Homage?

Lige på falderebet modtog jeg dette længe ventede brev dateret Maj 2011.
(jeg vil dog understrege, at det er meget fornemt, at det slet anonymiserede tidsskrift og dets let genkendelige redaktør overhovedet sender breve - med kommentarer - til alle, der sender ind)

Kære Jan Han Il Nam Petersen

Tak for digtene til XXXXXkorn, som jeg desværre må takke nej til. Det er altid farligt med homage-digte, så let bliver de enten næsegrus henførte/joviale og/eller afmægtigt pastichiøse; jeg synes, at du ret dygtigt og med forskellig dosering falder i alle to-tre fælder i digtene til SUT, MS og PL.

Picasso-digtet er, i sin ordlyd, ikke i sin figur, for ustrengt et stykke konkretisme. LB-digtets henkastede fyndighed er jeg til gengæld ikke uglad for, men det går det jo virkelig ikke at nøjes med (desuden bryder jeg mig ikke om wienerbasser!).

mange hilsener

Lars XXXXXXX

redaktør af XXXXXkorn

______________________

Hmm - "øv", er det første, der falder mig ind. Og "der mangler vist et m i homage", er det andet.

Men som tiden er gået - to måneder cirka - er jeg nu også selv blevet betænkelig ved flere af teksterne. Også "LB-digtet", men han er jo ret glad for fyndighed, hvad end det skal betyde. Picasso-teksten med den integrerede titel "sin título" består af Picassos alenlange navn opstillet grafisk som et p - det er jeg stadig ret glad for, selvom jeg jo godt ved, at der ikke er meget nyt under solen der.

SUT og MS teksterne virker sgu ikke, så der indrømmer jeg gerne at være faldet i en fælde eller tre, men jeg tager PL-teksten i forsvar - for mig selv i det mindste - og bringer det her til glæde eller græmmelse for mit smukke, men noget tavse publikum. Jeg hører gerne fra jer :o) Om teksterne skal nævnes, at de hører sammen under titlen punchm@il

@Peter Laugesen et al.
Subject: godt ord igen

Normaltømt
ordmalstrøm

Neologistiske

spindeltanker

Immer laugen
nimmer Holen höten 

Tager min vindelfranke 
træder ud af spejlet

Ses på den anden side

Hvis opfordret bringer jeg også gerne LB-teksten, der om ikke andet har potentiale til at aktivere smilebåndene - særligt hvis man har regnet ud, hvem LB er og af og til besøger hans blog.

5-0 til Det dobbelte Land

Ja, så blev det afsløret, at Birgithe Kosovic kan lægge DR Romanprisen oveni Weekendavisens Litteraturpris. Man kan måske påstå, at hun dermed har fået både folkets og elitens pris.

5-0 endte afstemningen i juryen. Lidt overraskende måske, men det kunne næsten ikke være anderledes. Ingen havde noget at udsætte på "Det dobbelte land", hvorimod der var flere forbehold overfor "Hildegard II".

Ganske længe har jeg haft Hildegard II som personlig favorit, men jeg har også først læst Det dobbelte land i forbindelse med en evt. deltagelse i juryen. Allerede efter første gennemlæsning kom jeg i tvivl. Da jeg læste bøgerne 2. gang, måtte jeg overgive mig til Birgithe Kosovic, der jo simpelthen og på alle planer har begået en utrolig velkomponeret og vedkommende roman. Som samtidig næsten ikke kan være mere aktuel...

Om deltagelsen i juryen kan jeg kun sige: meget fin oplevelse, gode debatter (hør dem på http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Romanklubben/Romanprisen2011/) og et spændende møde med Monica Krogh-Meyer, der er en af min ungdoms helte :o) Dertil kan føjes, at DR behandler deres gæster virkelig godt.

Om debatterne kan jeg sige, at vi var næsten enige om de to finalister. Interessant og måske ikke helt overraskende var det, at Katrine Marie Guldagers "Ulven" blev debatteret ganske meget både i og uden for studiet...og Jens Blendstrups "Bombaygryde" var måske lidt savnet i semifinalefeltet!?

Se mere på http://www.litteratursiden.dk/artikler/tillykke-til-birgithe-kosovic

og på Det dobbelte land

Kølige digte på Slagtryk

Alexander Vesterlund skriver sig ud af ungdommen og ind i kærligheden(?) med blandt andet et kik på den gamle gyser "Don't look now", der var nærmest obligatorisk i min gymnasietid:
http://www.slagtryk.dk/2011/05/alexander-vesterlund-fire-tekster/

Mette Østgaard Henriksen blander genrer, metoder, filosofier, ideologier og symboler i, hvad der kunne være brugsanvisninger på et liv, der kan forstås både baglæns, forlæns, oppe fra og ned eller indefra og ud:
http://www.slagtryk.dk/2011/05/mette-%C3%B8stgaard-henriksen-to-tekster/

Kort og godt

Nogle gange kan det være rart bare at smide sig helt lystbetonet med en novelle fremfor at forpligte sig mere omfattende i en roman på flere hundreder sider.

Der er nok at forgribe sig på. Selv er jeg næsten færdig med Julia Butschkows "Der er ingen bjerge i Danmark" (Samleren 2011), som er en fin samling øjebliksbilleder af et land, der måske er lidt fladt topografisk set, men så sandelig har masser af ujævnt terræn man kan slå normaliteten i stykker på.

Charlotte Weitzes "Det hvide kvarter" (Samleren 2011), Kasper Colling Nielsens "Mount København" (Gyldendal 2010) er læst med begejstring og snart også den spøjse antologi af moderne lægenoveller "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter", udgivet på FADL's forlag i 2009.

Helle Helle skal også nævnes og naturligvis Naja Maria Aidts Nordisk Litteraturprisvindende "Bavian" (Gyldendal 2006). Sidst men ikke mindst de af Johannes Riis glimrende oversatte historier i "Her hvor jeg ringer fra", 34 fortællinger af Raymond Carver, som jeg vist har nævnt et par gange. Halvt læst og nu helt ejet.

Skønvirke???

 - er betegnelse for en designretning i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede og titlen på Lars Frosts nyeste roman.

Der er mange ting, jeg ikke forstår. En af dem er så "science fiction"-romanen Skønvirke. Bogen begynder som en slags krimi, der foregår i en nær, men ikke helt specificeret fremtid, når der er sket store ting i verden. Det får vi dog ikke rigtig noget at vide om. Men alle går rundt og spiser tofu, og der er forlydender om dystre krigshærgede landskaber i blandt andet Amerika.

Hovedpersonen – tror man til at begynde med – er Mathilde, en helt bitter politikvinde, der efterhånden som siderne bliver læst, går fuldstændig i opløsning i alkohol(?) og af at jagte svaret på en gåde, der faktisk er løst.

En anden sag, som politiet ikke løser, men som bliver afsløret for læseren, er den om Lise, der på overfladen til forveksling minder om en helt almindelig provinsel kvindeskikkelse, som vi ser så mange af både her, der og i danske romaner. Men det er hun ikke...

Jens, Lisbeths bror (Lisbeth er gift med Mathildes bror, Frederik), som vender tilbage til hjemlandet fra en krig, har også sit at se til og ender vist nok også med at blive bortført af aliens!? Muligvis sammen med flere af romanens andre figurer. Det står ikke helt klart – for mig i hvert fald. De sidste sider i bogen er nemlig skrevet på en blanding af næsten-engelsk, næsten-dansk og næsten-ukendt, men giver i øvrigt ingen mening for mig.

Der er masser af sproglige finurligheder og begejstring til stede. Men hvad er det han vil, Lars Frost? Jeg forstår det ikke...derfor har jeg sat mig for at læse hans to forrige romaner, da der åbenbart er tale om en trilogi af en art, der skal afdække vores kulturs frihedsbegreber. Det forstår jeg heller ikke... 

Nu har jeg så læst denne anmeldelse og forstår nok til, at jeg må læse den igen - med nye og bedre briller.

Brevkassepsykologi og blodbad

Den nyeste roman af Erling Jepsen, Hovedløs sommer, er en spøjs blanding af psykologisk drama, splatter og ungdomsroman. 

Fortælleren er filosofisk og psykologisk blåøjede Emilie, der i sine udpenslinger tangerer det banale, men hun er dog klog på den visdom børn får, når de er udsat for svigt. Den jepsen'ske humor mærkes flere steder, men tegneseriestilen i plot og karaktertegning gør det svært at tage de underliggende temaer alvorligt. 

Emilie på 14 er med sine egne ord en ”vred pige med glade bryster”. Mor, lillebror og hun er flyttet på landet til hus og have, da forældrene er blevet skilt. Sin utilfredshed med det arrangement får hun afløb for gennem groteske collager og tegninger og ved at drille/skræmme sensitive otteårige Jacob. Han trøster sig med sin livlige fantasi i en temmelig forkvaklet psyke og med et veludviklet talent for at stjæle al opmærksomhed. Mor er mest til drinks, sladder med veninden og hjemmearbejdsplads. 

Tilsæt en vægelsindet weekendfar og en ”onkel” Anders med en dyster fortid, skumle hensigter, huler i haven og huller i alibiet. De 22årige gartnerhænder, han er udstyret med, fremelsker erotiske længsler hos både mor og datter, men: Hvorfor er det, han forsvinder og dukker op på mærkelige tidspunkter? Hvad er det for lyde, der kommer fra kælderen? Hvem kan vi egentlig stole på? 

Værsgo': opskriften på det gotiske drama, som omslaget lover. Krydderierne passer desværre ikke til retten, eller er gryden blevet sat på det forkerte blus? Tidligere har Erling Jepsen holdt en fin tragikomisk temperatur i sine bøger, men denne roman koger helt over. Måske gotisk og grotesk, men ikke dybsindig og kun sporadisk underholdende.

Måske Erling Jepsen vil fortælle en gyser om den moderne families dynamik og samtidig sige noget fornuftigt om John Miltons ”Det Tabte Paradis” (som husets have bliver kaldt), Lars von Triers ”Antichrist” og Bjarne Reuters ”Shamran”? Men det lykkes ikke: romanen er og forbliver en torso, ikke et helstøbt værk.

Så er det, at Jepsen laver Tarantino-finten: blæs formen et stykke og lad det briste eller bære. Det er modigt, men Erling er jo ingen Quentin.

Se næsten tilsvarende på Litteratursiden, hvor der også er henvisninger til hans øvrige romaner.

Hunde, bjørne og ulve

Er lige kommet tilbage til nutiden efter et gensyn med Morten Ramslands "Hundehoved" fra 2005. Den er lidt småforvirrende til at begynde med, men efterhånden som "trådene bliver samlet", skaber Ramsland et billedtæppe af Bayeaux'ske eller i det mindste fantastiske dimensioner.

Mine tanker kom til at kredse om denne prisvindende roman, da jeg læste Katrine Marie Guldagers "Ulven". Ikke kun på grund af titlen, men også på grund af

• familiekrønike
• 2. verdenskrig
• forældre uden evne til at være netop det
• ildebrande
• flere personers fysiske mangler og kendetegn
• fantastiske overtoner

Mange figurer og temaer minder om hinanden. Der er for eksempel

• hos MR to ungmøer i de nordlandske skove - den ene blond, den anden mørk ---> Frk. Lys og Frk. Mørke hos KMG
• i ordets bogstaveligste forstand skrækindjagende mostre og fastre hos MR ---> Farmor hos KMG 
• især kapitlet "Blandt engle og stedmødre" med søskendeparret Harry og Leila hos MR ---> Henry og Leonora hos KMG
• MR's fortæller, der som halvstor dreng må spørge sig selv: Kan en elleveårig dreng være ond? ---> Hos KMG er det Henry, der bliver dømt ond allerede som spæd af Frk. Lys og Frk. Mørke, og senere får at vide, at han er en dreng uden samvittighed
• Hos MR Bjørk med issplinten i sit hjerte ---> Hos KMG Henry, hvis "indre er frosset til is" 
• Knut, der brænder en skov ned hos MR ---> Leonora, der brænder et hus ned hos KMG.

Men jeg læste "Hundehoved" kom jeg så til at tænke på John Irvings "Hotel New Hampshire". Det er godt nok mange år siden, jeg har læst den, men der er både noget med en hund og en bjørn. Hunden hedder Sorg, og den styrter i udstoppet tilstand ned i havet med fly og en del af familien. Heraf udtrykket: Sorg flyder.

Den lille Lilly, der bliver anerkendt forfatter (KMG: Leonoras mor hedder Lilly - ja ok det er lidt langt ude), forsøger selvmord flere gange og har til sidst succes med det. Heraf udtrykket: Gå forbi de åbne vinduer. Hos MR hedder det: Lad ikke mørket gå igennem dig.
Fran bliver voldtaget hos JI, Stinne bliver det hos MR. Den emotionelt handicappede Susie (der har meget svært ved at undvære sit bjørnekostume) hos JI minder på sin vis om den evnesvage tykke faster Anne Katrine hos MR.

Hos alle tre forfattere er det jagten på en dybere mening med tilværelsen - og det har ofte noget med kunst at gøre - der får flere personer til at svigte deres nærmeste, driver dem og dem selv til vanvid eller i døden. Hos MR er der næsten bogstaveligt talt en krukke med guld for enden af regnbuen og et rammeværksted, hvor fortællerens forældre møder hinanden. Hos KMG et pottemagerværksted i kælderen, hvorfra Lillys smukke krukker sætter deres artistiske aftryk i Køges stuer.

Der er flere sammenfald, men hvor vil jeg egentlig hen med det her? Jeg tror, det må blive noget i retning af: hvis man ser efter, er der ofte sammenhæng i tingene - og ikke kun i litteraturen. At nogle så er bedre end andre til at se dem, beskrive dem eller camouflere dem, hvis det er påkrævet, er en anden diskussion.
Sidst men ikke mindst: alle tre bøger er læseværdige - også mere en én gang.

Tim Minchin

you know my name

d is for dangerous

sugar, we're going down

but this is the last time

so please, lets

linger with pleasure

save me from myself

and hang me up to dry

sing me an
insane lullaby

the

map of the problematique

has

Det dobbelte land

Romanen med ovennævnte titel er en af de fire semifinalister i dysten om af få DR Romanprisen 2011, og den er helt sikkert én af favoritterne. Det er en barsk, velskrevet og velkomponeret historie om hovedpersonen Milovans sjæleransagning, da han ved sin kones død ser tilbage på sit liv. Et liv levet i skyggen af Jugoslaviens turbulente historie, hans families historie og hans tvivl om de valg, han har truffet i såvel idealismens som begærets navn.

Virginia Woolfs Mrs. Dalloway er nævnt som litterær slægtning, hvilket passer fint til den form, der er lagt ned over fortællingen. Vi følger Milovan og hans tanker i løbet af en dag. Også Michael Cunninghams The Hours er nærliggende at tænke på; den er jo skrevet med afsæt i “Mrs. Dalloway” og har tre kvindeskikkelser som de historiebærende figurer.

I Det dobbelte land er det tre mænd, der står centralt, nemlig Milovan, faren Radoslav, og farfar Jovan. De valg, de træffer, og de handlinger, de udfører, er tæt knyttet til de bagvedliggende konflikter, der har rullet gennem Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro – ingen glemt? – så længe nogen kan huske. Men selvom Jugoslaviens historie er et slags tæppe, fortællingen bliver vævet ind i, er det på ingen måde en historisk roman.

Det er en roman om eksistentielle problemstillinger, vi alle kender og genkender. Om valg og fravalg, skyld og tilgivelse; om at være tilstede i det rum, man har brugt et helt liv på at bygge.

DR Romanpris II

Så er semifinalisterne udpeget. Disse fire er gået videre til debatten 14. maj i DR Byen:

• Hildegard II
• Det dobbelte land
• Indvandreren
• Ulven

Læs mere på DR's hjemmeside her

Nu er det vel også på sin plads at afsløre, at undertegnede er repræsenteret i juryen for DR Romanklubben på litteratursiden.dk :o)

DR Romanprisen 2011

Om 14 dage afgøres det, hvem der løber med DR Romanprisen 2011. En pris, der tildeles af en læsersammensat jury fra læseklubber landet over i samarbejde med litteratursiden.dk. Vinderen offentliggøres søndag 29. maj i Café Hack på P4.

Bøgerne, der er i spil, er meget forskellige hver med sine kvaliteter. Det er sådan set heldigt nok, når de nu er prisnominerede. Ud af seks oprindeligt nominerede skal juryen om lørdagen afgøre hvilke to af fire, der skal gå videre til den endelige finale-debat søndag.

Bombaygryde af Jens Blendstrup: En virkelig underholdende bog. Sjov grænsende til absurd morsom med karikerede figurer, der nok ville have det svært i den virkelige verden. Letlæst og velskrevet dannelsesroman-satire om Leif, der taber i Matador til sin egensindige far og derfor skal i trøjen på Bornholm. Leif lader sig koste temmelig meget rundt med i begyndelsen, men slipper vel ok fra øen, der måske har taget et år af hans ungdom, men også får hans mødom.

Det dobbelte land af Birgithe Kosovic: Et dybt rørende og følsomt portræt af en mand, der ved sin livsledsagers død reflekterer over den livsbane, han har valgt. Et liv i skyggerne af først dannelsen af republikken Jugoslavien siden dens opløsning. En bog om magt, afmagt, forbrydelse, straf og tilgivelse på flere planer og nærmest ekvilibristisk skrevet – verdenslitteratur i klasse A – derfor finalist.

Hildegard II af Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Med “Hildegard I” satte forfatteren en ny – i hvert fald i min optik – standard for historiske romaner. Den bliver så udvidet her. Glimrende fornemmelse for de (u)menneskelige vilkår i det 12. århundrede både indenfor og udenfor klosterets mure – skabt af grundig research og overlegent sprog. Samtidig formår Anne Lise Marstrand-Jørgensen ved hjælp af sin lyriske pen at få os hos helt ind under huden på en af kirkehistoriens mest markante kvindeskikkelser, Hildegard von Bingen. En roman om de store følelser og beslutninger, man udsættes for i livet – her altså set gennem en hellig kvindes øjne i en mandsdomineret, gudfrygtig verden – finalist.

Indvandreren af Olav Hergel: Skulle jeg vælge en prisvinder ud fra et menneskerettighedssynspunkt, mit politiske afsæt eller en vurdering af væsentlighed i forhold til Danmarks på-kanten-håndtering af flygtninge- og indvandrerproblematikken, så havde jeg kun behøvet at læse denne ene roman. Hergel er en fremragende fortæller og researcher og har begået en elementært spændende bog, der er svær at lægge fra sig. Det trækker ned, at nogle af karaktererne er så hårdt trukket op, men det opvejes næsten af relevansen. Meget sympatisk bog, der kunne ende med en film, som også “Flygtningen” gjorde det. Dark Horse, som det hedder.

Ulven af Katrine Marie Guldager: Læsevenlig familiekrønike fra Køge om savn og afsavn, anerkendelse og mangel på samme, drømme – både opfyldte og mistede – og kærlighed og sorg under krigen og derefter. Magisk-realistiske toner blander sig med fine passager af måske lidt løst komponerede menneskeskæbner. Søskendeparret Leonora og Henry, tanterne Lys og Mørke, den skumle Farmor, skolelærerinden Frk. Eigaard samt den listige Ulv(?) er nogle af de figurer, vi møder og kan identificere os med. Dark Horse.

Burgundia af Hans Henrik Møller: En ordentlig kleppert af en roman, hvor Bornholm er hovedperson og skueplads for en række historier og myter fra skabelsen og frem. Fortalt i et sindigt og malende sprog med et meget højt abstraktionsniveau. Den kræver sin læser, men vinder bestemt ved nærmere bekendtskab. Jeg har dog ikke læst den færdig endnu (per 1. maj), og af den indbildske grund tror jeg end ikke, den overlever første udskilningsløb.

Bøgerne bliver præsenteret i P1 mandage 20.03-20.30.
Læs mere om bøgerne og følg debatten her