Der kom ikke flere breve fra Sarah, og heller ingen telefonopringninger. Til jul var familien Wilsons julekort hastigt underskrevet af Tony frem for Sarahs glædesstrålende underskrift, og det var en anelse foruroligende...
Og sent en aften i maj 1968 – tre måneder før Sarah fyldte syvogfyrre, regnede Emily senere ud – jog den ringende telefon Emily snublende ud af sengen...
Og det første hun tænkte, selv inden hun overhovedet havde forstået, hvad der var sket, var, at det vel nok lignede Tony Junior at sige “gået bort” i stedet for “er død”.
“Hvad er hun – død af?” forhørte hun sig efter et øjeblik.
“Hun har lidt af en leversygdom i lang tid,” sagde han sløret, “så det var mest det, kompliceret af et fald i huset.”
“Jeg forstår.”...
Det er den mest barske roman, jeg har læst længe. USA fra 1930 og frem til 1974 er den historiske ramme om fortællingen. Emily Grimes' liv består af: mænd på en perlerække af simili-sten; drømmen om en far, der aldrig formåede at træde helt i karakter; en mor, der levede i en sky af alkohol, mistede drømme og vrangforestillinger om både egne og andres evner; en søster, der næsten slap væk fra sin voldelige mand, men også vælger whisky-derouten; hovedpersonens følelse af egen utilstrækkelighed. I et sprog, der til tider er smertefuldt præcist:
“Hvad tænker du på?”
“Det ved jeg ikke. Jeg burde hente vasketøjet ind.”
“Hold nu op. Vasketøjet kan vente. Det jeg mener er, at hvis der er noget der nager dig, så vil jeg gerne vide det.”
“Nej, nej,” sagde hun. “Der er ikke noget, der nager mig.” Og så gik hun ud efter vasketøjet.
Da hun kom forbi hans skrivebord igen, slæbende på den tunge denimtaske, så han op.
“Emily?” sagde han.
“Mm?”
Han var treogfyrre år gammel, men i det øjeblik var hans halvsmilende ansigt så hjælpeløst som et barns. “Kan du stadig godt lide mig?” spurgte han.
“Ja, selvfølgelig,” sagde hun og fik travlt med regnfrakken.
Fra “Easter Parade”, Richard Yates 1976, oversat af Ida Jessen, Forlaget Klim, 2010.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar