Fransk forever

Forfatterskolen udgiver blandt andet en “skriftserie” under titlen Legenda, som indeholder aktuel og gerne udenlandsk læsestof. Jeg har fået mine fabulerende fingre i no. 7, der præsenterer “Fire franske digtere”.

Det må ikke være helt let at være forfatter/kunstner i Frankrig. Som ny udøvende what-so-ever bliver man mødt af en kilometerlang og tonstung arv indenfor nærmest alt, der bare tilnærmelsesvist rimer på “l'art”.

Den moderne lyriks udtryk er i det store og hele svar på eller modsvar til nogle traditioner, der leder mod Paris og omegn. Alene af den grund er Frankrig et besøg værd.
Læg mærke til, at jeg ikke siger “nutidens lyrik”. Der sker simpelthen så meget, hvad angår Poetry Slam, lyd-ord-billed fusioner, egenudgivelser og selviscenesættelser, at jeg slet ikke tør forholde mig til den. Så jeg foretrækker at give hals og lade snoren stramme nok så gevaldigt.

Som så mange andre meningsdannende institutioner deler Forfatterskolen vandene i ikke så få en lille å. Man kan dog ikke komme udenom, at skolen årgang efter årgang formår at “producere” nogle forfattere, der også internationalt vækker opsigt:

1987-1989: Christian Yde Frostholm, Solvej Balle m. fl.

1988-1990: Christian Dorph, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle m.fl.

1989-1991: Helle Helle, Kirsten Hammann, Morten Søndergaard m. fl.

1991-1993: Claus Beck-Nielsen, Tomas Thøfner m.fl.

Og listen fortsætter bare derudad med navne som Katrine Marie Guldager, Kristian Ditlev Jensen, Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev, Christel Wiinblad og ikke mindst Nordisk Råds Litteraturpris-kandidaten Josefine Klougart.

Men tilbage til det franske uden alt for mange dikkedarer. Som nævnt i et tidligere indlæg, har sprog det egentlig med – når det bruges ordentligt – at tale for sig selv. Det gælder i høj grad også for denne lyriker og de tre andre musketerer - som vil blive præsenteret i senere afsnit:

Jean-Michel Espitallier (f. 1957) – med en til tider noget deduktiv tilgang til lyrik:

Historien om den første gang

Den første gang forekommer kun den eneste gang: den første. Det er også altid sidste gang, at det er den første.

Den anden gang forekommer kun en eneste gang: ligeledes den første. Det er også altid sidste gang, at det er første gang, at det er den anden.

Det er første gang, jeg bruger en mælkekande i et digt...

...(etc. - red.)

hvor jeg bruger mælkekande for anden gang i dette digt...

...

ordet anorak erstatter ordet honningbjørn...

...

blyglans, som erstatter ordet anorak.

60 påstande om livet og døden

1. Døden er alt det, der ikke eksisterer længere. 2. Derfor er den det, der i kraft af sin eksistens får dét til at eksistere, som ikke eksisterer længere........8. At befinde sig “mellem liv og død” er dermed et misvisende udtryk........13. Heraf kan vi udlede, at døden kun fremkalder angst, når den ikke er til stede........24. Livets reelle længde er kun målbart fra det øjeblik, døden indtræffer. For døden stopper livets nedtælling og bekendtgør dermed dets nøjagtige længde........59. Og dermed er fremtiden døden, og omvendt er døden fremtiden. 60. Det følger heraf, at ethvert liv har en fremtid.

Fra Fire franske digtere, Forfatterskolen, udvalgt og oversat af Merete Nissen