I digtsamlingen “Ordbehandling” tager Louise Rosengreen, ja, ordene under kærlig behandling. Modsat hvad udtrykket umiddelbart antyder, er det jo sjældent en rar oplevelse for dem, det går udover. LR vender og drejer ordene og sætter dem ind i nye rammer, nye omgivelser og konstellationer, så de til tider må føle sig godt og grundigt grundforvirrede.
Vi som læsere og stumme vidner til denne på sine steder absurde ordtortur kan til gengæld trække på smilebåndet, rynke på panden, få ondt i sjælen og klappe lidt i hænderne passende steder - som for eksempel her, når Tove Ditlevsen møder Michael Strunge:
Der er så mange fremskridt, men hvad holder os på talefod?
Alle fodgængerfelterne insisterer på at verden stadig kan opdeles
i sort og hvidt,
i rødt og grønt,
i bevægelse fra fortov til helle til fortov.
Du siger vi nok skal nå det. Vi skal nok nå det. Hvad?
Du siger at vi er grublere, men hvem er ikke det?
Asfalthjerner er der nok af. De har afløst brostenshjerterne.
Ikke videre dybsindig tænker jeg, at titlen “Ordbehandling” er en parafrase på “tekstbehandling”, som jo er rammen, hvorigennem vi helst anskuer og forholder os til virkeligheden – altså verden derude – med flittig brug af mail, sms, debatchat, blogs og diverse kommentarer, tags og spot mig her og der.
Digtene er ret uens, men det er måske et bevidst valg med de kultur-, pop- og politikreferencer (weltschmerz, Afghanistan, ytringsfrihed, G8 med flere) der optræder:
(...)Poeten vil producere: Bestsellerpoesi – det kan vi li'!
Det er et slogan, der vil slå an, og Poeten vil udkonkurrere
krimipoesien,
der sniger sig op ad salgslisterne,
(...)
Sidst i samlingen giver Louise Rosengreen under titlen “Ordvalg” sit bud på nogle alternative politiske principprogrammer, hvor hun helt
oulipo'sk anvender en regel om kun at bruge ord, der begynder med det bogstav, partiet er opstillet under.
Første del med titlen “Ordsammenføring” (tænker nogen familiesammenføring?) er naturligt nok der, hvor LR sætter mest i gang og har mest på sinde. Hun indleder med “Op på Poetens hat” og afslutter med “Op på hatten igen Poet! (
den svære toer)” (dette er hendes 2. digtsamling). Nogle af digtene hænger sammen i en slags suiter, andre står mutters alene, korte og længere tekster iblandt.
Mit indtryk er, at LR har det sværest i de lidt længere digte, men her er naturligvis også flere ord på pinebænken. I digtet “En samtidstendens” gør hun det nu rigtig fint. Efter blomster, væltende vase, undskyldninger, forlegenhed og dårlig samvittighed, sker følgende:
Blomsterne breder sig over gulvbrædderne.
De slår rødder og begynder at gro.
Op gennem sømhullerne.
Og undskyldningerne.
Og årringe.
Som det anes her, er der ganske meget på spil i teksterne. Fælles for alle digtene er naturligvis sprog, og hvad det kan gøre ved verden og en selv. Både med og uden ironisk distance:
Poeten siger:
“De ord der kommer ud af mig har alligevel været inde i andre
før/ ligesom luften i lungerne/ ikke noget nyt i det/ ikke noget
nyt i dag/ vennerne bliver ældre jeg ser det i deres køkkenskabe:
pander i Tefal/ vinglas i krystal/ maskiner til at hakke/ blende/
flænse/ som Dieter Roth gjorde det/ med ord:
stykker af bøger/ aviser/ tidsskrifter blandet med vand/ gelatine/
fedt og krydderier fyldt på tarm. Selvfølgelig er det en tysker der
laver verdens første bog på pølse.”
På samme vis som læserne ikke kan interagere direkte med digteren, føler poeten måske også, at det tider er svært at få sproget til at agere tilstrækkeligt i verden, når det virkelig gælder. Louise Rosengreen slutter i hvert fald med:
Poetens hat på tegnsprog:
underscore slash omvendt slash underscore
Men jeg håber nu, at hun tager hatten på, bladet fra munden og samler handsken op en tredje gang også.
Fra og om "Ordbehandling",
Louise Rosengreen, Forlaget Spring, 2011
