Kvinden i hvidt

Det er en vanvittig fornøjelse at læse Marisha Pessls debutroman fra 2006, "Særlige emner inden for ulykkesteori" (Special Topics in Calamity Physics hedder den på modersmålet).

Fortælleren, den "intellektuelle, begavede og excentriske" 16årige Blue van Meer (nerd alert!) styrter hen over siderne med underholdende referencer, kulørte beskrivelser og til tider dystre, men generelt morsomme inputs.

Hannah Schneider, naturligvis filmlærer på den privatskole, hvor Blue "får lov til" at tilbringe sit sidste år i High School, er en meget central skikkelse. Således er første linje efter introduktionen (ja, sådan en er der): "Før jeg fortæller om Hannah Schneiders død, vil jeg fortælle om min mors."

Det første møde med Hannah, der beskrives i kapitlet Kvinden i hvidt, finder sted i frostvareafdelingen af Fat Kat Foods:

Hun var mørkhåret og tynd som en ridepisk. Hun var klædt i begravelsesantræk, en sort dragt og sorte 1980-stiletter (mere dolk end sko), og var i den grad i kontrast til omgivelserne, lysbleget af Fat Kat Foods neonskær og hjerteskærende muzak. Det var imidlertid åbenlyst for enhver ud fra den måde hvorpå hun undersøgte bagsiden af en pose frosne ærter, at hun satte pris på at være i kontrast med omgivelserne, den enlige sexbombe der sniger sig ind på et maleri af Norman Rockwell, strudsen i bøffelflokken. Hun udstrålede den blanding af tilfredshed og jegbevidsthed som man finder hos smukke kvinder der er vant til at blive betragtet, og det fik mig mere eller mindre til at hade hende.

After the Prom, Norman Rockwell, 1957

[…] Meget speciel var hendes udstråling af Chateau Marmont-bungalow, en fornemmelse af RKO-filmatelier som jeg aldrig havde set før hos et nulevende menneske, men kun når Far og jeg så Jezebel til ud på de små timer. Ja, i hendes holdning og hendes gang så rytmisk som en metronom (der nu forsvandt bag et display med kartoffelchips) var der lidt Paramount, lidt scotch i et glas og fingerkys på Ciro's. Jeg havde en følelse af at hun, når hun åbnede munden, ikke ville tale modernitetens smuldrende sprog, men ville bruge fugtige ord som beau, crème og udadlelig (kun en sjælden gang ring-a-ding-ding), og når hun studerede nogen, så på ham eller hende, ville hun sætte disse næsten uddøde personlighedstræk – Karakter, Ry, Hæderlighed og Klasse – over alle andre.

Fra "Særlige emner inden for ulykkesteori" af Marisha Pessl (2006), Politikens Forlag, 2007, oversat af Mich Vraa. Bogen er oversat til 30 sprog; MPs næste roman, Night Film, skulle udkomme i 2012.