mandag den 28. februar 2011

Stor magi på lille forlag

Det er med nogen ærefrygt og skælven i vokalerne, at jeg kommer med denne anbefaling. Han har været i top ti blandt de nominerede til Nobelprisen i litteratur nogle gange og er læst og elsket i hele verden ("Stor magi på lille forlag" er naturligvis en allegorisk tilnærmelse til "Kat på et varmt bliktag", for katte har da trods alt været væsentlige eksistenser i al mulig kunst siden Cleopatra og ikke mindst hos denne herre).

Det brede internationale gennembrud fik Haruki Murakami med “Trækopfuglens krønike”, et på alle måder omfattende værk, der i lighed med de fleste af hans bøger, tåler to til flere gennemlæsninger. Det er nemlig de helt store pensler, Murakami har i hånden, når han tegner sine karakterer og beskriver deres sjælelige landskaber, og altid med et fornemt blik for detaljerne. Magien findes også i pauserne – i det usagte.

Magisk realisme er en betegnelse, der dækker ganske bredt, og som herhjemme vel blev introduceret af Karen Blixen. I nyere tid er Peter Høeg og Ib Michael vægtige repræsentanter for genren. Camilla Christensen med “Jorden under Høje Gladsaxe”, for hvilken hun modtog Kritikerprisen 2002, helt sikkert også.

Filmversionen af Murakamis roman fra 1987 "Norwegian Wood" rammer i marts de store lærreder i Storbritannien, Frankrig og Sverige, mens det endnu er uvist, om vi får glæden herhjemme. Historien er dystert bittersød, og til tider er det svært at se noget livsbekræftende i den række af selvmord, vi bliver præsenteret for. Græsk tragedie blandet med østerlandsk filosofi.



Bogen er før “Trækopfuglens krønike” og “Kafka på stranden”, når Murakami for alvor viser sig som den store magiker. En stor tak herfra til Forlaget Klim, der altid er garant for store læseoplevelser, og til oversætter Mette Holm, som lige nu arbejder ihærdigt på hans nyeste værk “IQ84”.

Det er vanskeligt at yde Haruki Murakamis kunst nogen retfærdighed med korte citater, men jeg vover det alligevel. Det er jo bloggens præmis.
Vores fortæller Watanabe er blevet noget romantisk med sin afdøde vens verdensfjerne og skrøbelige kæreste. På et tidspunkt får han en ildflue foræret af sin værelseskammerat.

“Der gik lang tid, før ildfluen lettede. Men pludselig bredte den vingerne ud, som om den var kommet i tanke om noget, og på ingen tid var den på vej ud over rækværket og ind i mørket. Den tegnede en hurtig bue hen over vandtanken, som om den ville bringe det mistede tidsinterval tilbage, stoppede op lige akkurat længe nok til, at den kunne se sit lysende spor smelte sammen med brisen, hvorefter den endelig begav sig af sted mod øst.
   Selv længe efter ildfluen var forsvundet, dvælede det lysende spor inde i mig, og når jeg lukkede øjnene, blev det blege, svage lys ved med at glimte i det tætte mørke bag mine øjenlåg, som en hjemløs sjæl, der vandrede hid og did.
   Flere gange rakte jeg hånden ud i mørket, men mine fingre rørte aldrig ved noget. Den svage glød var hele tiden en smule længere væk end mine fingerspidser”.


Fra Norwegian Wood, Haruki Murakami, 1987, dansk oversættelse Mette Holm, Klim 2005.

Dagens bedste besked

Celan, Paul
Die Gedichte : kommentierte
Gesamtausgabe in einem Band / Paul
Celan. - 1. Aufl.


Materialet er hjemkommet og bedes afhentet senest den 08.03.11.

torsdag den 24. februar 2011

8210 - Word Up!

Børn skal ikke lege under fuldmånen. Så kan det gå så galt, som det har været tilfældet her ;o)

Det beskedne Århus-forlag med de fine ambitioner, Jorinde & Joringel, blev relanceret i 2008 efter to årtiers tavshed. De har altid haft – og har stadig – de grønne fingre godt nede i den lyriske muldjord.
I 2009 udgav forlaget således 12 digtsamlinger af blandt andre Niels Hav, F.P. Jac (post mortem), Vagn Lundbye, David Læby og Kemal Özer. Sidste år var Camilla Christensen, Eske K. Mathiesen og Asger Schnack blandt de tolv apostle.

Jeg elsker at gå på biblioteket. En af de top tre bedste grunde til at bo i Randers er det fine Hovedbiblioteket/Kulturhuset. Uanset hvor målrettet jeg går derind, falder jeg altid over noget nærliggende, overraskende eller langt-ude-i-skoven-agtigt, som jeg slet ikke kan lade være med at putte i posen.
Denne gang snublede jeg over en bogryg med påskriften Jorinde & Joringel; havde godt hørt om deres nye halvtone-projekter, men “8210”!? (flashback til afsindige pokerborde, lyssky handler, ballader ved benzintanke og senest: en pigegruppe i et kendt tv-program, hvor ikke mindst gruppens lead med sin attitude og kækhed var undskyldning nok til at følge dem til exit - for ikke at nævne en datters begejstring).

127 digte fra 150 børn i 8210 Århus V. Digtene er skrevet med ført hånd, hvilket betyder, at Kurt Harrits (forfatter & forlagets frontfigur) gennem samtaler har fået børnene til at sætte ord på emner, tanker, undringer etc. og derunder har sat ordene på papir.

Det er der kommet for eksempel følgende fine resultater ud af:


Åh, Afrika, jeg elsker dig.
Dit hår er sort som natten
dine øjne krystaller.
Du er mørkere end floden
der til sidst tørrer ud.

Jeg kan høre dig hviske:
Kom hjem.

____

I vores by synger vi ikke om fugle.
Vi fanger dem.

Natten er fyldt med stjerner.
Dem tæller vi.

____

Dér ligger en hestepære.
Dér kommer fluerne.
Så har vi balladen.

____

I min have
kravler kanelsneglene
rundt.

Hver gang jeg tager en bid
får jeg slim i munden.

Nu pudser jeg haveslangen
på dem.

____

Hos os sover solen om dagen
og står op om natten.
Det gør jeg også.
Jeg mødes med mine venner
uden for byen.
Der står vi
og ved ikke hvad vi skal.
Vi ser mod månen
der drejer om sig selv.

Så vender vi os om
for vi elsker at komme hjem
og slå blikket ned.




Fra “8210 – digte over Frydenlund”, Jorinde & Joringel (red. Kurt Harrits), 2009.

onsdag den 23. februar 2011

Fransk forever II

Det ærgrer mig en del, at jeg måtte skære meget i Espitalliers tekster i sidste indlæg. Men jeg håber, at man trods alt kan fornemme, hvad der er på færde.

Jacques Jouet (f. 1947) er en af de tunge drenge. Medlem af digtersammenslutningen Oulipo og multikunstner med bravur. I Legenda 7 optræder han blandt mere med nogle af sine metrodigte – altså digte skrevet i et undergrundstog og under diverse restriktioner.


København, 29. april 2005:
Nørreport – Lergravsparken

Endnu en rejse for at kærtegne byen nedefra, fra grunden, fra det dybe.
Jeg spørger mig selv, om projektet: metrodigte ikke i bund og grund er et
     obskønt projekt, sodomitisk.
Jeg ville have tænkt helt anderledes, hvis jeg i stedet var taget hen for at se
     Tycho Brahe Planetarium.
Metrosystemet er et tarmrenseri, en mine. Men hvad er det præcis for en
     malm-art?


(kunne det være meta?)

Næste skriftbillede er Jean-Michel Maulpoix (f. 1952). En digter, der reagerer på flere af de nymodige tendenser ved at “vende tilbage til centrallyriske temaer som kærlighed, sang, idyl”, som der står i introduktionen. Han har naturligvis min uforbeholdne sympati - ikke mindst, da han efter sigende læner sig op af navne som Baudelaire, Rimbaud og Rilke.

Fra samlingen Une Histoire de Bleu, 1992: 


Alt blåt er ikke gjort af samme blæk

Man kan her vagt skelne lejlighederne fra hinanden på numrene, på
familiernes livsvilkår, på deres tapeter, deres billeder, deres ferier i Alperne og
terrasserne, der vender ud mod Atlanterhavet, deres daglige tilfredsstillelser
og komplikationerne i deres liv. Blås status afhænger af den plads, blå indtager
på skalaen over levende væsener, farver og overbevisninger. De ydmyge stiller
sig tilfreds med de nederste etager omgivet af papiraffald og graffiti: de
kravler ikke længere op end til tagene, hvor antennerne står som pigge. De
begunstigede rejser ud i det lydefri blå, mens de tilkaster menneskeskabte
bygningsværker smukke panoramiske blikke, der før i tiden distraherede
guderne. Imellem de to elementer dog ret tæt ved jorden, i højde med
mandens blik og læber, plantet som sømærker langs horisontlinjen, skinner
kvindens øjne præcist og lysende blåt. Det blå er ikke andet end et malet skilt,
en ganske lille edderkop af blæk. Men sådan bærer hun himlen i sit ansigt. En
krumme uendelighed sitrer under øjenlågene. En smule dag er havnet dér;
en flig af en tanke eller en overbevisning er blevet hængende på det sted, hvor
sjælen – en lysplet i hovedets mørke – har til huse.



Den yngste og måske mest nymodens af de fire - Nathalie Quintane (f. 1964). Kvartettens D'Artagnan?

I Legenda 7 gengives hele hendes debutsamling Remarques (Bemærkninger) fra 1997. Den er delt i tre, hvor tredje del er uden navn. Jeg kom ufrivilligt - men ikke ugerne - til at tænke på en dansk kvindelig forfatter, der har samme fornavn som efternavn.

Fra Del I: I bil


Jeg tjekker tit, at håndbremsen ikke er trukket
ved at trykke på knappen for enden af håndta-
get. Under hele turen laver jeg sådan nogle små
"klik-klik".



Når bagagerummets klap åbnes, tager den min
ene hånd med sig.



Uden lydpotte er det meget vanskeligere at tæn-
ke, mens man kører.



Fra Del II: I hus 


Visse frynser, der hænger fra lampeskærme i
stuer, har en næsten ubegrænset levetid.



Møbler med hjul er ikke længere fast inventar.



Rækkefølgen for visse tings tilblivelse kan ikke
drages i tvivl: paraplyen kom før paraplyhold-
eren. 



(og der er mere, hvor det kommer fra)


Det skal siges, at Quintane har udgivet mangt og meget siden da, og hun er garanteret - som også de tre øvrige - en nærmere undersøgelse værd.
Alt i alt har "Fire franske digtere" været lidt af en åbenbaring for mig. Det er godt, at nogle derude i det der kulturliv sørger for at berige os med lyrik, vi ellers alt for sjældent kunne glædes over.

søndag den 20. februar 2011

Fransk forever

Forfatterskolen udgiver blandt andet en “skriftserie” under titlen Legenda, som indeholder aktuel og gerne udenlandsk læsestof. Jeg har fået mine fabulerende fingre i no. 7, der præsenterer “Fire franske digtere”.

Det må ikke være helt let at være forfatter/kunstner i Frankrig. Som ny udøvende what-so-ever bliver man mødt af en kilometerlang og tonstung arv indenfor nærmest alt, der bare tilnærmelsesvist rimer på “l'art”.

Den moderne lyriks udtryk er i det store og hele svar på eller modsvar til nogle traditioner, der leder mod Paris og omegn. Alene af den grund er Frankrig et besøg værd.
Læg mærke til, at jeg ikke siger “nutidens lyrik”. Der sker simpelthen så meget, hvad angår Poetry Slam, lyd-ord-billed fusioner, egenudgivelser og selviscenesættelser, at jeg slet ikke tør forholde mig til den. Så jeg foretrækker at give hals og lade snoren stramme nok så gevaldigt.

Som så mange andre meningsdannende institutioner deler Forfatterskolen vandene i ikke så få en lille å. Man kan dog ikke komme udenom, at skolen årgang efter årgang formår at “producere” nogle forfattere, der også internationalt vækker opsigt:

1987-1989: Christian Yde Frostholm, Solvej Balle m. fl.
1988-1990: Christian Dorph, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle m.fl.
1989-1991: Helle Helle, Kirsten Hammann, Morten Søndergaard m. fl.
1991-1993: Claus Beck-Nielsen, Tomas Thøfner m.fl.

Og listen fortsætter bare derudad med navne som Katrine Marie Guldager, Kristian Ditlev Jensen, Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev, Christel Wiinblad og ikke mindst Nordisk Råds Litteraturpris-kandidaten Josefine Klougart.

Men tilbage til det franske uden alt for mange dikkedarer. Som nævnt i et tidligere indlæg, har sprog det egentlig med – når det bruges ordentligt – at tale for sig selv. Det gælder i høj grad også for denne lyriker og de tre andre musketerer - som vil blive præsenteret i senere afsnit:


Jean-Michel Espitallier (f. 1957) – med en til tider noget deduktiv tilgang til lyrik:


Historien om den første gang

Den første gang forekommer kun den eneste gang: den første. Det er også altid sidste gang, at det er den første.
Den anden gang forekommer kun en eneste gang: ligeledes den første. Det er også altid sidste gang, at det er første gang, at det er den anden.

Det er første gang, jeg bruger en mælkekande i et digt...
...(etc. - red.)
hvor jeg bruger mælkekande for anden gang i dette digt...
...
ordet anorak erstatter ordet honningbjørn...
...
blyglans, som erstatter ordet anorak.



60 påstande om livet og døden

1. Døden er alt det, der ikke eksisterer længere. 2. Derfor er den det, der i kraft af sin eksistens får dét til at eksistere, som ikke eksisterer længere........8. At befinde sig “mellem liv og død” er dermed et misvisende udtryk........13. Heraf kan vi udlede, at døden kun fremkalder angst, når den ikke er til stede........24. Livets reelle længde er kun målbart fra det øjeblik, døden indtræffer. For døden stopper livets nedtælling og bekendtgør dermed dets nøjagtige længde........59. Og dermed er fremtiden døden, og omvendt er døden fremtiden. 60. Det følger heraf, at ethvert liv har en fremtid.



Fra Fire franske digtere, Forfatterskolen, udvalgt og oversat af Merete Nissen

Læsernes Bogpris (reprise)

Vær med i afstemningen om, hvem der skal have Danmarks Biblioteksforenings/Berlingskes bogpris i år. Anbefalingen herfra er Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

fredag den 18. februar 2011

Gennem dronningeporten

Der er skrevet og sagt rigtig meget om hende her. Ikke så mærkeligt:
Pia Tafdrup er én af de fremmeste lyrikere herhjemme, og hendes værker er oversat til 34 andre sprog, hun er modtager af Nordisk Råds Litteraturpris 1999, Det Svenske Akademis Nordiske Pris 2006 m.fl.

Hun er ikke til at spøge med og ikke til at komme udenom. Det er der heller ingen grund til. Pia Tafdrup skriver – pardon my french – gudsbenådet poesi. Hentet fra bunden af en gammel sjæl, der taler profeternes, englenes og dæmonernes sprog.

Hendes værker resonerer med årtusinders lyrik, kvindelighed og visdom. Det er gribende musik fra ende til anden, en hudløs spiral af modige modulationer, finurlige fraseringer, kraftfulde kadencer og jeg skal give dig.
Natur, arkitektur, psykologi, filosofi, dekonstruktioner, konstellationer, skrøbelighed, kærlighed – et sprogligt paradis for alle sanser og evner.

Jeg vil ikke sige mere. Jeg tør ikke. I Dronningens nærvær må man tie.
Desuden taler hendes ord så rigeligt for sig selv.

Gå i bogladen eller på biblioteket efter hendes bøger. Læs om hende på nettet.
For eksempel her ;o) Allez!
NB: "Dronningeporten" er den digtsamling, der gav hende Nordisk Råds Litteraturpris. Det franske er en reference til "Hvalerne i Paris". 



Løvsal

Du dækker mig med dine hænders skygge
Ingen dansende kanylesol
indgiver samme ro

Intet viser bedre min eksistens
end berøringen af dine fingre og lyden af ordet “løvsal”
der støber øjeblikket til en dybtgrøn klokke

Under hvis kuppel jeg genopdager det langsomme liv
hører stilheden i en underjordisk himmel
et svalt sted hvor også duften hører til

For eksempel duften af barnet
første gang jeg løftede det og ikke kendte dets drømme
kun dets længe ventede men alligevel forunderlige skrig

Som kendte det verden allerede før det ankom.



Fra Krystalskoven, Borgen, 1992 (nu Gyldendal)

tirsdag den 15. februar 2011

Monolog mod en skaber

Tager tilløb til Pia Tafdrup. Varmer lige så stille og sindigt bloggen op til hendes ankomst. Hun dukker ikke op af sig selv, så jeg må tvinge hende frem. Jeg tager ufine metoder i brug og præsenterer sønnike. Så kan hun vel ikke nægte:
Philip Tafdrup (1979 - ? ). Lad os kalde ham digter – og fotograf. Lad os kalde ham menneske.

Jeg forestiller mig, at han har blandede følelser for, at mor altid sniger sig med på billedet, når han bliver præsenteret. Som en slags perspektivering eller i det mindste et kuriosum. Jeg har dog ikke spurgt ham, så det må stå for egen regning.

Flere må være helt lilla i ansigterne af misundelse over den debut, som Philip Tafdrup træder ind på lyrikscenen med. For det første skriver han – i min optik – nogle fine digte inspireret af et noget dystert sted, og for det andet komplementerer han sin lyrik med gode billeder. Altså en foto/lyrik-bog. En våd drøm i hænderne på en forlægger, hvis jeg var forlægger.

Sted: kirkegården Waverly, Sydney, Australien.
Tid: før – nu – og senere.
Personer: de døde, Philip Tafdrup og læseren.
Valg, der skal træffes: højre eller venstre? By eller ørken?

Der er ikke langt fra strandens synlige himmel og det opmærksomme hav til junglen med sine udefinerbare lyde og mørke faldgruber. Der er ikke langt fra kirke til kro. Ikke langt fra tilværelsen til fravær, glemsel og død.
Her zoomer Philip Tafdrup ind. Nøgternt og lidt tilbagelænet, men med fine overtoner – og et stort mod. Ikke kun poetisk, men også i forhold til sin udgivelse: en hybrid af foto og lyrik. Det er set før, men det gør ikke nødvendigvis udfordringen mindre: færre kombattanter ----> hårdere indbyrdes konkurrence.

Et er dog sikkert her i dønningerne af Valentines Day: CAT LOVES SEAN

Flere af digtene omtaler “Charlie”. Det er et navn, der minder mig lidt om “John Doe”, og begge rigtig meget om “GI Joe”, og måske noget med Søren Brun. Her er det sidste Charlie-digt i samlingen:

Jeg savner dig, Charlie
selvom jeg aldrig har kendt dig
           hvor underligt er det ikke?


Det handler altså (måske) om længsel og samhørighed; og sprog og forgængelighed:

Selv ord hugget i sten forsvinder langsomt
i den rå havluft
og du venter stadig
Florence A. Taylor (20 år, †15. apr. 1930)
på barnet der ville springe ned
og rette ved blomsten på din kiste


Titeldigtet?

Uden for kirkegården
har nogen ridset deres navne i fortovets våde cement
Cat loves Sean
andre har tilføjet et suck

ikke langt væk
40.000 år gamle indgraveringer fra aboriginals
i klipperne på golfbanen nordøst for Bondi Beach
på den anden side af muren
uendelige rækker af mindesmærker
der påberåber en
mening
en gud
noget
bare et eller andet
andet
end menneskets monolog
mod en skaber


Fra CAT LOVES SEAN: philip tafdrup, forlaget spring, 2010

søndag den 13. februar 2011

Lyrik er livskraft på tryk

Han er ikke den letteste lyriker på listen. Hans tilværelse var heller ikke nem. Han gjorde ende på den i Seinen i 1970.

Paul Celan er svær at komme udenom, hvis man vil undersøge nogle af de lyriske, litterære og sprogfilosofiske tråde, der gennemsyrer en række -ismer både pre, post og så videre fra 1700-tallet (Hölderlin) frem til idag. Han (opr. Paul Antschel) er født i 1920 af jødiske forældre i et tysktalende område, der blev en del af Rumænien to år forinden.

Det er altså anden uge i træk, at jeg præsenterer en digter af jødisk afstamning. Det er lidt tilfældigt, men passer godt til bloggens præmis. Jeg kunne også påstå, at jeg binder en sløjfe færdig, som blev påbegyndt med Yehuda Amichai.
Under 2. verdenskrig deporteres Celan's forældre af besættelsesmagten og forsvinder/omkommer. Efter selv at have været i arbejdslejr 1942-44 kommer han via Bukarest og Wien til Paris i 1949, hvor han bliver indtil sin død.

Jeg ville helst have bragt hans vel nok bedst kendte enkeltstående værk “Todesfuge” (Dødsfuga), men det er for omfattende. Til gengæld opfordrer jeg til at få det læst især på originalsproget – og da er det letteste nok at anskaffe sig Pia Tafdrups “Over vandet går jeg – skitse til en poetik”. Andetsteds i den bog siger Tafdrup:
“Jeg leger ikke med sprog. Jeg er i livsfare”. To udsagn, der passer uvirkeligt godt på Paul Celan.

For mange år siden læste jeg en udtalelse, hvori “Todesfuge” blev udråbt som verdens bedste digt. Det er jo lidt noget vås og i allerhøjeste grad en personlig vurdering – som jeg så deler. ADVARSEL: Gå ikke på nettet for at læse digtet, da ingen ser ud til at have respekt for den grafiske opstilling, hvilken er meget vigtigt for digtets rytme. Denne form for lyrik skal læses på tryk. En dansk udgave findes naturligvis i bogen angivet nederst.

Farverne sort, blå, rød og hvid optræder ofte i hans digte. Øjet og dermed evnen til at se, gennemskue, begribe med videre går også igen. Det er disse to digte fuldgode eksempler på.
_________________________________


Af blåt, som hans øjne endnu søger, drikker jeg først.
Af dine fodspor drikker jeg og ser:
Perle, du ruller gennem mine fingre, og du vokser!
Du vokser som alle de glemte vokser.
Du ruller: tungsindets sorte bygkorn
falder ned i et tørklæde, helt hvidt af at vinke farvel.




Bliv blind allerede i dag:
også evigheden er fuld af øjne –
i dem
drukner det, som hjalp billederne
over den vej, som de kom,
i dem
slukkes det, som med et tegn
tog også dig bort fra sproget,
og du lod det ske som
dansen af to ord gjort af
efterår og silke og intet.


Fra:
“Du behøver hvert strå”, udvalg oversat af Peter Nielsen, Husets Forlag/S.O.L, 1994. Kilde til biografi: Jørn Erslev Andersen i samme.


mandag den 7. februar 2011

Soldat og digter

Ugens digt stammer fra og er rundet af et historisk problemfyldt område i verden.
Forfatteren Yehuda Amichai (1924-2000) blev født i Tyskland, men emigrerede med sin familie til Palæstina i 1930'erne, og boede og virkede i Jerusalem fra han var 12. Han deltog i tre af Israels store konflikter med diverse nabolande og forblev officer af reserven i mange år.
Det kan man bestemt have delte meninger om, men nu er dette ikke en politisk blog. For god ordens skyld vil jeg derfor også nævne, at han studerede litteratur ved Jerusalems Universitet og underviste i samme på gymnasier og lignende. Samtidig er han - fra sin debut i 1955 - anerkendt for at have taget en til tider nationalistisk brod af israelsk digtning.

Kvaliteten i hans værker, der er oversat til flere end 20 sprog, hersker der næppe nogen tvivl om. På dansk findes desværre kun dette ene udvalg "En stille glæde", Husets Forlag/S.O.L, 2002, som nedenstående er hentet fra.
Yehuda Amichai har en formidabel evne til at gøre det helt nære og personlige til noget universelt. Hans digtning om indre konflikter og følelser, personlige oplevelser, sindsstemninger og iagttagelser, bliver til et epos om hans samtid og folk - og i sidste instans menneskeheden på godt og ondt.
Digtet her handler - for mig at se og uden at lægge ord i munden på nogen - om tidens tand i kødet på generationerne, sproget som hukommelse når verden helst vil glemme, og menneskeligt men måske især kulturelt forfald. Det er jo store emner, men se lige hvor lidt det egentlig fylder.
____________________________________


Og derfor er jeg rig

Jeg ønsker at huske den smerte jeg følte,
da min far døde. Men som han har glemt sin smerte,
har jeg glemt. Den smerte
var den sidste bro mellem os.

Han havde en lille butik med modevarer:
Havde han gemt dem for fyrre år siden,
var vi rige i dag, for moden kommer igen.
Han solgte dem lidt efter lidt på trætte rejser.
Men ordene gemte han.
Og derfor er jeg rig på dem.

I Paris, ved en bro over Seinen, så jeg en gammel
drukken og ensom mand. Jeg spurgte mig selv
hvad der er værst: at den mand er søn af en far,
eller at han er far til en søn?


Tak til Anna Poulsen Schier for oversættelse og biografik

søndag den 6. februar 2011

Premiere

Efter nogen overvejelse - og inspiration - har jeg besluttet mig for at indtræde i det store kor af bloggere, der som det 21. århundredes radioamatører, deler ud af meninger, hit og påhit af både lødig, underlødig, tankevækkende eller til tider gruopvækkende og tæerkrummende karakter. Denne blog skal gøre reklame for litteratur og især lyrik.

Da det jo er en premiere, vil jeg dele et tidligt 90'er nummer med jer fra eget bagkatalog.
Et digt, der forsøger at sige noget om sprogets og lyrikkens væsen for både afsender og modtager, og som vel at mærke skrevet på et tidspunkt, da jeg og en hel del andre unge håbefulde var ubehjælpsomt påvirket af 80'erne - Michael Strunge især, Søren Ulrik Thomsen naturligvis og til dels Pia Tafdrup.
______________________________________


disse hovedløse eksperimenter
udført på randen af yesterday
sender ekkoer ud over det dybe
landskab af min pens visioner

200 meter til næste nat
de kolde lysårs vandring
dette koagulerende spotlight
himlen er enestående hvidt sår

              og virkeligheden
er sort som blæk


(fra antologien "20 under 30 til 90'erne", Hvedekorn/Borgens Forlag, 1991)