Fransk forever II

Det ærgrer mig en del, at jeg måtte skære meget i Espitalliers tekster i sidste indlæg. Men jeg håber, at man trods alt kan fornemme, hvad der er på færde.

Jacques Jouet (f. 1947) er en af de tunge drenge. Medlem af digtersammenslutningen Oulipo og multikunstner med bravur. I Legenda 7 optræder han blandt mere med nogle af sine metrodigte – altså digte skrevet i et undergrundstog og under diverse restriktioner.

København, 29. april 2005:

Nørreport – Lergravsparken

Endnu en rejse for at kærtegne byen nedefra, fra grunden, fra det dybe.

Jeg spørger mig selv, om projektet: metrodigte ikke i bund og grund er et

     obskønt projekt, sodomitisk.

Jeg ville have tænkt helt anderledes, hvis jeg i stedet var taget hen for at se

     Tycho Brahe Planetarium.

Metrosystemet er et tarmrenseri, en mine. Men hvad er det præcis for en

     malm-art?

(kunne det være meta?)

Næste skriftbillede er Jean-Michel Maulpoix (f. 1952). En digter, der reagerer på flere af de nymodige tendenser ved at “vende tilbage til centrallyriske temaer som kærlighed, sang, idyl”, som der står i introduktionen. Han har naturligvis min uforbeholdne sympati - ikke mindst, da han efter sigende læner sig op af navne som Baudelaire, Rimbaud og Rilke.

Fra samlingen Une Histoire de Bleu, 1992: 

Alt blåt er ikke gjort af samme blæk

Man kan her vagt skelne lejlighederne fra hinanden på numrene, på

familiernes livsvilkår, på deres tapeter, deres billeder, deres ferier i Alperne og

terrasserne, der vender ud mod Atlanterhavet, deres daglige tilfredsstillelser

og komplikationerne i deres liv. Blås status afhænger af den plads, blå indtager

på skalaen over levende væsener, farver og overbevisninger. De ydmyge stiller

sig tilfreds med de nederste etager omgivet af papiraffald og graffiti: de

kravler ikke længere op end til tagene, hvor antennerne står som pigge. De

begunstigede rejser ud i det lydefri blå, mens de tilkaster menneskeskabte

bygningsværker smukke panoramiske blikke, der før i tiden distraherede

guderne. Imellem de to elementer dog ret tæt ved jorden, i højde med

mandens blik og læber, plantet som sømærker langs horisontlinjen, skinner

kvindens øjne præcist og lysende blåt. Det blå er ikke andet end et malet skilt,

en ganske lille edderkop af blæk. Men sådan bærer hun himlen i sit ansigt. En

krumme uendelighed sitrer under øjenlågene. En smule dag er havnet dér;

en flig af en tanke eller en overbevisning er blevet hængende på det sted, hvor

sjælen – en lysplet i hovedets mørke – har til huse.

Den yngste og måske mest nymodens af de fire - Nathalie Quintane (f. 1964). Kvartettens D'Artagnan?

I Legenda 7 gengives hele hendes debutsamling Remarques (Bemærkninger) fra 1997. Den er delt i tre, hvor tredje del er uden navn. Jeg kom ufrivilligt - men ikke ugerne - til at tænke på en dansk kvindelig forfatter, der har samme fornavn som efternavn.

Fra Del I: I bil

Jeg tjekker tit, at håndbremsen ikke er trukket

ved at trykke på knappen for enden af håndta-

get. Under hele turen laver jeg sådan nogle små

"klik-klik".

Når bagagerummets klap åbnes, tager den min

ene hånd med sig.

Uden lydpotte er det meget vanskeligere at tæn-

ke, mens man kører.

Fra Del II: I hus 

Visse frynser, der hænger fra lampeskærme i

stuer, har en næsten ubegrænset levetid.

Møbler med hjul er ikke længere fast inventar.

Rækkefølgen for visse tings tilblivelse kan ikke

drages i tvivl: paraplyen kom før paraplyhold-

eren. 

(og der er mere, hvor det kommer fra)


Det skal siges, at Quintane har udgivet mangt og meget siden da, og hun er garanteret - som også de tre øvrige - en nærmere undersøgelse værd.
Alt i alt har "Fire franske digtere" været lidt af en åbenbaring for mig. Det er godt, at nogle derude i det der kulturliv sørger for at berige os med lyrik, vi ellers alt for sjældent kunne glædes over.