Bag på den lille sorte sag, Nicolaj Stochholm har strikket sammen og fået på hylderne for kort tid siden, står der blandt andet:
I denne samling rejser jeget gennem det renskurede land, hvor sorgen er beskidt og glæden dubiøs, som om tvivlen og luften er under angreb. Jeget rejser mod sin egen grænse, indtil det træder ind i en rituel rensning.
Så er tonen ligesom slået an. En lille sort sag som sagt; den grå skrift er det eneste, der bryder fladen.
NS er ikke en digter, jeg har fuldt nøje, selvom jeg naturligvis husker at have læst hans første samlinger, der stammer fra en tid, da jeg selv var mere modtagelig for den slags (Biografi, 1991 og Sammenfald, 1992).
”Odefabrikanten” er et meget spændende bekendtskab, og der er folk derude, der forholder sig så glimrende til hans tekster, så det ønsker jeg ikke at konkurrere alt for meget med (se evt. også nedenfor). NS forholder sig også rimeligt meget til sig selv derude, men det er jo i fint tråd med samlingen :o)
Særligt sidste del med blot fem digte under den Joy Division-inspirerede titel ”A journey that leads to the sun” er stærk kost. Det er her jeget for alvor går ind i renselsen. Digtet ”I den hvide by” er en ubrudt linje af tekst, der spreder sig over ni en kvart side. Her en lille bid:
[…] det glatte lag fra de
udstationerede efterladte den
nyfødte glæde og lyseslukkerne
i samlet krop på Peder Wessels
Nicolaj Langtude Stochholms dette
er indlægget hvor jeget skifter ham
og lader programmet standse ved
en anden station lad ham hænge
der lad ham være lad ham blive
samlet op af en ung blond pige
lad ham skræmme hende væk
[…]
Dæmonerne har taget flugten eller er gået op i røg i slutdigtet Sankt Hans. Det er jo blot nogle dage siden, så hvorfor ikke bringe det?
Udenfor bevæger en brise skyggebladene
til ro på vandet over byens grav, gennem
lygternes sølvsøjler glider en ung bleg
svane hen imod træet bag mig, under den
falder dens udbredte vinger sammen til
Odefabrikantens
gravide skikkelse, til manden og kvinden
to sjæle
samlet på jagt efter en krop at glide ind i
mens den hvide by vokser i vuggen dernede
hvor de på ny vil drukne omkring hinanden
urørlige og tyste med landskabet og træet
brænder stadig
som en enfoldig maskine der holder linjen
oppe og knuser vandspejlet, mit billede, jeg
kan mærke at dyret er kravlet ud over rammen
jeg bevæger mig imod ham, jeg bevæger mig
i ham
