodgængerfelterne insisterer på at verden stadig kan opdeles
i sort og hvidt,
i rødt og grønt,
i bevægelse fra fortov til helle til fortov.
Du siger vi nok skal nå det. Vi skal nok nå det. Hvad?
Du siger at vi er grublere, men hvem er ikke det?
Asfalthjerner er der nok af. De har afløst brostenshjerterne.

Ikke videre dybsindig tænker jeg, at titlen “Ordbehandling” er en parafrase på “tekstbehandling”, som jo er rammen, hvorigennem vi helst anskuer og forholder os til virkeligheden – altså verden derude – med flittig brug af mail, sms, debatchat, blogs og diverse kommentarer, tags og spot mig her og der.
Digtene er ret uens, men det er måske et bevidst valg med de kultur-, pop- og politikreferencer (weltschmerz, Afghanistan, ytringsfrihed, G8 med flere) der optræder:

(...)Poeten vil producere: Bestsellerpoesi – det kan vi li'!
Det er et slogan, der vil slå an, og Poeten vil udkonkurrere
krimipoesien,
der sniger sig op ad salgslisterne,
(...)


Sidst i samlingen giver Louise Rosengreen under titlen “Ordvalg” sit bud på nogle alternative politiske principprogrammer, hvor hun helt oulipo'sk anvender en regel om kun at bruge ord, der begynder med det bogstav, partiet er opstillet under.
Første del med titlen “Ordsammenføring” (tænker nogen familiesammenføring?) er naturligt nok der, hvor LR sætter mest i gang og har mest på sinde. Hun indleder med “Op på Poetens hat” og afslutter med “Op på hatten igen Poet! (den svære toer)” (dette er hendes 2. digtsamling). Nogle af digtene hænger sammen i en slags suiter, andre står mutters alene, korte og længere tekster iblandt.

Mit indtryk er, at LR har det sværest i de lidt længere digte, men her er naturligvis også flere ord på pinebænken. I digtet “En samtidstendens” gør hun det nu rigtig fint. Efter blomster, væltende vase, undskyldninger, forlegenhed og dårlig samvittighed, sker følgende:

Blomsterne breder sig over gulvbrædderne.
De slår rødder og begynder at gro.
Op gennem sømhullerne.
Og undskyldningerne.
Og årringe.


Som det anes her, er der ganske meget på spil i teksterne. Fælles for alle digtene er naturligvis sprog, og hvad det kan gøre ved verden og en selv. Både med og uden ironisk distance:

Poeten siger:

“De ord der kommer ud af mig har alligevel været inde i andre
før/ ligesom luften i lungerne/ ikke noget nyt i det/ ikke noget
nyt i dag/ vennerne bliver ældre jeg ser det i deres køkkenskabe:
pander i Tefal/ vinglas i krystal/ maskiner til at hakke/ blende/
flænse/ som Dieter Roth gjorde det/ med ord:
stykker af bøger/ aviser/ tidsskrifter blandet med vand/ gelatine/
fedt og krydderier fyldt på tarm. Selvfølgelig er det en tysker der
laver verdens første bog på pølse.”


På samme vis som læserne ikke kan interagere direkte med digteren, føler poeten måske også, at det tider er svært at få sproget til at agere tilstrækkeligt i verden, når det virkelig gælder. Louise Rosengreen slutter i hvert fald med:


Poetens hat på tegnsprog:

underscore slash omvendt slash underscore


Men jeg håber nu, at hun tager hatten på, bladet fra munden og samler handsken op en tredje gang også.

Fra og om "Ordbehandling", Louise Rosengreen, Forlaget Spring, 2011

søndag den 24. april 2011

Fra Bornholm med kærlighed

Der er langt fra til Århus til Bornholm, særligt når man hedder Leif Balleby, er 18 år og jomfru. Særligt når man har tabt til sin far i Matador og derfor skal 12 måneder i trøjen. For at få lidt rygrad.

Leif finder ud af, at han faktisk godt kan lide det og aspirerer vist nok til at blive sergent. Det er meget vigtigt for sergenter med en vis modenhed, så han vil gerne fuldbyrde et forhold til en pige, han kender fra hjembyen. Han skriver et brev til hende, og der er gevinst med det samme.


"Det er ikke noget stort brev, det er Leif godt klar over. Men det er vigtigt
at nævne det med kærestens overarme, fordi de er lidt tykke og konede,
når hun har kjole på. Og det ved hun, og det ved Leif. Derfor er det vigtigt
at få lukket den med overarmene. Leif sender brevet anbefalet, så han er
sikker på, at hun læser det inden weekenden. Han vedlægger også et
billede af sig selv, hvor han suger kinderne ind og kikker væk, fordi han
ikke fatter den tegning, der er i boksen. Det er taget i en fotoboks i Rønne,
men virker åbenbart, for kæresten skriver tilbage, at hun gerne vil komme
sammen med Leif. "Steady", som hun skriver. Hun vil gerne komme steady
sammen med ham. Mest på grund af foto (lækker fyr) smiley og tre fine
små hjerter. Da kæft, mand!"  


Jens Blendstrup har kreeret en forrygende "Bombaygryde", der får en til at klukle det meste af vejen over alle de skøre tanker, der går gennem Leifs og ikke mindst hans forældres hoveder, og den måde verden bliver anskuet på af de nævnte.

Hans ret så egensindige far Uff - som egentlig hedder Uffe - er hovedperson i romanen "Gud taler ud" - den skal læses. Vi får ny viden om Leif og hans barndom, da han er på juleorlov, hvor han først hjælper sin svenske mor, Gerd Lillian, med at lave brunkager og knæk(?), siden arrangerer nisselandskabet:


"Der er også en nisseudstilling. Den tager Leif sig af. Da han var lille, var der mange nisser og rensdyr, men så kom han til at tænde ild til det, så det futtede af og rensdyrene smeltede. Det var dengang, Leif var pyroman. Han tændte ild i aviser og ting, der kunne futte let. I virkeligheden var det nok inspireret af Nalles trang til at smadre gamle fjernsynsskærme med store sten. Uff tog det sådan set meget pænt. Ethvert menneske har sine faser. 
   Ødelæggelse af ting, forårsaget af pludselig ondskab, er en relativt sund menneskelig drift i barnesindet, forklarede Uff dem, inden han gav dem en ordentlig røvfuld."


Bombaygryde er en af de seks romaner, der dyster om at få DR Romanprisen i år. Det er med garanti den sjoveste af dem. Samtidig oplever Leif og basserne noget ret ubehageligt 2/3 henne i bogen, så det ikke er falden-på-soldater-halen det hele. En slags dannelsesroman, men klart med vægten på alle de skæve indfald, der kunne opstå i et blankt rekrutsind, der sidst i 80'erne. Men sådan er det vel ikke længere... 

Leif får aldrig fuldbyrdet forholdet til Sanne fra Århus på grund af "den poetiske storm", han har inden i sig. Eller er det mon posttraumatisk stress? Sandt er det i al fald, at han elsker gamle danske film og - omstændighederne taget i betragtning - særligt "Soldaterkammerater" og i den dur. Så møder han den modne Elsie, som han "knalder i hendes haveredskaber" og forskellige andre steder på hendes landsted: 


"Nogle gange kalder han Elsie for sin elskerinde. Det har hun ikke noget imod. Hun har heller ikke noget imod at spille roller, så kalder hun ham konsul Holm eller den herre. Nogle gange har han været i seng med sin elskerinde med piben i munden. Det er fordi, hun er så afslappet, at han får lov. Det er lidt sygt, synes Leif selv. At puffe på piben, mens man elsker. Men det passer meget godt til hor i en gammel mejetærsker".


Fra og om Jens Blenstrup: Bombaygryde, Samleren 2010.

fredag den 22. april 2011

At læse

To do-lister kan være rigtig gode. Tilfredsstillelsen ved at strege emnerne ud, efterhånden som de bliver ordnet, er svær at sammenligne med noget. En god middag, måske. Eller god sex.

På den anden side kan en to do-liste også være direkte farlig for et skrøbeligt sind. Den bliver en hammer, man slår sig selv over fingrene med, et sværd der hænger nok så faretruende over ens hoved i en tråd, der kun bliver tyndere og tyndere for hver dag. Den bliver en militærstøvle med ufejlbarlig retning mod ens ædlere dele, et skub i ryggen når man står og ser ned i afgrunden.

Jeg vover alligevel pelsen og kontrakter mig til følgende:
  • Italo Calvino
  • Gabriel García Márquez
  • Virginia Woolf
  • Miguel de Cervantes
Til gengæld giver jeg mig selv en livline ved ikke at forpligte mig til en deadline. For nu skal jeg lige have læst to romaner på Bornholm, Hans Henrik Møllers "Burgundia" og Jens Blendstrups "Bombaygryde". Sidstnævnte har allerede på de første tyve sider været sjovt god underholdning.

Ulven går igen

Har just genlæst "Ulven" af Katrine Marie Guldager for at have noget at støtte mig til, når jeg giver hals i DR Romanklubben på Litteratursiden. Debatten kan ses her

Anbefalingen herfra er to tomler op og en ned fulgt på vej af disse navne fra mit baghoved: Alice Hoffman, John Irving, Paul Auster, Isabel Allende, Haruki Murakami og Morten Ramsland. Det er navne, ulven har mindet mig på, og specielt de to sidste er jeg simpelthen tvunget til at læse igen så hurtigt som muligt.

Man kan jo også kaste sig over nogle af hendes digte som i "Dagene skifter hænder" og "Styrt" eller novellerne i "København", "Kilimanjaro" og "Nu er vi så her".

(jeg synes det er skægt i den forbindelse, at jeg nyligt omtalte "Mount København" af Kasper Colling Nielsen, og at Julia Butschkow just har udgivet novellesamlingen "Der er ingen bjerge i Danmark")

mandag den 18. april 2011

Liste

UP:
  • Læser stadig Raymond Carver - nu også på US-English
  • Der er godt nok mørkt i Charlotte Weitzes "Det Hvide Kvarter". En blanding af eventyr og realisme, lidt Twilight Zone og et skvæt lommefilosofi. Skræmmende. Dyster (kunne være redigeret lidt strammere)
  • Hvedekorn de sidste par årgange - og lad mig fremhæve Cecilie Lind, f. 1991(!), der får lov til at sprede sig over flere numre 
  • Birgithe Kosovic: Det dobbelte land Kan kun anbefales. Er lidt tung at komme i gang med på grund af sprogets dystre mangfoldighed, og fortællingens fler-"dobbelte" lag. Men det er en ond bog - som fortæller en vigtig historie om menneskets svære valg, savn og fortrydelse i et land, der deler samme bekymringer - det tidligere Jugoslavien

lørdag den 16. april 2011

Helle er en hel helt

Så oprandt dagen for Helle Helles nye roman "Dette burde skrives i nutid" :o)

Politiken topper med 6 hjerter, kalder den en pageturner(!) og siger for eksempel: "Mere end et handlingsforløb beskriver romanen en osteklokkeagtig tilstand af følelsesløshed og hvileløs passivitet – og gør det med Helle Helles sædvanlige stilistiske suverænitet."

Information slutter en fin "analyse" med ordene: "For selvfølgelig er Dette burde skrives i nutid en fremragende roman, endnu et slankt og nonchalant mesterværk fra Helle Helles hånd."

Litteraturnu synes, det er lidt for pænt, men er dog nærmest begejstret: "I korte, overfladeskøjtende sætninger tegner Helle et portræt af en generation, af forskellen på dem fra byen og dem fra landet, og hun kan som ingen siden Herman Bang skrive dialoger så præcist, at de kun overgås af virkeligheden."

Litteratursiden anbefaler her og er helt oppe at ringe: "Mere end nogensinde udfolder Helle Helle sit talent for at kredse om tilstanden lige før sammenbruddet i en fængslende og stærkt underspillet prosa."

Selv Bukdahl går helt over gevind både her og der: "Ingen poeter, jeg kender, og det er ellers en central poetisk mission, er bedre end Helle til at skrive tingene og sagerne og menneskerne MAGISK TYDELIGE."

Så er den ged vist barberet, og min boghylde venter desperat på endnu en bogryg med de tre magiske bogstaver H, E og L.

mandag den 11. april 2011

Her hvor jeg ringer fra af Raymond Carver

34 noveller, oversat af Johannes Riis, Gyldendal 2010
Fra forordet af Klaus Rifbjerg:

Der var Hemingway i bagagen, naturligvis, men også meget andet, og ser man nærmere efter, løber traditioner fjernt fra det hemingwayske gennem Carvers værk og viser sig ikke blot i de lyriske indfald, men også i valget af miljøer...
Der er en opgivende ondskab på spil her med ekko af Faulkner og Tennesse Williams, ja selv den fremragende, mentalt kulsorte Flannery O'Connor(s)...
En smart litteraturhistoriker fandt på et tidspunkt ud af at rubricere Ray Carvers kunst som “dirty realism”; men det er noget sludder, for selv om der ikke er kønt i det carverske landskab hverken reelt eller symbolsk, er der aldrig snavset, det er hans indlevelse, medfølelse og musikalitet garant for...

Læs anmeldelse af Bogbrokkehovedet her
og på litteraturnu.dk der

Easter Parade af Richard Yates

Der kom ikke flere breve fra Sarah, og heller ingen telefonopringninger. Til jul var familien Wilsons julekort hastigt underskrevet af Tony frem for Sarahs glædesstrålende underskrift, og det var en anelse foruroligende...
Og sent en aften i maj 1968 – tre måneder før Sarah fyldte syvogfyrre, regnede Emily senere ud – jog den ringende telefon Emily snublende ud af sengen...
Og det første hun tænkte, selv inden hun overhovedet havde forstået, hvad der var sket, var, at det vel nok lignede Tony Junior at sige “gået bort” i stedet for “er død”.
  “Hvad er hun – død af?” forhørte hun sig efter et øjeblik.
  “Hun har lidt af en leversygdom i lang tid,” sagde han sløret, “så det var mest det, kompliceret af et fald i huset.”
  “Jeg forstår.”...

Det er den mest barske roman, jeg har læst længe. USA fra 1930 og frem til 1974 er den historiske ramme om fortællingen. Emily Grimes' liv består af: mænd på en perlerække af simili-sten; drømmen om en far, der aldrig formåede at træde helt i karakter; en mor, der levede i en sky af alkohol, mistede drømme og vrangforestillinger om både egne og andres evner; en søster, der næsten slap væk fra sin voldelige mand, men også vælger whisky-derouten; hovedpersonens følelse af egen utilstrækkelighed. I et sprog, der til tider er smertefuldt præcist:

  “Hvad tænker du på?”
  “Det ved jeg ikke. Jeg burde hente vasketøjet ind.”
  “Hold nu op. Vasketøjet kan vente. Det jeg mener er, at hvis der er noget der nager dig, så vil jeg gerne vide det.”
  “Nej, nej,” sagde hun. “Der er ikke noget, der nager mig.” Og så gik hun ud efter vasketøjet.
Da hun kom forbi hans skrivebord igen, slæbende på den tunge denimtaske, så han op.
  “Emily?” sagde han.
  “Mm?”
Han var treogfyrre år gammel, men i det øjeblik var hans halvsmilende ansigt så hjælpeløst som et barns. “Kan du stadig godt lide mig?” spurgte han.
  “Ja, selvfølgelig,” sagde hun og fik travlt med regnfrakken.

Fra “Easter Parade”, Richard Yates 1976, oversat af Ida Jessen, Forlaget Klim, 2010.

lørdag den 9. april 2011

Poesi på polsk

Det er ikke første gang, jeg anpriser forlaget Arena, der uden kommercielle interesser er en væsentlig spiller ved det bord, der har udenlandsk lyrik i puljen. Tidligere har jeg omtalt efterhånden knapt så “Nye kinesiske digte”, og denne gang gør jeg det på polsk.

Der er ikke så meget andet at sige end: hold nu op, hvor er det godt. Så nu går jeg straks i gang med at indtaste en række af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad oversatte polske digte – eller smagsprøver som det mindste, men så lov mig du, der læser dette, at læse/købe “ny polsk poesi” så hurtigt, som du kan komme til det.


Klara Nowakowska (f. 1978), bor i London/Wroclaw

Lav opløsning
til Kama

Aske og rustbrunt støv drysser ud af den blå luft,
sufflerer træerne dette efterår;
tidligere end hvem som helst
kunne have forventet, tidligere
end en detonation.

Jeg fixerer for din skyld et nærbillede
af den døde natur
i den laveste opløsning; kunne jeg have gengivet
virkeligheden bedre, det, der forbinder os:

end med en gangbro af træ
lagt henover jernbarneskinner, end med en fabrik,
der i drømme er en katedral?



Adam Zdrodowski (f. 1979), bor i Warszawa

Tapage nocturne

Bilhorn, nøgler, tomme
flasker, smækkende
døre, grus der knaser under sko –
jeg vender og drejer mig
i det krøllede sengetøj, under
gadelygtens skarpe øje: daggry.



Den næste skriver længere tekster, som jeg undsiger mig at præsentere fuldt ud. Klippet er begyndelsen på digtet “BYSVÆRMER. INTERRORGATION” (og nej - ingen stavefejl her!)


Joanna Mueller (f. 1979), bor i Warszawa.

søvnen kommer snigende men finder
os ikke, eller finder os på vejen
til mokka
aldrorado
viatikanets viadukter
eller et udhulet ultima thule
det forspjættede
land

Der er en del andre, jeg gerne ville taste videre på, men jeg vil slutte med samlingens sidste digt.


Krzysztov Siwczyk (f. 1977), bor i Gliwice.

Den barmhjertige amnesi tager sig af de forhåndenværende sager, vi har ikke for vane at se ind i fremtiden. Du skal ikke være bange, ikke bekymre dig. På det befæstede næs bivuakerer de blinde sirener, de ubevægeliges hær flygter hastigt ned i dybet, som havde man ramt dem og skudt dem i sænk, mens du spejder efter noget sensationelt i den falske himmels spalter. De faldende stjerner oplyser nye flader i det natlige panoptikon. Du betragter dem og må stille dig tilfreds med den øverste konstellation samt med dette, at du selv er synlig i periskopet som en eksterritorial druknet, bosiddende i en saltstøtte. Lige under sandets overflade lurer nuets morsomme gespenst, uhåndgribelige bølger skyller de sidste fastboende bort. Markedet for biografier lyser op som et bål, hvor der ristes fisk. Vi disponerer desuden over fagforeningsemblemer, et komplet sortiment af faktuel viden og et hjørne med anstændige esoteriske øvelser. Hvis du opfører dig pænt, får du lov at se sælerne blive fodret i deres bassin, hver gang de små hunner springer op på vægten fremkalder det almindelig applaus fra mareridtskolonien. Exit.


Fra "ny polsk poesi", Arena, 2010

onsdag den 6. april 2011

Opstigende ligestilling

Der har været en vis overvægt af hunkøn her på siden - det er jeg overbevist om, at Freud og ligesindede kan få en side eller flere ud af, da de vist tror på den slags.
Så for god ordens og samvittigheds skyld smider jeg lige nogle mandlige og mandligt(?) skrivende på bloggen:

Kasper Colling Nielsen - Mount København (Gyldendal 2010): en blanding af Arthur C. Clarke, Ray Bradbury og John Irving(?) Noget af det mest interessante, jeg har læst på københavnsk længe. Læs den, inden den rammer tv.

Kristian Ditlev Jensen - Opstigende skorpion (Gyldendal 2010): læs den dog for KDJ's trods alt fine fornemmelse-for-sætningsopbygnings skyld (og for at blive klogere på en række emner, som også KDJ er ganske vidende om, hvilket han ikke er sen til at delagtiggøre os i).

Søren Emil Alstrup: digte i det seneste nummer af Hvedekorn (Rosinante 2011), som man kan abonnere på, hvis man er til den slags, men som ellers - og sikkert især i provinsen - ligger nærmest urørt på hylden med "Tidsskrifter" eller "Periodiske udgivelser". Han kan også ses/læses på nettet - til tider.

Raymond Carver - Her hvor jeg ringer fra (Gyldendal 2010): en meget fornemt udvidet og af Johannes Riis delvist genoversat opdatering af "En alvorlig samtale" fra 2000. Det er så her, vi skal svare...

(ikke mange links denne gang - men Google er. Nu er der så en overvægt af "Gyldendal", men det er ikke min skyld)

Forfatterspire møder Blade Runner

Drømmer androider om elektriske får, og hvad drømmer i så fald Amalie Smith (f. 1985) om? Det kan man få et nærmere indblik i ved at læse hendes debut “De næste 5000 dage”, Gyldendal, 2010.

Titlen antyder jo et kik ud i fremtiden, og samlingen har vitterligt et futuristisk skær i flere af de seks afsnit, den er opdelt i. Men da Amalie Smith trods alt ikke påstår at være en moderne Kassandra, er det nok mere rigtigt at se “tid” i almindelighed som et samlende begreb for de meget (ikke mindst hvad angår genrer og udtryksformer) forskellige tekster.

Tiden, der går; oplevelser, vi husker; hændelser, vi helst vil glemme; tiden vi lever i. Tiden som en mere videnskabsfilosofisk skabning med rum og lys som sine søskende. Og ikke mindst tiden/tilværelsen som en række af begivenheder, vi så gerne vil have til at hænge sammen på en bare nogenlunde logisk måde:


Lyspulsen er 1 kilometer lang, inden den rammer skyen.
Efterhånden som hastigheden sænkes, skrumper den til
0,02 milimeter – det svarer til halvdelen af tykkelsen på
et hovedhår. Den presses sammen ligesom en fjeder. Til
sidst kan lyspulsen være inde i atomskyen, hvor den laver
et lille aftryk, ligesom et hologram,” forklarer Lene Hau.

__________

00:00 Lene Hau er alene i Hau Lab. Hun har i løbet af aftenen standset en bunke lysstråler ved at sænke deres hastighed i et Bose-Einstein-kondensat (en atomsky med en temperatur tæt på det absolutte nulpunkt). Sådan en atomsky ligner en aflang glasperle, og nu er hun ved at bore hul og trække snor gennem de perler, hun har lavet. Hun binder knude på snoren og lægger kæden om halsen. Så slukker hun lyset og sidder i mørke. Hologrammerne gløder ganske svagt i perlerne. Så kan lyset ikke være helt standset, tænker hun. Når lyset er helt standset, er det fuldstændig usynligt.

(Amalie Smith om Lene Hau i midnatstimen, når drømme bliver til virkelighed, når dørene mellem handlingen, konsekvensen og tvivlen for alvor står på vid gab)


Der er barndommen, ungdommen, voksenlivet. Tiden, der læger alle sår og åbner alle døre!? Eller lukker den dørene bag os med livslang fortrydelse til følge?
Hvis livet er fravalg og tilvalg nærmest fra Dag 1, så er det ikke så svært at forstå disse sætninger fra det vel nok stærkeste “kapitel”, ALLE DØRE ÅBNE:


… Sæt kaffe over til mig, dukkedreng
lad os ligge på sengen
og lade tiden passere
igennem os
uden at afgøre noget.


Overstregningerne gennem alle teksterne i ALLE DØRE ÅBNE kan læses både som fortrudte/forbudte(?) ord, ord efterladt i efterrationaliseringens klare lys - og ord som på grund af ændrede vilkår ikke længere giver mening. På et tidspunkt under læsningen kom jeg faktisk i tvivl om, hvad der var vigtigst, men der er heldigvis 4999 dage endnu.
Amalie Smith bevæger sig fint på grænsen mellem det oplevede, det erindrede og det drømte. Og på den vis refererer hun (også) til en verden, vi kan finde i film som “Blade Runner”, “The Matrix” og senest “Inception” (som hun dog næppe har set inden debuten, så her vil jeg kalde hende sandsigerske). Det er uhyggeligt og storslået på samme tid, lige til og nært – og samtidig så svært og så fremmedgørende.
Men ikke mindst overbevisende...

fredag den 1. april 2011

Dagens bedste besked

Vedrørende din bestilling af:
400024061343
Carver, Raymond. 1938-1988
Collected stories / Raymond Carver


Materialet er hjemkommet og bedes afhentet senest den 09.04.11.
Afhentningssted: Hovedbiblioteket.
___________________


Begyndte på en alvorlig samtale i går
her hvor jeg ringer fra i dag

Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed
Vil du venligst holde din mund, tak
Hvorfor, skat?