Lidt mere luftpost

Jep, der har været lidt pause i læsningen af breve mellem de herrer Tranströmer & Bly, men nu vil jeg anledning af det fantastiske solskin på lige netop min altan læse samlingen til ende.

Siden sidst har jeg blandt andet forgrebet mig på en krimi af Michael Connelly: Ni drager - mest fordi jeg stødte på den på det lokale, og så er det jo Klims, der udgiver. Den var fin og hurtigt læst, men trådene blev ikke samlet i den store forkromede kinesisk mafia-agtige skala, der blev lagt op til fra bogens begyndelse: overraskende, ja, men også et antiklimaks. Stor ballon, men med mange huller. Tidligere har jeg læst Skeletternes By, som jeg gerne anbefaler.

Det kan være meget rart at slappe af med lidt spændings-halløj indimellem. I min barndom var det Sherlock Holmes og Ellery Queen, der slog gnister. Her i mit snart midaldrende liv er det vel Millennium-trilogien, der har givet næring til en i nogle år undertrykt afhængighed af spænding og gys. Ja, jeg har da læst en enkelt af Jussi, men mon ikke det bliver ved det!? Og i et anfald af momentan sindssyge har jeg også en gang købt en bog af Elsebeth Egholm (måske fordi hun er journalist, jyde og blondine); jeg bliver til stadighed chokeret, når min øjne falder på den i reolen!

Nå, nok om mig og mit had/kærlighedsforhold til krimigenren. Nu til transatlantiske, måske transcendentale, breve fra halvfjerdserne. Først lidt om det svære i lyrik og sprog i almindelighed og det vanskelige i at oversætte (Robert Bly er norsk af afstamning og kan lidt norsk og svensk, men ER jo amerikaner - Martinson er svensk digter):

28. januar 73
Kære Tomas,
Der er et af Martinsons digte i Nomad jeg ikke forstår, det der hedder "Nära havet". "På måfå" synes at betyde et vildt gæt, men hvad har det at gøre med en birkeskov, der rækker sine grønne tunger - eller forbjerge ... eller fingre ... (eller brystvorter! nej!) ud i det tavse mos hvor der er en hølade - som er tørret, og frossen nød på sit træ - hvilken planet befinder vi os på?
I skyggen af nogle asketræer er der så en gammeldags hestetrukken rive der ligger med hjulet druknet i højt græs og de lange vilde tænder der bider ned i en græsklædt tue hvor en hvid claspis (som min ordbog undgår) blomstrer.
Det viser sig at Martinson har set en måge komme ind fra havet og sætte sig på en rive ... (det var et godt syn), og så viser det sig at dette billede på en eller anden førte ham ind i det ubevidste hvor han så en slags tavla ... billede ... som er opstået ved en tilfældighed ... hvad for et billede? Hjælp!!!
[ ...]

Dernæst lidt om politik og lidt fra privatsfæren:

3. september 74
Kære Tomas,
[ ... ] Jeg undgår telefonen og videregiver - med fiskeekspres - ethvert vink om steder, der leder efter en Nixon-sympatisør. Jeg holder meget af din idé med at alle, der stemte på ham, burde fængsles i tre minutter. Fængslet ville være fuldt af følelsestyper og sansetyper - de intuitive ville stå og smile udenfor.
Vi har det alle godt her [ ...] Sam og Noah kommer hjem fra skole og springer øjeblikkeligt op på deres aldrende ponyer som havde håbet på en rolig alderdom, og galopperer af sted i flere retninger. Ponyerne får som regel hævn ved at løbe gennem et æbletræ med dem på hjemvejen - i aftes var det et blommetræ [ ... ]

4. 2. 75
Kære Robert,
dejligt at få en melding fra dig! Her lever vi i en periode af venten. Jeg arbejder meget på kontoret - mange af mine medpsykologer er blevet gravide (men ikke fordi jeg arbejder her) [ ... ] Jeg forsøger simpelthen at betale min restskat, og det vi venter på, er Västerås-stipendiet som kan redde os alle (15.000 svenske kroner) - Lars Gustafsson, som er medlem af kulturudvalget i Västerås, har holdt en tale til fordel for mig (han er virkelig en ven) og beskrevet mig som en international skikkelse. Efter at have hørt ham ringede et andet medlem straks forfærdet og tryglede mig om at læse digte op på en udstilling af hans kones sikkert dårlige malerier, hvad jeg nægtede, arrogant som jeg er, og Monica som arbejder på hospitalets børnepsykiatriske afdeling hvor hun bliver angrebet af små meterhøje tiårige karateeksperter, jeg gentager, Monica har det interessant, men jeg ser for lidt til hende, så hvis vi får de 15.000, kidnapper jeg hende i en uges tid og flyver sydpå med hende, med al skat betalt og en god samvittighed.
Jeg har en fem-seks ufuldendte digte og kun to "fuldendte". Det første er pinlig lille og lyder sådan her:

HJEMAD

En telefonsamtale løb ud i natten og skinnede på landet og i
     forstæderne.
Bagefter sov jeg uroligt i hotelsengen.
Jeg lignede nålen i et kompas som orienteringsløberen
     bærer gennem skoven med bankende hjerte.

[ ... ]

Fra: 'Airmail' (2001), Forlaget Arena og Forfatterskolen i 2007, oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen.

Anbefalinger

Her har jeg så - i mangel af bedre - samlet mine 'anmeldelser' fra Goodreads af de seneste bøger, jeg har opdateret der.

Nu er jeg gået igang med "Vi er nødt til at tale om Kevin" af Lionel Shriver, som der jo er kommet en fantastisk film ud af. Det er der også - dog ikke i samme grad - af David Mitchells "Skyatlas". Den ligger og griner lidt af mig, for den er godt nok specielt skrevet og struktureret. Hvis nogen har læst den, vil jeg gerne prikkes på skulderen med en kommentar.

Haruki Murakami: 1Q84, Klims Forlag
Haruki Murakami har med 1Q84 overgået sig selv, hvad angår anvendelsen af fantastiske, magiske og på sine steder helt-langt-ude elementer, og man kan spørge sig selv, om han får bundet trådene optimalt sammen i sidste bind.

Men manden skal altså kredit for at holde læseren fast i tre tykke bøger, hvor det dybest set handler om, at de to elskende, der ikke har set hinanden, siden de var ti år gamle, skal finde hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende. En dygtig krimi kunne ikke have gjort det bedre - og næppe lige så elegant.

Jeg er tosset med hans idéer om parallelle verdener, hans tidsforskydninger i forhold til fortællevinkler, og jeg fik ærlig talt kuldegysninger, da lagene (de parallelle verdener og den roman, Tengo er i gang med) smelter sammen i Bind 2. Mand, en hjerne han har, den gode Murakami!

Norwegian Wood er filmatiseret, som jeg ikke har set, men er du tosset, der kunne komme en fantastisk film ud af dette værk i de rette hænder. Sådan lidt a la: Bladerunner møder Cocoon med Shakespeare adapteret af Charlie Kaufmann og instrueret af Coen-brødrene - eller noget.

Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret, Forlaget Vandkunsten 2010
Virkelig, virkelig god. 4½ stjerner. Har lidt svært ved at formulere begejstringen uden alt for mange superlativer - og den tåler en genlæsning eller flere. En af den slags bøger, man lige kan læse lidt i en gang imellem, for at blive mindet om hvor meget man egentlig kan med ord.

Lydia Davis formår at bringe helt utrolig meget betydning ned i ganske simple sætningskonstruktioner. Samtidig er der ofte et postulerende/dogmatiserende sprogbrug i hendes tekster, hvilket naturligvis er bevidst provokerende, men samtidig virker det helt acceptabelt i den enkelte tekst. Her fra "To søstre", hvor vi kommer fra vugge til grav på to sider:

Selvom alle håber på, det ikke sker, og det ville være langt bedre, om det ikke gjorde, så hænder det alligevel en gang imellem, at endnu en datter bliver født, og der er to søstre.
[...]
Selv når alle de bedste kvaliteter bliver forenet i én søster, som det for det meste sker, bliver hun alligevel ikke lykkelig, for den anden vil som en skygge følge hendes succes med misundelse i blikket.
[...]
Hvis der er to søstre, gifter de sig for det meste. Den ene af dem finder den andens mand primitiv. Den anden bruger sin mand som et skjold over for sin søster og ...
[...]
Deres mænd skuffer dem. Deres sønner er fiaskoer og formøbler deres mors kærlighed i billige byer.
[...]
Indespærrede i hinandens selskab holder de to søstre deres vrede for sig selv. De ligner hinanden til forveksling.
[...]
... Nogle gange er de ligefrem omsorgsfulde over for hinanden, fordi de glemmer at lade være.
Men i dødens time er søstrenes ansigter bitre, som de har lagt sig for vane.

Et par af de lidt længere tekster er måske lidt uskarpe - derfor ikke fem stjerner.

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, Gyldendal 2012
Helt sikkert en af årets største danske romaner: nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og solgt til UK, USA og ti andre lande.

Leine har overbevisende fat i dagliglivets glæder og trængsler, som det kunne have set ud i slutningen af 1700-tallet, og i høj grad kulturens møde med naturen: Danmark/Grønland, by/land, fornuft/drift, sjæl/krop. Meget maleriske beskrivelser af både store begivenheder (sørejser, brande osv.) og små hændelser (toiletbesøg med mere).

På alle måder 'en stor læseoplevelse', selvom den til tider er lidt lang i spyttet. Varm anbefaling.

Det skal blive spændende at se, hvad Leine disker op med i de næste to bind af denne Grønlands-saga.

Dette burde skrives i Wyoming

Et lille telegram fra fortællingen "Fra job til job"
/Brokeback Mountain - Historier fra Wyoming, Annie Proulx, Klim 2011 - oversat af Ninna Brenøe.

   Leelands far dør, og de opdager, at svineproduktionen er dybt forgældet og ranchen er belånt to gange. Ranchen bliver solgt for at betale gælden. Leelands mor flytter ind hos dem. Leeland fortsætter som langturschauffør. Hans mor ser fjernsyn dagen lang. Indimellem sidder hun ude i Loris køkken, næsten uden at sige noget, og piller småsten ud af de tørrede bønner.
   Den yngste datter er babysitter. En aften på vejen hjem tager hendes arbejdsgiver hende på de små bryster og siger, at hun skal røre ved hans tissemand, fordi, siger han, hun har spist det stykke chokoladekage, som han ellers havde gemt. Hun gør det, men løber grædende ind i huset og fortæller det hele til Lori, som råder hende til at holde lav profil og blive hjemme fremover. Manden er Leelands ven; de går på jagt efter wapitihjorte og gaffelbukke sammen.


Læs interview med AP her


Jeg er midtvejs gennem Wyoming, og det har været en god tur indtil videre. Det vrimler med skæbner, stereotyper, karikaturer - og kreaturer.
Det er det vilde vest i The New Yorker-udgave. Afvekslende - også sprogligt. Det er ikke telegramstil det hele som oven- og herstående, men historien sætter sig - netop fordi den er så anderledes fortalt.
Helt overordnet - og perifert - får jeg Cormac McCarthy i tankerne, men det er jo ikke så slemt endda.


NB: Helle Helle er lige stået af postdilligencen. Ikke en vind rører sig i den middagslumre hede. En snavset og sikkert herreløs ruhåret lusker over mod hende. Jeg blæser den et stykke på min mundharmonika...

Easter Parade af Richard Yates

Der kom ikke flere breve fra Sarah, og heller ingen telefonopringninger. Til jul var familien Wilsons julekort hastigt underskrevet af Tony frem for Sarahs glædesstrålende underskrift, og det var en anelse foruroligende...

Og sent en aften i maj 1968 – tre måneder før Sarah fyldte syvogfyrre, regnede Emily senere ud – jog den ringende telefon Emily snublende ud af sengen...

Og det første hun tænkte, selv inden hun overhovedet havde forstået, hvad der var sket, var, at det vel nok lignede Tony Junior at sige “gået bort” i stedet for “er død”.

  “Hvad er hun – død af?” forhørte hun sig efter et øjeblik.

  “Hun har lidt af en leversygdom i lang tid,” sagde han sløret, “så det var mest det, kompliceret af et fald i huset.”

  “Jeg forstår.”...

Det er den mest barske roman, jeg har læst længe. USA fra 1930 og frem til 1974 er den historiske ramme om fortællingen. Emily Grimes' liv består af: mænd på en perlerække af simili-sten; drømmen om en far, der aldrig formåede at træde helt i karakter; en mor, der levede i en sky af alkohol, mistede drømme og vrangforestillinger om både egne og andres evner; en søster, der næsten slap væk fra sin voldelige mand, men også vælger whisky-derouten; hovedpersonens følelse af egen utilstrækkelighed. I et sprog, der til tider er smertefuldt præcist:

  “Hvad tænker du på?”

  “Det ved jeg ikke. Jeg burde hente vasketøjet ind.”

  “Hold nu op. Vasketøjet kan vente. Det jeg mener er, at hvis der er noget der nager dig, så vil jeg gerne vide det.”

  “Nej, nej,” sagde hun. “Der er ikke noget, der nager mig.” Og så gik hun ud efter vasketøjet.

Da hun kom forbi hans skrivebord igen, slæbende på den tunge denimtaske, så han op.

  “Emily?” sagde han.

  “Mm?”

Han var treogfyrre år gammel, men i det øjeblik var hans halvsmilende ansigt så hjælpeløst som et barns. “Kan du stadig godt lide mig?” spurgte han.

  “Ja, selvfølgelig,” sagde hun og fik travlt med regnfrakken.

Fra “Easter Parade”, Richard Yates 1976, oversat af Ida Jessen, Forlaget Klim, 2010.

Stor magi på lille forlag

Det er med nogen ærefrygt og skælven i vokalerne, at jeg kommer med denne anbefaling. Han har været i top ti blandt de nominerede til Nobelprisen i litteratur nogle gange og er læst og elsket i hele verden ("Stor magi på lille forlag" er naturligvis en allegorisk tilnærmelse til "Kat på et varmt bliktag", for katte har da trods alt været væsentlige eksistenser i al mulig kunst siden Cleopatra og ikke mindst hos denne herre).

Det brede internationale gennembrud fik Haruki Murakami med “Trækopfuglens krønike”, et på alle måder omfattende værk, der i lighed med de fleste af hans bøger, tåler to til flere gennemlæsninger. Det er nemlig de helt store pensler, Murakami har i hånden, når han tegner sine karakterer og beskriver deres sjælelige landskaber, og altid med et fornemt blik for detaljerne. Magien findes også i pauserne – i det usagte.

Magisk realisme er en betegnelse, der dækker ganske bredt, og som herhjemme vel blev introduceret af Karen Blixen. I nyere tid er Peter Høeg og Ib Michael vægtige repræsentanter for genren. Camilla Christensen med “Jorden under Høje Gladsaxe”, for hvilken hun modtog Kritikerprisen 2002, helt sikkert også.

Filmversionen af Murakamis roman fra 1987 "Norwegian Wood" rammer i marts de store lærreder i Storbritannien, Frankrig og Sverige, mens det endnu er uvist, om vi får glæden herhjemme. Historien er dystert bittersød, og til tider er det svært at se noget livsbekræftende i den række af selvmord, vi bliver præsenteret for. Græsk tragedie blandet med østerlandsk filosofi.

Bogen er før “Trækopfuglens krønike” og “Kafka på stranden”, når Murakami for alvor viser sig som den store magiker. En stor tak herfra til Forlaget Klim, der altid er garant for store læseoplevelser, og til oversætter Mette Holm, som lige nu arbejder ihærdigt på hans nyeste værk “IQ84”.

Det er vanskeligt at yde Haruki Murakamis kunst nogen retfærdighed med korte citater, men jeg vover det alligevel. Det er jo bloggens præmis.
Vores fortæller Watanabe er blevet noget romantisk med sin afdøde vens verdensfjerne og skrøbelige kæreste. På et tidspunkt får han en ildflue foræret af sin værelseskammerat.

“Der gik lang tid, før ildfluen lettede. Men pludselig bredte den vingerne ud, som om den var kommet i tanke om noget, og på ingen tid var den på vej ud over rækværket og ind i mørket. Den tegnede en hurtig bue hen over vandtanken, som om den ville bringe det mistede tidsinterval tilbage, stoppede op lige akkurat længe nok til, at den kunne se sit lysende spor smelte sammen med brisen, hvorefter den endelig begav sig af sted mod øst.

   Selv længe efter ildfluen var forsvundet, dvælede det lysende spor inde i mig, og når jeg lukkede øjnene, blev det blege, svage lys ved med at glimte i det tætte mørke bag mine øjenlåg, som en hjemløs sjæl, der vandrede hid og did.

   Flere gange rakte jeg hånden ud i mørket, men mine fingre rørte aldrig ved noget. Den svage glød var hele tiden en smule længere væk end mine fingerspidser”.

Fra Norwegian Wood, Haruki Murakami, 1987, dansk oversættelse Mette Holm, Klim 2005.