lørdag den 28. december 2013

#dsbpoesi (work in progress)

torsdag den 20. juni 2013

Lille Hjerte

En såkaldt selvstændig fortsættelse af "Ulven", der bestemt også er værd at læse - i sig selv og i sammenhæng.

"Lille Hjerte" er en på mange måder smuk lille sag på et par hundreder sider - altså noget kortere end "Ulven", og det synes jeg egentlig klæder tonen/stilen i Katrine Marie Guldagers fine prosa. Der er planlagt et 3. bind, så der er nærmest tale om en slags Danmarks-krønike, der skal bringe os fra 2. verdenskrig frem til i dag - sådan cirka så vidt jeg ved. Under alle omstændigheder et sympatisk projekt.

Herunder følger "titelmelodien" - dog skal der lige forklares:

Lilly, mor til Henry og Leonora, har forladt Køge og familien for at "udleve sine kunstnerdrømme i København". Ella (farens sekretær) er flyttet ind med sine to børn og er mere mor for Henry, end Lilly var/er det, men hader i stilhed Leonora inderligt, far Peter elsker dog (naturligvis) stadig Lilly, og Leonora: hvad skal der blive af hende? Mor bor jo i København, og far er forvirret/forvirrende ... Der er juleaften i Køge:


   Det var en lille, firkantet æske, og allerede her bliver kroppen endnu mere slap, endnu mere skuffet. For den prinsessekjole i glat fløjl, hun havde ønsket sig, kunne umuligt være i sådan en lille æske. Atter en gang smilede hun sit kunstige smil. For dét havde hun lovet sig selv allerede om formiddagen: Om det så var den værste gave i verden, ville hun modtage den, uden at man kunne spore den mindste trækning i hendes ansigt.
   Da hun så, at æsken kom fra en guldsmed i Nørregade, blev hun nysgerrig. Hun kiggede stjålent på sin far, som smilede til hende.
   Det var et guldhjerte.
   Fuldstændig mage til det, han i tidernes morgen havde givet Lilly, bare mindre.
   Leonora var stolt, forvirret, rasende.
   Det var den bedste gave, hun nogensinde havde fået.
   Og den værste.


fra "Lille Hjerte", Katrine Marie Guldager, Gyldendal 2012


søndag den 2. juni 2013

Den store Gatsby

Det har virkelig været en udsøgt fornøjelse at læse Den store Gatsby igen efter så mange år. Første gang må næsten have været i gymnasietiden, måske endda på engelsk, men jeg kan dårligt huske andet, end at den var god. Desuden har jeg et vagt billede af Robert Redford med sixpence eller lignende på hovedet henslængt i eller på den bil dér.

Der er vist ikke en eneste overflødig sætning i F. Scott Fitzgeralds lille evergreen om jazztidens Amerika. Flere steder er det fortællekunst af allerhøjeste karat, for eksempel de første par sider af Kapitel 3, når Nick Carraway beskriver stemningen ved Gatsbys havefester:

"Der lød musik fra min nabos hus i sommernætterne. I hans hus kom og gik mænd og piger som møl mellem de hviskende stemmer og champagnen og stjernerne ....og snakken bryder løs da den fejlagtige nyhed breder sig at hun er Gilda Grays dubleant fra Ziegfield Follies. Festen er begyndt."

Senere hedder det:
"en uendelig procession af skygger der sminkede og pudrede sig foran et usynligt spejl."

Man bliver helt i tvivl, om de her mennesker eksisterer i den virkelige verden, eller kun lever for den næste drink, den næste gossip, den næste dans. Sådan var det for hundrede år siden - men vel ikke længere?

Tom Buchanan: "en af den slags mænd der udmærker sig så meget på et begrænset område som enogtyveårig, at alting bagefter virker som et antiklimaks."
Findes de stadig: de her rastløse mænd, der, som tiden går, og intet ser ud til at ske, bliver mere og mere onde i sulet?

Daisy Buchanan (om sin datter): "Jeg er glad for at det er en pige. Og jeg håber hun bliver et fjols - det er det bedste en pige kan være her i verden, et smukt lille fjols."
Et bittert kvindesyn, men sådan er det heldigvis ikke længere ...

Nick Carraway (om sig selv): "Jeg er det mest ærlige menneske, jeg kender."
Hvilket jo er heldigt, da han er vores fortæller. Men samtidig også en smule tragisk, at han ikke kender bare én, der er ligeså ærlig som han selv.

Jay Gatsby: "Han var kommet langvejsfra til denne blå plæne, og han må have følt sig så tæt på sin drøm at han næsten ikke kunne undgå at gribe den. Han vidste ikke at den allerede lå bag ham, et eller andet sted bagude i det store mørke hinsides byen hvor republikkens dunkle marker bølgede under nattehimlen."

'Bittersweet' er måske ikke helt betegnende som sådan, men det er alligevel et af de første ord, jeg kommer i tanke om, hvis jeg skal beskrive stemningen i Den store Gatsby. Det er på næsten alle planer: de hurtige penges venskaber, de (u)menneskelige relationer, den uforløste kærlighed, den tragiske udgang.

Samtidig er jeg forundret over og dybt imponeret af, hvor aktuel den stadig er, og hvor ny den virker. Sådan er det vel med de dersens klassikere: det er historier, der aldrig bliver for gamle. Hver gang man børster støvet af dem, bliver man bekræftet i, at stor kunst er det nærmeste, vi kommer på udødeligheden.


Den store Gatsby, F. Scott Fitzgerald - med forord af Hanne-Vibeke Holst, Gyldendal 2012

tirsdag den 28. maj 2013

På en helt reel tirsdag

Det bedste i "Det bedste af det bedste på en Opdigtet Onsdag 2" er næsten de små forfatter-biografier. Således står der for eksempel:

Lars Frost
Født 1973
Spiller på Forfatterlandsholdet.

Bo hr Hansen
Født 1961
Har udtalt at han vil bruge 'hr' i sit navn
lige så længe Lars von Trier bruger 'von' i sit.

Marianne Larsen
Født 1951
Forbeholder sig retten til at være genert.

Pia Tafdrup
Født 1952
Har gentagne gange fremhævet Anatomisk Atlas,
Ordbog over Det Danske Sprog og Bibelen som
de mest betydningsfulde værker.

Jeg lægger mærke til ordet 'gentagne'.
Og så har tænkt mig at øve Opdigtet Onsdag Tema af Andreas Bennetzen, og måske kaste mig over Jakob Kock Nielsens opskrifter.


fra "Det bedste af det bedste på en Opdigtet Onsdag 2", 2013, Opdigtet Onsdag og forfatterne

tirsdag den 7. maj 2013

Lidt mere luftpost

Jep, der har været lidt pause i læsningen af breve mellem de herrer Tranströmer & Bly, men nu vil jeg anledning af det fantastiske solskin på lige netop min altan læse samlingen til ende.

Siden sidst har jeg blandt andet forgrebet mig på en krimi af Michael Connelly: Ni drager - mest fordi jeg stødte på den på det lokale, og så er det jo Klims, der udgiver. Den var fin og hurtigt læst, men trådene blev ikke samlet i den store forkromede kinesisk mafia-agtige skala, der blev lagt op til fra bogens begyndelse: overraskende, ja, men også et antiklimaks. Stor ballon, men med mange huller. Tidligere har jeg læst Skeletternes By, som jeg gerne anbefaler.

Det kan være meget rart at slappe af med lidt spændings-halløj indimellem. I min barndom var det Sherlock Holmes og Ellery Queen, der slog gnister. Her i mit snart midaldrende liv er det vel Millennium-trilogien, der har givet næring til en i nogle år undertrykt afhængighed af spænding og gys. Ja, jeg har da læst en enkelt af Jussi, men mon ikke det bliver ved det!? Og i et anfald af momentan sindssyge har jeg også en gang købt en bog af Elsebeth Egholm (måske fordi hun er journalist, jyde og blondine); jeg bliver til stadighed chokeret, når min øjne falder på den i reolen!

Nå, nok om mig og mit had/kærlighedsforhold til krimigenren. Nu til transatlantiske, måske transcendentale, breve fra halvfjerdserne. Først lidt om det svære i lyrik og sprog i almindelighed og det vanskelige i at oversætte (Robert Bly er norsk af afstamning og kan lidt norsk og svensk, men ER jo amerikaner - Martinson er svensk digter):

28. januar 73
Kære Tomas,
Der er et af Martinsons digte i Nomad jeg ikke forstår, det der hedder "Nära havet". "På måfå" synes at betyde et vildt gæt, men hvad har det at gøre med en birkeskov, der rækker sine grønne tunger - eller forbjerge ... eller fingre ... (eller brystvorter! nej!) ud i det tavse mos hvor der er en hølade - som er tørret, og frossen nød på sit træ - hvilken planet befinder vi os på?
I skyggen af nogle asketræer er der så en gammeldags hestetrukken rive der ligger med hjulet druknet i højt græs og de lange vilde tænder der bider ned i en græsklædt tue hvor en hvid claspis (som min ordbog undgår) blomstrer.
Det viser sig at Martinson har set en måge komme ind fra havet og sætte sig på en rive ... (det var et godt syn), og så viser det sig at dette billede på en eller anden førte ham ind i det ubevidste hvor han så en slags tavla ... billede ... som er opstået ved en tilfældighed ... hvad for et billede? Hjælp!!!
[ ...]

Dernæst lidt om politik og lidt fra privatsfæren:

3. september 74
Kære Tomas,
[ ... ] Jeg undgår telefonen og videregiver - med fiskeekspres - ethvert vink om steder, der leder efter en Nixon-sympatisør. Jeg holder meget af din idé med at alle, der stemte på ham, burde fængsles i tre minutter. Fængslet ville være fuldt af følelsestyper og sansetyper - de intuitive ville stå og smile udenfor.
Vi har det alle godt her [ ...] Sam og Noah kommer hjem fra skole og springer øjeblikkeligt op på deres aldrende ponyer som havde håbet på en rolig alderdom, og galopperer af sted i flere retninger. Ponyerne får som regel hævn ved at løbe gennem et æbletræ med dem på hjemvejen - i aftes var det et blommetræ [ ... ]

4. 2. 75
Kære Robert,
dejligt at få en melding fra dig! Her lever vi i en periode af venten. Jeg arbejder meget på kontoret - mange af mine medpsykologer er blevet gravide (men ikke fordi jeg arbejder her) [ ... ] Jeg forsøger simpelthen at betale min restskat, og det vi venter på, er Västerås-stipendiet som kan redde os alle (15.000 svenske kroner) - Lars Gustafsson, som er medlem af kulturudvalget i Västerås, har holdt en tale til fordel for mig (han er virkelig en ven) og beskrevet mig som en international skikkelse. Efter at have hørt ham ringede et andet medlem straks forfærdet og tryglede mig om at læse digte op på en udstilling af hans kones sikkert dårlige malerier, hvad jeg nægtede, arrogant som jeg er, og Monica som arbejder på hospitalets børnepsykiatriske afdeling hvor hun bliver angrebet af små meterhøje tiårige karateeksperter, jeg gentager, Monica har det interessant, men jeg ser for lidt til hende, så hvis vi får de 15.000, kidnapper jeg hende i en uges tid og flyver sydpå med hende, med al skat betalt og en god samvittighed.
Jeg har en fem-seks ufuldendte digte og kun to "fuldendte". Det første er pinlig lille og lyder sådan her:

HJEMAD

En telefonsamtale løb ud i natten og skinnede på landet og i
     forstæderne.
Bagefter sov jeg uroligt i hotelsengen.
Jeg lignede nålen i et kompas som orienteringsløberen
     bærer gennem skoven med bankende hjerte.

[ ... ]

Fra: 'Airmail' (2001), Forlaget Arena og Forfatterskolen i 2007, oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen.


mandag den 22. april 2013

Airmail

Jeg har i et stykke tid nu jævnligt bladret i en fantastisk samling af digte med titlen 'Samlede Tranströmer' udgivet 2011 på Rosinante, redigeret af Peter Nielsen, og med forord af Morten Søndergaard (der selv er aktuel med en fin digtsamling).

'Samlede Tranströmer' er nu den bog, der står øverst på min ønskeseddel, for den bør da have en hædersplads i enhver litteraturelskers bogskab. Mange er teksterne er hjerteskærende SMUKKE - på samme måde som musik kan være det eller matematik - eller for en skaknørd: en skakopgave eller en særligt veludført kombination. Det er en bog, jeg sandsynligvis aldrig bliver færdig med ...

Jeg ved ikke, om Transtömer spillede skak eller tumlede med matematikproblemer (det har jeg ikke set nævnt), men han var en ganske habil pianist og i flere af sine tekster anvender han begreber fra musikkens verden. Det er han naturligvis ikke den eneste, der har gjort, for at der sammenhæng i tingene og i denne forbindelse mellem lyrik og musik er jo en oldgræsk nyhed.

Nogle af hans titler er for eksempel: Lamento, Allegro, Nocturne, osv. Det første digt i hans første digtsamling: Præludium. Her et eftertænksomt opus (pianissimo, Adagio og Cantabile, måske!?) fra 'Klange og spor', 1966:


LANGSOM MUSIK

Bygningen er lukket. Solen trænger ind gennem ruderne
og opvarmer oversiden af skrivebordene
der er stærke nok til at bære menneskeskæbners vægt.

Vi er ude i dag, på den lange vide skråning.
Mange er i mørkt tøj. Man kan stå i solen og lukke øjnene
og mærke hvordan man langsomt blæser fremad.

Jeg kommer for sjældent hen til vandet. Men nu er jeg her,
blandt store sten med fredelige rygge.
Sten der langsomt er vandret baglæns op af bølgerne.



Men det jeg egentlig ville fortælle: jeg er begyndt at læse 'Airmail' (2001) af Robert Bly og TT, Forlaget Arena og Forfatterskolen i 2007, oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen.

Bogen giver en fascinerende karakteristik af begges personligheder, hvor Bly virker til at være den udfarende, hyperaktive og måske lidt manio-depressive, mens TT er mere afdæmpet melankolsk, eftertænksom og virkelig humoristisk.
Der er selvsagt mange spændende sprogdiskussioner, da begge oversætter hinandens og andres værker lystigt. Samtidig er bogen en slags øjenvidneberetning fra epoker i verdenshistorien fra midten af 60'erne og frem og et smugkig ind i kulturverdenen fra øverste parket. Her fra TT's hånd, da deres venskab er et par år gammelt:

Västerås 1.3.66

Dear Robert,
[ ...]
Jeg er blevet kulturelt virksom i Västerås som medlem af Kulturrådet (The Cultural Council eller hvad det ville hedde i USA). Vi har arbejdsomme møder. Man får desværre ingen betaling, men bliver budt på en middag én gang om året af KULTURUDVALGET (THE CULTURAL DEPARTMENT?) som kun består af byens pampere, politikere o. lign. Min debut i denne sammenhæng var mindre vellykket, for det lykkedes mig at falde i søvn efter middagen, midt under en debat om teatrets problemer. Det blev observeret af de tunge drenge: nogle af dem kom hen og lykønskede mig, med billig ironi, med min gode søvn, og en dame i teaterbranchen ønskede mig iskoldt GODNAT med høj stemme. Jeg overvejer nu at udsprede at jeg lider af en mystisk og alvorlig sygdom som bevirker at jeg pludselig falder i søvn.
   På fredag rejser jeg til LUND, universitetsbyen i Skåne, for at læse digte op for studenterne. Den fattige studenterforening betaler opholdet og forlaget rejsen. Der er formentlig nogen der vil spørge, hvad jeg mener om Sonnevis overreklamerede Vietnam-digt (Sonnevi er fra Lund), Når jeg har besvaret spørgsmålet, vil jeg blive drevet bort med stenkastning. Der plejer at være hyggeligt og stimulerende i Lund.
[ ... ]


onsdag den 13. marts 2013

Tomas T

4877722274
Tranströmer, Tomas
Samlede Tranströmer
Seneste oplag 2011

Materialet er hjemkommet og bedes afhentet senest den 20.03.13.
Afhentningssted: Hovedbiblioteket.

STENENE

Stenene vi har kastet hører jeg

falde, glasklare gennem årene. I dalen
flyver øjeblikkets forvirrede
handlinger skræppende fra
trætop til trætop, tier
i tyndere luft end nuets, glider
som svaler fra bjergtop
til bjergtop indtil de
når de yderste plateauer
ved det værendes grænse. Dér falder
alle vore gerninger
glasklare
mod ingen bund
undtagen os selv

Tomas Tranströmer - 17 digte, 1954

fredag den 25. januar 2013

Se lyset

Jeg elsker mit lokale bibliotek. Der er af til stemmer i den offentlige debat - endog lokale (Michael something something) - der taler for, at bibliotekerne skal fastholdes i en eller anden form for tidslomme, hvor støvlaget på hylderne kun skal overgås af ditto på de ansattes læsebriller.

Hovedbiblioteket Randers, der har lokaler i et provinstypisk arkitektonisk sindsforvirret Kulturhuset, er altid med streg under et besøg værd. Det har jeg påstået før og nu igen. Det kan være, der er lovlig meget vampyr- og zombielit i ungehjørnet, og lidt spøjst at se børn i flere aldre hoppe foran skærmen til PS3, og hvad har vi? Men hallo, det er rigtig levende mennesker, og der er flere af dem, end der var før i tiden.

Der er næsten altid fuldt besat ved de mange gratis computere, mange sidder ved cafebordene og læser dagens nyheder eller strikkeopskrifter, og ja: flere og flere bøger er måske henvist til magasin og kælder, men spørg dog en medarbejder, hvis du ikke kan finde den klassiker, du synes bør stå highlightet med neonlys lige inden for døren. Eller bestil den hjem på det der net.

Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om andre hel- eller halvoffentlige institutioner, der leverer den grad af service, som bibliotekerne gør og har gjort længe. Bestil et eller andet obskurt materiale fra Statsbiblioteket; få sms/mail når det er klar til afhentning, få sms/mail når det er på tide af aflevere. Tak herfra.

Noget, de helt sikkert er blevet bedre til med årene på det lokale, er at udstille og præsentere nyt materiale. Det er meget bredt, men dog genreinddelt, som fra førnævnte zombielit (The Walking Dead i many shades) til Thomas Kingo:


DAGGRY 
Bind op dit sorte slør ved sølvdagskærets hoved,
du sobel-brune nat, nok nu har verden soved,
frem, morgenrøde, frem og purpurtæppet hæng
mens solen den står op fra din safraned' seng.
Spænd for din gyldne vogn med de beflammed' heste
kør på vores horisont og himlens hvælved' fæste
planete-konge kør, så Norden frydes må
og uophørlig fryd fra himlens stråler få.


fra
Thomas Kingo - Digte, Povl Schmidt 2012, Syddansk Universitetsforlag

torsdag den 24. januar 2013

Skyatlas

Det er lykkedes mig at komme 100 sider ind i bogen her, og det skal da fejres med en lille rosende omtale. Først og fremmest af oversætter Svend Ranild, der for det første har et ret imponerende cv, for det andet må have været på lidt af en opgave. Det siger jeg frit fra levereren uden at have læst originalen. Se for eksempel lige, hvordan bogen tager sig ud på side 15:

Vore Værters Bondegaard, beliggende en halv mile fra Ocean-Bugten ad en snoet, forblæst Dal, viste sig at være en tarvelig Bygning, men et Læ mod hine haardnakkede Storme, som bryde Knoklerne paa saa mange ulykkelige Fartøjer imod nært beliggende Rev. Stuen var beboet af et uhyrligt Ornehoved (ramt af Slattenkæft & Dovenøjne), dræbt af Tvillingerne på deres sextende Fødselsdag, & et søvndukkent Standuhr (i Modstrid med mit eget Lommeuhr med flere Timers Forskjel. Sandelig, en værdsat Indførselsvare fra Ny Zealand er den akkurate Tid).

Det (altså sproget, som egentlig er ret fornøjeligt, når man lige har vænnet sig til det - selvom der er fare for "Dovenøjne") bliver bedre hen ad vejen. Og dog - for:

Romanens opbygning er det vildeste, jeg har set længe: ét kapitel, det 6., midti, hvor vi befinder os i en ikke nærmere bestemt fremtidsverden. De øvrige kapitler falder så 'pyramidevist' på hver side, sådan at 5. og 7. hører sammen, 4. og 8, og så fremdeles. Alle historierne er knyttet sammen på en eller anden spidsfindig facon. Her efter 2. kapitel ved jeg for eksempel, at en af personerne - en excentrisk komponist - har haft en drøm om den verden, vi bliver udsat for i det centrale 6. kapitel.

Efter en lidt hård start har jeg overgivet mig til Mitchells (og oversætterens!) sproglige begejstring og formåen. Hvilken fantastisk rejse mellem perioder i menneskehedens, kulturens og sprogets historie: fortid, nutid og fremtid!

Skyatlas, David Mitchell, People's Press 2012 - oversat af Sven Ranild