Nogle gange kan det være rart bare at smide sig helt lystbetonet med en novelle fremfor at forpligte sig mere omfattende i en roman på flere hundreder sider.
Der er nok at forgribe sig på. Selv er jeg næsten færdig med Julia Butschkows "Der er ingen bjerge i Danmark" (Samleren 2011), som er en fin samling øjebliksbilleder af et land, der måske er lidt fladt topografisk set, men så sandelig har masser af ujævnt terræn man kan slå normaliteten i stykker på.
Charlotte Weitzes "Det hvide kvarter" (Samleren 2011), Kasper Colling Nielsens "Mount København" (Gyldendal 2010) er læst med begejstring og snart også den spøjse antologi af moderne lægenoveller "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter", udgivet på FADL's forlag i 2009.
Helle Helle skal også nævnes og naturligvis Naja Maria Aidts Nordisk Litteraturprisvindende "Bavian" (Gyldendal 2006). Sidst men ikke mindst de af Johannes Riis glimrende oversatte historier i "Her hvor jeg ringer fra", 34 fortællinger af Raymond Carver, som jeg vist har nævnt et par gange. Halvt læst og nu helt ejet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar