søndag den 29. maj 2011

5-0 til Det dobbelte Land

Ja, så blev det afsløret, at Birgithe Kosovic kan lægge DR Romanprisen oveni Weekendavisens Litteraturpris. Man kan måske påstå, at hun dermed har fået både folkets og elitens pris.

5-0 endte afstemningen i juryen. Lidt overraskende måske, men det kunne næsten ikke være anderledes. Ingen havde noget at udsætte på "Det dobbelte land", hvorimod der var flere forbehold overfor "Hildegard II".

Ganske længe har jeg haft Hildegard II som personlig favorit, men jeg har også først læst Det dobbelte land i forbindelse med en evt. deltagelse i juryen. Allerede efter første gennemlæsning kom jeg i tvivl. Da jeg læste bøgerne 2. gang, måtte jeg overgive mig til Birgithe Kosovic, der jo simpelthen og på alle planer har begået en utrolig velkomponeret og vedkommende roman. Som samtidig næsten ikke kan være mere aktuel...

Om deltagelsen i juryen kan jeg kun sige: meget fin oplevelse, gode debatter (hør dem på http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Romanklubben/Romanprisen2011/) og et spændende møde med Monica Krogh-Meyer, der er en af min ungdoms helte :o) Dertil kan føjes, at DR behandler deres gæster virkelig godt.

Om debatterne kan jeg sige, at vi var næsten enige om de to finalister. Interessant og måske ikke helt overraskende var det, at Katrine Marie Guldagers "Ulven" blev debatteret ganske meget både i og uden for studiet...og Jens Blendstrups "Bombaygryde" var måske lidt savnet i semifinalefeltet!?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar