Hermed en lille flagrejsning for en af det nye årtusindes helt store stemmer på den danske lyrikhimmel. Ursula Andkjær Olsens forfatterskab er på alle måder trods kun et godt årti på bagen ved at være rigtigt – og rigtig godt – omfattende. Hun debuterede i 2000 – god timing – og har senest udgivet “Have og helvede” (2010) sammen med søster Julie.
Når mangen en aspirerende lyriker – også senere – må være glad for op til 70-100 sider eller deromkring, er Ursula Andkjær ikke bleg om næbbet ved at sende 200+ sider til sit forlag. Og heldigvis for det kan man så sige.
Der er så meget på spil i hendes tekster, at bogen lynhurtigt bliver fedtet på siderne af al den bladren frem og tilbage, der er nødvendig for til fulde at forstå, hvad hun sætter i (sit) værk. Referencerne til virkeligheden (hvad den så egentlig i sig selv forstået indebærer), den politiske sfære, popkulturen osv. er til at forholde sig til mere eller mindre umiddelbart, men hendes intertekstuelle referencer er meget avancerede – og skønne.
Og skønheden hænger jo ikke på træerne særligt længe – med mindre man er Ursula Andkjær Olsen:
...
Landet er så
lyst som det kan
blive.
Så glatte fjer og
hårde hud og grønne
skjorte. At
drukne i. Dybere og
svalere mere
due. Måge. Ja mere
krage og længere
ud.
Det hele hænger på
træerne.
Stjerner i græsset.
Ja. Af
hele mit
hjerte.
...
(gennemsigtighed, klarhed, evnen til at kunne se/erkende verden og sig selv ikke mindst i et hvidt eller tåget landskab):
...
Jeg ville gerne
forenes med
hvid.
Med stille og
tyst og
tøvende men ikke
helt stivnet. Med en
dæmper på skridtene.
På åndedrættet. På
en selv.
Og alt det
is. Som jeg har
talt om.
...
(selvom disse eksempler ikke nødvendigvis antyder det, er det de helt store filosofiske og eksistentielle spørgsmål, der er på plakaten. Hvad er fornuften? Hvad er skønhed? Hvem er "jeg" – alene? Hvem er "jeg" – i samspil med andre? Og hvad er vigtigst?)
…
Det der er med
forklarelsen er den mangel
på incitament
for tænkningen. Som den
medfører.
…
Men det incitament mister UAO ikke foreløbig, ser det ud til. Hun er klart en forfatter af den type, det er svært at yde nogen retfærdighed med udpluk og citater, så denne sætning skal læses som en undskyldning.
Hendes digtning er én lang klage/skøn/svanesang, der skal læses og opleves. Der er så megen sammenhæng i tingene, så meget fornuft bag galskaben - ja, netop!
De næsten første ord i “Skønheden hænger på træerne” lyder:
...
Når man
en gang har
forladt sit udspring
løber man mod
havet.
…
Og der er rigtig meget vand i diverse tilstande tilstede i denne samling. UAO's samling efter denne kom til at hedde: “Havet er en scene” (2008).
Hvad jeg synes er allermest skønt er, at UAO giver læseren lov til at nyde sprogets finurligheder her og nu, men samtidig giver så rigeligt plads til den eftertanke, hun selv efterlyser - Dead or Alive. For mig at se en i historien velbevandret centrallyriker - ahem host host - med mesterlig "hip hop" tilgang. Mere af den slags, tak.
Hvad jeg synes er allermest skønt er, at UAO giver læseren lov til at nyde sprogets finurligheder her og nu, men samtidig giver så rigeligt plads til den eftertanke, hun selv efterlyser - Dead or Alive. For mig at se en i historien velbevandret centrallyriker - ahem host host - med mesterlig "hip hop" tilgang. Mere af den slags, tak.
Fra Skønheden hænger på træerne, Ursula Andkjær Olsen, Gyldendal 2006.
