tirsdag den 24. maj 2011

Brevkassepsykologi og blodbad

Den nyeste roman af Erling Jepsen, Hovedløs sommer, er en spøjs blanding af psykologisk drama, splatter og ungdomsroman. 

Fortælleren er filosofisk og psykologisk blåøjede Emilie, der i sine udpenslinger tangerer det banale, men hun er dog klog på den visdom børn får, når de er udsat for svigt. Den jepsen'ske humor mærkes flere steder, men tegneseriestilen i plot og karaktertegning gør det svært at tage de underliggende temaer alvorligt. 

Emilie på 14 er med sine egne ord en ”vred pige med glade bryster”. Mor, lillebror og hun er flyttet på landet til hus og have, da forældrene er blevet skilt. Sin utilfredshed med det arrangement får hun afløb for gennem groteske collager og tegninger og ved at drille/skræmme sensitive otteårige Jacob. Han trøster sig med sin livlige fantasi i en temmelig forkvaklet psyke og med et veludviklet talent for at stjæle al opmærksomhed. Mor er mest til drinks, sladder med veninden og hjemmearbejdsplads. 

Tilsæt en vægelsindet weekendfar og en ”onkel” Anders med en dyster fortid, skumle hensigter, huler i haven og huller i alibiet. De 22årige gartnerhænder, han er udstyret med, fremelsker erotiske længsler hos både mor og datter, men: Hvorfor er det, han forsvinder og dukker op på mærkelige tidspunkter? Hvad er det for lyde, der kommer fra kælderen? Hvem kan vi egentlig stole på? 

Værsgo': opskriften på det gotiske drama, som omslaget lover. Krydderierne passer desværre ikke til retten, eller er gryden blevet sat på det forkerte blus? Tidligere har Erling Jepsen holdt en fin tragikomisk temperatur i sine bøger, men denne roman koger helt over. Måske gotisk og grotesk, men ikke dybsindig og kun sporadisk underholdende.

Måske Erling Jepsen vil fortælle en gyser om den moderne families dynamik og samtidig sige noget fornuftigt om John Miltons ”Det Tabte Paradis” (som husets have bliver kaldt), Lars von Triers ”Antichrist” og Bjarne Reuters ”Shamran”? Men det lykkes ikke: romanen er og forbliver en torso, ikke et helstøbt værk.

Så er det, at Jepsen laver Tarantino-finten: blæs formen et stykke og lad det briste eller bære. Det er modigt, men Erling er jo ingen Quentin.

Se næsten tilsvarende på Litteratursiden, hvor der også er henvisninger til hans øvrige romaner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar