Monolog mod en skaber

Tager tilløb til Pia Tafdrup. Varmer lige så stille og sindigt bloggen op til hendes ankomst. Hun dukker ikke op af sig selv, så jeg må tvinge hende frem. Jeg tager ufine metoder i brug og præsenterer sønnike. Så kan hun vel ikke nægte:

Philip Tafdrup (1979 - ? ). Lad os kalde ham digter – og fotograf. Lad os kalde ham menneske.

Jeg forestiller mig, at han har blandede følelser for, at mor altid sniger sig med på billedet, når han bliver præsenteret. Som en slags perspektivering eller i det mindste et kuriosum. Jeg har dog ikke spurgt ham, så det må stå for egen regning.

Flere må være helt lilla i ansigterne af misundelse over den debut, som Philip Tafdrup træder ind på lyrikscenen med. For det første skriver han – i min optik – nogle fine digte inspireret af et noget dystert sted, og for det andet komplementerer han sin lyrik med gode billeder. Altså en foto/lyrik-bog. En våd drøm i hænderne på en forlægger, hvis jeg var forlægger.

Sted: kirkegården Waverly, Sydney, Australien.

Tid: før – nu – og senere.

Personer: de døde, Philip Tafdrup og læseren.

Valg, der skal træffes: højre eller venstre? By eller ørken?

Der er ikke langt fra strandens synlige himmel og det opmærksomme hav til junglen med sine udefinerbare lyde og mørke faldgruber. Der er ikke langt fra kirke til kro. Ikke langt fra tilværelsen til fravær, glemsel og død.

Her zoomer Philip Tafdrup ind. Nøgternt og lidt tilbagelænet, men med fine overtoner – og et stort mod. Ikke kun poetisk, men også i forhold til sin udgivelse: en hybrid af foto og lyrik. Det er set før, men det gør ikke nødvendigvis udfordringen mindre: færre kombattanter ----> hårdere indbyrdes konkurrence.

Et er dog sikkert her i dønningerne af Valentines Day: CAT LOVES SEAN

Flere af digtene omtaler “Charlie”. Det er et navn, der minder mig lidt om “John Doe”, og begge rigtig meget om “GI Joe”, og måske noget med Søren Brun. Her er det sidste Charlie-digt i samlingen:

Jeg savner dig, Charlie

selvom jeg aldrig har kendt dig

           hvor underligt er det ikke?

Det handler altså (måske) om længsel og samhørighed; og sprog og forgængelighed:

Selv ord hugget i sten forsvinder langsomt

i den rå havluft

og du venter stadig

Florence A. Taylor (20 år, †15. apr. 1930)

på barnet der ville springe ned

og rette ved blomsten på din kiste

Titeldigtet?

Uden for kirkegården

har nogen ridset deres navne i fortovets våde cement

Cat loves Sean

andre har tilføjet et suck

ikke langt væk

40.000 år gamle indgraveringer fra aboriginals

i klipperne på golfbanen nordøst for Bondi Beach

på den anden side af muren

uendelige rækker af mindesmærker

der påberåber en

mening

en gud

noget

bare et eller andet

andet

end menneskets monolog

mod en skaber

Fra CAT LOVES SEAN: philip tafdrup, forlaget spring, 2010