Viser opslag med etiketten Jens Blendstrup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jens Blendstrup. Vis alle opslag

søndag den 1. maj 2011

DR Romanprisen 2011

Om 14 dage afgøres det, hvem der løber med DR Romanprisen 2011. En pris, der tildeles af en læsersammensat jury fra læseklubber landet over i samarbejde med litteratursiden.dk. Vinderen offentliggøres søndag 29. maj i Café Hack på P4.

Bøgerne, der er i spil, er meget forskellige hver med sine kvaliteter. Det er sådan set heldigt nok, når de nu er prisnominerede. Ud af seks oprindeligt nominerede skal juryen om lørdagen afgøre hvilke to af fire, der skal gå videre til den endelige finale-debat søndag.

Bombaygryde af Jens Blendstrup: En virkelig underholdende bog. Sjov grænsende til absurd morsom med karikerede figurer, der nok ville have det svært i den virkelige verden. Letlæst og velskrevet dannelsesroman-satire om Leif, der taber i Matador til sin egensindige far og derfor skal i trøjen på Bornholm. Leif lader sig koste temmelig meget rundt med i begyndelsen, men slipper vel ok fra øen, der måske har taget et år af hans ungdom, men også får hans mødom.

Det dobbelte land af Birgithe Kosovic: Et dybt rørende og følsomt portræt af en mand, der ved sin livsledsagers død reflekterer over den livsbane, han har valgt. Et liv i skyggerne af først dannelsen af republikken Jugoslavien siden dens opløsning. En bog om magt, afmagt, forbrydelse, straf og tilgivelse på flere planer og nærmest ekvilibristisk skrevet – verdenslitteratur i klasse A – derfor finalist.

Hildegard II af Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Med “Hildegard I” satte forfatteren en ny – i hvert fald i min optik – standard for historiske romaner. Den bliver så udvidet her. Glimrende fornemmelse for de (u)menneskelige vilkår i det 12. århundrede både indenfor og udenfor klosterets mure – skabt af grundig research og overlegent sprog. Samtidig formår Anne Lise Marstrand-Jørgensen ved hjælp af sin lyriske pen at få os hos helt ind under huden på en af kirkehistoriens mest markante kvindeskikkelser, Hildegard von Bingen. En roman om de store følelser og beslutninger, man udsættes for i livet – her altså set gennem en hellig kvindes øjne i en mandsdomineret, gudfrygtig verden – finalist.

Indvandreren af Olav Hergel: Skulle jeg vælge en prisvinder ud fra et menneskerettighedssynspunkt, mit politiske afsæt eller en vurdering af væsentlighed i forhold til Danmarks på-kanten-håndtering af flygtninge- og indvandrerproblematikken, så havde jeg kun behøvet at læse denne ene roman. Hergel er en fremragende fortæller og researcher og har begået en elementært spændende bog, der er svær at lægge fra sig. Det trækker ned, at nogle af karaktererne er så hårdt trukket op, men det opvejes næsten af relevansen. Meget sympatisk bog, der kunne ende med en film, som også “Flygtningen” gjorde det. Dark Horse, som det hedder.

Ulven af Katrine Marie Guldager: Læsevenlig familiekrønike fra Køge om savn og afsavn, anerkendelse og mangel på samme, drømme – både opfyldte og mistede – og kærlighed og sorg under krigen og derefter. Magisk-realistiske toner blander sig med fine passager af måske lidt løst komponerede menneskeskæbner. Søskendeparret Leonora og Henry, tanterne Lys og Mørke, den skumle Farmor, skolelærerinden Frk. Eigaard samt den listige Ulv(?) er nogle af de figurer, vi møder og kan identificere os med. Dark Horse.

Burgundia af Hans Henrik Møller: En ordentlig kleppert af en roman, hvor Bornholm er hovedperson og skueplads for en række historier og myter fra skabelsen og frem. Fortalt i et sindigt og malende sprog med et meget højt abstraktionsniveau. Den kræver sin læser, men vinder bestemt ved nærmere bekendtskab. Jeg har dog ikke læst den færdig endnu (per 1. maj), og af den indbildske grund tror jeg end ikke, den overlever første udskilningsløb.

Bøgerne bliver præsenteret i P1 mandage 20.03-20.30.
Læs mere om bøgerne og følg debatten her

søndag den 24. april 2011

Fra Bornholm med kærlighed

Der er langt fra til Århus til Bornholm, særligt når man hedder Leif Balleby, er 18 år og jomfru. Særligt når man har tabt til sin far i Matador og derfor skal 12 måneder i trøjen. For at få lidt rygrad.

Leif finder ud af, at han faktisk godt kan lide det og aspirerer vist nok til at blive sergent. Det er meget vigtigt for sergenter med en vis modenhed, så han vil gerne fuldbyrde et forhold til en pige, han kender fra hjembyen. Han skriver et brev til hende, og der er gevinst med det samme.


"Det er ikke noget stort brev, det er Leif godt klar over. Men det er vigtigt
at nævne det med kærestens overarme, fordi de er lidt tykke og konede,
når hun har kjole på. Og det ved hun, og det ved Leif. Derfor er det vigtigt
at få lukket den med overarmene. Leif sender brevet anbefalet, så han er
sikker på, at hun læser det inden weekenden. Han vedlægger også et
billede af sig selv, hvor han suger kinderne ind og kikker væk, fordi han
ikke fatter den tegning, der er i boksen. Det er taget i en fotoboks i Rønne,
men virker åbenbart, for kæresten skriver tilbage, at hun gerne vil komme
sammen med Leif. "Steady", som hun skriver. Hun vil gerne komme steady
sammen med ham. Mest på grund af foto (lækker fyr) smiley og tre fine
små hjerter. Da kæft, mand!"  


Jens Blendstrup har kreeret en forrygende "Bombaygryde", der får en til at klukle det meste af vejen over alle de skøre tanker, der går gennem Leifs og ikke mindst hans forældres hoveder, og den måde verden bliver anskuet på af de nævnte.

Hans ret så egensindige far Uff - som egentlig hedder Uffe - er hovedperson i romanen "Gud taler ud" - den skal læses. Vi får ny viden om Leif og hans barndom, da han er på juleorlov, hvor han først hjælper sin svenske mor, Gerd Lillian, med at lave brunkager og knæk(?), siden arrangerer nisselandskabet:


"Der er også en nisseudstilling. Den tager Leif sig af. Da han var lille, var der mange nisser og rensdyr, men så kom han til at tænde ild til det, så det futtede af og rensdyrene smeltede. Det var dengang, Leif var pyroman. Han tændte ild i aviser og ting, der kunne futte let. I virkeligheden var det nok inspireret af Nalles trang til at smadre gamle fjernsynsskærme med store sten. Uff tog det sådan set meget pænt. Ethvert menneske har sine faser. 
   Ødelæggelse af ting, forårsaget af pludselig ondskab, er en relativt sund menneskelig drift i barnesindet, forklarede Uff dem, inden han gav dem en ordentlig røvfuld."


Bombaygryde er en af de seks romaner, der dyster om at få DR Romanprisen i år. Det er med garanti den sjoveste af dem. Samtidig oplever Leif og basserne noget ret ubehageligt 2/3 henne i bogen, så det ikke er falden-på-soldater-halen det hele. En slags dannelsesroman, men klart med vægten på alle de skæve indfald, der kunne opstå i et blankt rekrutsind, der sidst i 80'erne. Men sådan er det vel ikke længere... 

Leif får aldrig fuldbyrdet forholdet til Sanne fra Århus på grund af "den poetiske storm", han har inden i sig. Eller er det mon posttraumatisk stress? Sandt er det i al fald, at han elsker gamle danske film og - omstændighederne taget i betragtning - særligt "Soldaterkammerater" og i den dur. Så møder han den modne Elsie, som han "knalder i hendes haveredskaber" og forskellige andre steder på hendes landsted: 


"Nogle gange kalder han Elsie for sin elskerinde. Det har hun ikke noget imod. Hun har heller ikke noget imod at spille roller, så kalder hun ham konsul Holm eller den herre. Nogle gange har han været i seng med sin elskerinde med piben i munden. Det er fordi, hun er så afslappet, at han får lov. Det er lidt sygt, synes Leif selv. At puffe på piben, mens man elsker. Men det passer meget godt til hor i en gammel mejetærsker".


Fra og om Jens Blenstrup: Bombaygryde, Samleren 2010.

fredag den 22. april 2011

At læse

To do-lister kan være rigtig gode. Tilfredsstillelsen ved at strege emnerne ud, efterhånden som de bliver ordnet, er svær at sammenligne med noget. En god middag, måske. Eller god sex.

På den anden side kan en to do-liste også være direkte farlig for et skrøbeligt sind. Den bliver en hammer, man slår sig selv over fingrene med, et sværd der hænger nok så faretruende over ens hoved i en tråd, der kun bliver tyndere og tyndere for hver dag. Den bliver en militærstøvle med ufejlbarlig retning mod ens ædlere dele, et skub i ryggen når man står og ser ned i afgrunden.

Jeg vover alligevel pelsen og kontrakter mig til følgende:
  • Italo Calvino
  • Gabriel García Márquez
  • Virginia Woolf
  • Miguel de Cervantes
Til gengæld giver jeg mig selv en livline ved ikke at forpligte mig til en deadline. For nu skal jeg lige have læst to romaner på Bornholm, Hans Henrik Møllers "Burgundia" og Jens Blendstrups "Bombaygryde". Sidstnævnte har allerede på de første tyve sider været sjovt god underholdning.