Dagens bedste besked

Celan, Paul
Die Gedichte : kommentierte
Gesamtausgabe in einem Band / Paul
Celan. - 1. Aufl.


Materialet er hjemkommet og bedes afhentet senest den 08.03.11.

Lyrik er livskraft på tryk

Han er ikke den letteste lyriker på listen. Hans tilværelse var heller ikke nem. Han gjorde ende på den i Seinen i 1970.

Paul Celan er svær at komme udenom, hvis man vil undersøge nogle af de lyriske, litterære og sprogfilosofiske tråde, der gennemsyrer en række -ismer både pre, post og så videre fra 1700-tallet (Hölderlin) frem til idag. Han (opr. Paul Antschel) er født i 1920 af jødiske forældre i et tysktalende område, der blev en del af Rumænien to år forinden.

Det er altså anden uge i træk, at jeg præsenterer en digter af jødisk afstamning. Det er lidt tilfældigt, men passer godt til bloggens præmis. Jeg kunne også påstå, at jeg binder en sløjfe færdig, som blev påbegyndt med Yehuda Amichai.

Under 2. verdenskrig deporteres Celan's forældre af besættelsesmagten og forsvinder/omkommer. Efter selv at have været i arbejdslejr 1942-44 kommer han via Bukarest og Wien til Paris i 1949, hvor han bliver indtil sin død.

Jeg ville helst have bragt hans vel nok bedst kendte enkeltstående værk “Todesfuge” (Dødsfuga), men det er for omfattende. Til gengæld opfordrer jeg til at få det læst især på originalsproget – og da er det letteste nok at anskaffe sig Pia Tafdrups “Over vandet går jeg – skitse til en poetik”. Andetsteds i den bog siger Tafdrup:

“Jeg leger ikke med sprog. Jeg er i livsfare”. To udsagn, der passer uvirkeligt godt på Paul Celan.

For mange år siden læste jeg en udtalelse, hvori “Todesfuge” blev udråbt som verdens bedste digt. Det er jo lidt noget vås og i allerhøjeste grad en personlig vurdering – som jeg så deler. ADVARSEL: Gå ikke på nettet for at læse digtet, da ingen ser ud til at have respekt for den grafiske opstilling, hvilken er meget vigtigt for digtets rytme. Denne form for lyrik skal læses på tryk. En dansk udgave findes naturligvis i bogen angivet nederst.

Farverne sort, blå, rød og hvid optræder ofte i hans digte. Øjet og dermed evnen til at se, gennemskue, begribe med videre går også igen. Det er disse to digte fuldgode eksempler på.

_________________________________

Af blåt, som hans øjne endnu søger, drikker jeg først.

Af dine fodspor drikker jeg og ser:

Perle, du ruller gennem mine fingre, og du vokser!

Du vokser som alle de glemte vokser.

Du ruller: tungsindets sorte bygkorn

falder ned i et tørklæde, helt hvidt af at vinke farvel.

Bliv blind allerede i dag:

også evigheden er fuld af øjne –

i dem

drukner det, som hjalp billederne

over den vej, som de kom,

i dem

slukkes det, som med et tegn

tog også dig bort fra sproget,

og du lod det ske som

dansen af to ord gjort af

efterår og silke og intet.

Fra:

“Du behøver hvert strå”, udvalg oversat af Peter Nielsen, Husets Forlag/S.O.L, 1994. Kilde til biografi: Jørn Erslev Andersen i samme.

Soldat og digter

Ugens digt stammer fra og er rundet af et historisk problemfyldt område i verden.

Forfatteren Yehuda Amichai (1924-2000) blev født i Tyskland, men emigrerede med sin familie til Palæstina i 1930'erne, og boede og virkede i Jerusalem fra han var 12. Han deltog i tre af Israels store konflikter med diverse nabolande og forblev officer af reserven i mange år.

Det kan man bestemt have delte meninger om, men nu er dette ikke en politisk blog. For god ordens skyld vil jeg derfor også nævne, at han studerede litteratur ved Jerusalems Universitet og underviste i samme på gymnasier og lignende. Samtidig er han - fra sin debut i 1955 - anerkendt for at have taget en til tider nationalistisk brod af israelsk digtning.

Kvaliteten i hans værker, der er oversat til flere end 20 sprog, hersker der næppe nogen tvivl om. På dansk findes desværre kun dette ene udvalg "En stille glæde", Husets Forlag/S.O.L, 2002, som nedenstående er hentet fra.
Yehuda Amichai har en formidabel evne til at gøre det helt nære og personlige til noget universelt. Hans digtning om indre konflikter og følelser, personlige oplevelser, sindsstemninger og iagttagelser, bliver til et epos om hans samtid og folk - og i sidste instans menneskeheden på godt og ondt.

Digtet her handler - for mig at se og uden at lægge ord i munden på nogen - om tidens tand i kødet på generationerne, sproget som hukommelse når verden helst vil glemme, og menneskeligt men måske især kulturelt forfald. Det er jo store emner, men se lige hvor lidt det egentlig fylder.

____________________________________

Og derfor er jeg rig

Jeg ønsker at huske den smerte jeg følte,

da min far døde. Men som han har glemt sin smerte,

har jeg glemt. Den smerte

var den sidste bro mellem os.

Han havde en lille butik med modevarer:

Havde han gemt dem for fyrre år siden,

var vi rige i dag, for moden kommer igen.

Han solgte dem lidt efter lidt på trætte rejser.

Men ordene gemte han.

Og derfor er jeg rig på dem.

I Paris, ved en bro over Seinen, så jeg en gammel

drukken og ensom mand. Jeg spurgte mig selv

hvad der er værst: at den mand er søn af en far,

eller at han er far til en søn?


Tak til Anna Poulsen Schier for oversættelse og biografik