Soldat og digter

Ugens digt stammer fra og er rundet af et historisk problemfyldt område i verden.

Forfatteren Yehuda Amichai (1924-2000) blev født i Tyskland, men emigrerede med sin familie til Palæstina i 1930'erne, og boede og virkede i Jerusalem fra han var 12. Han deltog i tre af Israels store konflikter med diverse nabolande og forblev officer af reserven i mange år.

Det kan man bestemt have delte meninger om, men nu er dette ikke en politisk blog. For god ordens skyld vil jeg derfor også nævne, at han studerede litteratur ved Jerusalems Universitet og underviste i samme på gymnasier og lignende. Samtidig er han - fra sin debut i 1955 - anerkendt for at have taget en til tider nationalistisk brod af israelsk digtning.

Kvaliteten i hans værker, der er oversat til flere end 20 sprog, hersker der næppe nogen tvivl om. På dansk findes desværre kun dette ene udvalg "En stille glæde", Husets Forlag/S.O.L, 2002, som nedenstående er hentet fra.
Yehuda Amichai har en formidabel evne til at gøre det helt nære og personlige til noget universelt. Hans digtning om indre konflikter og følelser, personlige oplevelser, sindsstemninger og iagttagelser, bliver til et epos om hans samtid og folk - og i sidste instans menneskeheden på godt og ondt.

Digtet her handler - for mig at se og uden at lægge ord i munden på nogen - om tidens tand i kødet på generationerne, sproget som hukommelse når verden helst vil glemme, og menneskeligt men måske især kulturelt forfald. Det er jo store emner, men se lige hvor lidt det egentlig fylder.

____________________________________

Og derfor er jeg rig

Jeg ønsker at huske den smerte jeg følte,

da min far døde. Men som han har glemt sin smerte,

har jeg glemt. Den smerte

var den sidste bro mellem os.

Han havde en lille butik med modevarer:

Havde han gemt dem for fyrre år siden,

var vi rige i dag, for moden kommer igen.

Han solgte dem lidt efter lidt på trætte rejser.

Men ordene gemte han.

Og derfor er jeg rig på dem.

I Paris, ved en bro over Seinen, så jeg en gammel

drukken og ensom mand. Jeg spurgte mig selv

hvad der er værst: at den mand er søn af en far,

eller at han er far til en søn?


Tak til Anna Poulsen Schier for oversættelse og biografik