torsdag den 24. februar 2011

8210 - Word Up!

Børn skal ikke lege under fuldmånen. Så kan det gå så galt, som det har været tilfældet her ;o)

Det beskedne Århus-forlag med de fine ambitioner, Jorinde & Joringel, blev relanceret i 2008 efter to årtiers tavshed. De har altid haft – og har stadig – de grønne fingre godt nede i den lyriske muldjord.
I 2009 udgav forlaget således 12 digtsamlinger af blandt andre Niels Hav, F.P. Jac (post mortem), Vagn Lundbye, David Læby og Kemal Özer. Sidste år var Camilla Christensen, Eske K. Mathiesen og Asger Schnack blandt de tolv apostle.

Jeg elsker at gå på biblioteket. En af de top tre bedste grunde til at bo i Randers er det fine Hovedbiblioteket/Kulturhuset. Uanset hvor målrettet jeg går derind, falder jeg altid over noget nærliggende, overraskende eller langt-ude-i-skoven-agtigt, som jeg slet ikke kan lade være med at putte i posen.
Denne gang snublede jeg over en bogryg med påskriften Jorinde & Joringel; havde godt hørt om deres nye halvtone-projekter, men “8210”!? (flashback til afsindige pokerborde, lyssky handler, ballader ved benzintanke og senest: en pigegruppe i et kendt tv-program, hvor ikke mindst gruppens lead med sin attitude og kækhed var undskyldning nok til at følge dem til exit - for ikke at nævne en datters begejstring).

127 digte fra 150 børn i 8210 Århus V. Digtene er skrevet med ført hånd, hvilket betyder, at Kurt Harrits (forfatter & forlagets frontfigur) gennem samtaler har fået børnene til at sætte ord på emner, tanker, undringer etc. og derunder har sat ordene på papir.

Det er der kommet for eksempel følgende fine resultater ud af:


Åh, Afrika, jeg elsker dig.
Dit hår er sort som natten
dine øjne krystaller.
Du er mørkere end floden
der til sidst tørrer ud.

Jeg kan høre dig hviske:
Kom hjem.

____

I vores by synger vi ikke om fugle.
Vi fanger dem.

Natten er fyldt med stjerner.
Dem tæller vi.

____

Dér ligger en hestepære.
Dér kommer fluerne.
Så har vi balladen.

____

I min have
kravler kanelsneglene
rundt.

Hver gang jeg tager en bid
får jeg slim i munden.

Nu pudser jeg haveslangen
på dem.

____

Hos os sover solen om dagen
og står op om natten.
Det gør jeg også.
Jeg mødes med mine venner
uden for byen.
Der står vi
og ved ikke hvad vi skal.
Vi ser mod månen
der drejer om sig selv.

Så vender vi os om
for vi elsker at komme hjem
og slå blikket ned.




Fra “8210 – digte over Frydenlund”, Jorinde & Joringel (red. Kurt Harrits), 2009.

2 kommentarer:

  1. børnepoesi uden filter. glimrende:-)

    SvarSlet
  2. Jeg er naturligvis enig.
    Desuden er jeg overbevist om, at du er typen, der kan tåle det uden filter :o)

    SvarSlet