Det er med nogen ærefrygt og skælven i vokalerne, at jeg kommer med denne anbefaling. Han har været i top ti blandt de nominerede til
Nobelprisen i litteratur nogle gange og er læst og elsket i hele verden ("Stor magi på lille forlag" er naturligvis en allegorisk tilnærmelse til "Kat på et varmt bliktag", for katte har da trods alt været væsentlige eksistenser i al mulig kunst siden Cleopatra og ikke mindst hos denne herre).
Det brede internationale gennembrud fik
Haruki Murakami med “Trækopfuglens krønike”, et på alle måder omfattende værk, der i lighed med de fleste af hans bøger, tåler to til flere gennemlæsninger. Det er nemlig de helt store pensler, Murakami har i hånden, når han tegner sine karakterer og beskriver deres sjælelige landskaber, og altid med et fornemt blik for detaljerne. Magien findes også i pauserne – i det usagte.
Magisk realisme er en betegnelse, der dækker ganske bredt, og som herhjemme vel blev introduceret af Karen Blixen. I nyere tid er Peter Høeg og Ib Michael vægtige repræsentanter for genren.
Camilla Christensen med “Jorden under Høje Gladsaxe”, for hvilken hun modtog Kritikerprisen 2002, helt sikkert også.
Filmversionen af Murakamis roman fra 1987 "Norwegian Wood" rammer i marts de store lærreder i Storbritannien, Frankrig og Sverige, mens det endnu er uvist, om vi får glæden herhjemme. Historien er dystert bittersød, og til tider er det svært at se noget livsbekræftende i den række af selvmord, vi bliver præsenteret for. Græsk tragedie blandet med østerlandsk filosofi.
Bogen er før “Trækopfuglens krønike” og “
Kafka på stranden”, når Murakami for alvor viser sig som den store magiker. En stor tak herfra til
Forlaget Klim, der altid er garant for store læseoplevelser, og til oversætter Mette Holm, som lige nu arbejder ihærdigt på hans nyeste værk “
IQ84”.
Det er vanskeligt at yde Haruki Murakamis kunst nogen retfærdighed med korte citater, men jeg vover det alligevel. Det er jo bloggens præmis.
Vores fortæller Watanabe er blevet noget romantisk med sin afdøde vens verdensfjerne og skrøbelige kæreste. På et tidspunkt får han en ildflue foræret af sin værelseskammerat.
“Der gik lang tid, før ildfluen lettede. Men pludselig bredte den vingerne ud, som om den var kommet i tanke om noget, og på ingen tid var den på vej ud over rækværket og ind i mørket. Den tegnede en hurtig bue hen over vandtanken, som om den ville bringe det mistede tidsinterval tilbage, stoppede op lige akkurat længe nok til, at den kunne se sit lysende spor smelte sammen med brisen, hvorefter den endelig begav sig af sted mod øst.
Selv længe efter ildfluen var forsvundet, dvælede det lysende spor inde i mig, og når jeg lukkede øjnene, blev det blege, svage lys ved med at glimte i det tætte mørke bag mine øjenlåg, som en hjemløs sjæl, der vandrede hid og did.
Flere gange rakte jeg hånden ud i mørket, men mine fingre rørte aldrig ved noget. Den svage glød var hele tiden en smule længere væk end mine fingerspidser”.
Fra Norwegian Wood, Haruki Murakami, 1987, dansk oversættelse
Mette Holm, Klim 2005.
