Førstehjælp til "frygteligt lykkelige"

Med afsæt og indblik i fem menneskers tanker og erindringsglimt, fejrer vi Jørgens fødselsdag, pynter op til jul, sluger kameler og cognac, flygter fra reden og ufreden, brænder huse ned, og lærer noget om førstehjælp for sjælen. Alt sammen i løbet af et døgns tid i og lidt udenfor landsbyen “Løkke” i det nordvestjyske.

Ti år efter debuten fejrer Lone Hørslev således sit jubilæum med en fortæller- og fortælleglad, indsigtsfuld og læsevenligt værdig kraftpræstation.

Om “far, mor og børn”...

...som jo er en af de første rollelege, vi begiver os helhjertet ud i for at øve “tilværelsens [-Insert-] lethed“ og spejle os i forældre og andre voksne i nærmiljøet. Marianne og Jørgen (“kjøvenhavneren” hjemtaget af den forsmåede førstefødte) har øvet godt på lektien og fået de to glansbilleder af børn, man kræver. Marianne er så meget Mor, at postbudet er Posten, Jørgens mor er Farmor, og Jørgens bror er Onkel. Det er “sådan en fin lille familie”, som lejrchefen på campingpladsen ved Blåvandshuk siger. Men som så ofte skal der ikke kradses meget i lakken, før vi opdager, at den fine nye Volvo er bygget af Hansa Pils dåser (en Skoda-vittighed lagt i munden på en af bipersonerne, charlatanen Laurits, der gør sine hoser lysegrønne flere steder i kernefamiliens kalenderlysskær).

og synsvinkler og sætninger

Bogens kapitler er betitlet med karakterernes navne. Det er deres skiftende synsvinkler, vi ser den Løkke-lige verden fra. Lone Hørslevs teknik er her ganske enkelt fremragende, når hun blander “real time” dialog og handlinger med erindringer og tidligere begivenheder i samme åndedrag, samme sætning. Det gør personerne utroligt levende, troværdige og vedkommende. Hele bogen igennem er der på grund af sproget et naturligt flow i flere retninger og på flere planer. Verden og tilværelsen er jo da også fler-dimensionel det meste af tiden.

og symboler og slægtskab

Der er en sindssyg kat (den djævel!), der forsvinder på et mørkt loft. Der er mus i køkkenet (rotter på loftet? - "og køkkenet er jo det vigtigste rum") og cognac i skabet. Der er sneens anonymiserende tilstedeværelse, en til flere pantere i hustru-klæder, og Rainer Maria Rilke (der nok har skrevet et vist digt om en panter) i horisonten. Der er roser i Rom (“Italiensk for begyndere” og anden nyere dansk Big Screen Realisme a la Kim Fupz og Erling Jepsen) og mod enden lakkende en alvidende fortæller, der pludselig blander sig i den allerbedste “Desperate Housewives”-stil (allermest p. 183-184).

og temaer

Naturligvis kærligheden, der jo er størst af alt. Men også – og måske især – normerne kontra drifterne, samfundet kontra selvrealisering. Det er jo Gunnhildur (Onkels kone), den med vestjyske briller helt outrerede, fanden-i-voldske og meget utilpassede islandske vulkan-prinsesse, der står med sin (Klods)-Hans til sidst. Når andre af bogens karakterer ser ud til at må leve videre i deres egne private og uudtalte mareridt – for nu.

og som afslutning:

"Sorg og camping" må på denne forårsdag være årets mest anbefalelsesværdige danske roman so far. Højholt (af hvem ordene "sorg og camping" er lånt), Rilke, sarkasme, ny-realisme og vidunderligt sprog i ét klinisk veltilrettelagt hug! Når Hørslev svinger sværdet, skal man ikke stå i vejen, men når hun fatter pennen, vil man gerne være papir. Punktum.

Tegner verden i rødt og sort

Jeg har en lille forkærlighed for de forlag, der ikke fylder så meget i mediebilledet, på bestsellerlisterne og Google som andre. I tidligere indlæg har jeg været omkring Forlaget Spring, Jorinde & Joringel og Forlaget Klim (der dog leverer en blockbuster fra tid til anden).

Denne gang er det Forlaget Arena – et non-profit foretagende med fokus på blandt andet udenlandsk lyrik – der leverer indholdet.

Graver man længe og dybt nok, havner man i Kina. Forhåbentlig er det en poet og ikke en politiker, som hjælper én op af hullet – måske han så selv hopper derned og lander i Danmark? Kulturlivet i det store land har alle dage været underlagt mere eller mindre censur, og mangen en kinesisk kunstner besynger hjemlandets vemodighed fra et ståsted uden for landets grænser.

Flere af digtene i “Nye kinesiske digte” har en politisk tone. Det er til at begribe, når man har Kulturrevolutionens rødgardister (1966-1976), massakren på Den Himmelske Freds Plads (1989) og en allerede lang og blodig historie in mente - for eksempel Taipingoprøret i midten af 1800-tallet.

Desuden må den i alle henseender massive ekspansion, som landet gennemgår i disse år, påvirke også særligt de nutidige generationer af kunstnere. Således er Kina af i dag verdens folkerigeste land, verdens 2. største og hurtigst voksende økonomi samt verdens største udgiver af bøger.

Lad os springe ud i det. Bei Dao, mand, f. 1949 - bor i USA:

EFTER KRIGEN
drømmens destillerede billede
efterlader flaget ved horisonten

dammen glitrer
de forsvundnes latter
fortæller: smerte
er lotusblomstens skrig

vores tavshed
blir til stråmasse blir til
papir, den vinter
der heler de skrevne sår 


Xi Chuan, mand, f. 1963 - bor i Beijing:

ØRNENS TALE
Et: Om tænkning som både er skadelig og skræmmende
... 3) Jeg har hørt om en dreng, som for at kunne hengive sig til sine tankespind gemte sig i jerngryder og fuglereder. Hans mor var overbevist om, at han ikke kunne hoppe ud af hendes hånd, men en dag forsvandt han fuldstændig: da vidste end ikke han selv, hvor han var, for slet ikke at tale om hans bekymrede mor.

4) Ser du, tænkning er i sandhed både skadelig og skræmmende.

5) (Alt, hvad der kan kaldes "dårlige vaner", fascinerer mennesket og skaber begær)
... 

To: Om ensomheden som utilfredsstillet begær
... 14) Overfor begæret står selv en konge ret, og i begærets vold vil selv en tåbe vise skarpsindighed. Skønt du ikke ved, hvad det var, der forsvandt i vinden, ved du, at dine begærlige hænder er tomme: derfor går du ind ad ensomhedens dør.

18) Måske opdigter du en mission og arbejder målbevidst for den, som var du en undergrundsarbejder. Men i sidste ende truer denne mission med at tage livet af dig: derfor går du ind ad ensomhedens dør.

19) Ensomheden, selvets labyrint...

23) Ensomheden er enorm.

24) Ensomhedens labyrint er overbefolket.
...

Ja, ja. Kan vi få lidt blidere og lettere billeder, tak?!

Yin Lichuan, kvinde, f. 1973 - bor i Beijing.

ÅRSAG OG VIRKNING
For at lave popkorn
bliver majsen nødt til at gro
for sommerens skyld
har manden der sælger melon
løftet sin kniv

De lærde har lagt kniven
og er blevet elite
Bønderne har lagt kniven
men er stadig bønder
Mafiafolkene har lagt kniven
de er nu politikere
Buddha har løftet kniven
han ønsker at blive berømt

For de børn der dør af sult
og de kvinder der dør som gammeljomfruer
er der dette år
tørke i Hebei
For at destruere ligene, fjerne beviserne
nære syfilissen
har det i hovedstaden, gennem ti år
regnet uafbrudt.

Ja, okay... 
(Hebei: nordlig provins - navnet betyder "nord for floden", Huang He = Den Gule Flod)

Der sker meget i det store land og bestemt også litterært, hvad vi selvfølgelig har vidst i mange år, men jeg opfordrer hermed til også at vende nogle blade i den kinesiske poesibog. Eller den islandske, den polske, den tyske eller den franske...


Fra Nye kinesiske digte, Arena, 2004

Stakåndet svæv mellem grenene

Hermed en lille flagrejsning for en af det nye årtusindes helt store stemmer på den danske lyrikhimmel. Ursula Andkjær Olsens forfatterskab er på alle måder trods kun et godt årti på bagen ved at være rigtigt – og rigtig godt – omfattende. Hun debuterede i 2000 – god timing – og har senest udgivet “Have og helvede” (2010) sammen med søster Julie.

Når mangen en aspirerende lyriker – også senere – må være glad for op til 70-100 sider eller deromkring, er Ursula Andkjær ikke bleg om næbbet ved at sende 200+ sider til sit forlag. Og heldigvis for det kan man så sige.

Der er så meget på spil i hendes tekster, at bogen lynhurtigt bliver fedtet på siderne af al den bladren frem og tilbage, der er nødvendig for til fulde at forstå, hvad hun sætter i (sit) værk. Referencerne til virkeligheden (hvad den så egentlig i sig selv forstået indebærer), den politiske sfære, popkulturen osv. er til at forholde sig til mere eller mindre umiddelbart, men hendes intertekstuelle referencer er meget avancerede – og skønne.

Og skønheden hænger jo ikke på træerne særligt længe – med mindre man er Ursula Andkjær Olsen:

...

Landet er så

lyst som det kan

blive.

Så glatte fjer og

hårde hud og grønne

skjorte. At

drukne i. Dybere og

svalere mere

due. Måge. Ja mere

krage og længere

ud.

Det hele hænger på

træerne.

Stjerner i græsset.

Ja. Af

hele mit

hjerte.

...

(gennemsigtighed, klarhed, evnen til at kunne se/erkende verden og sig selv ikke mindst i et hvidt eller tåget landskab):

...

Jeg ville gerne

forenes med

hvid.

Med stille og

tyst og

tøvende men ikke

helt stivnet. Med en

dæmper på skridtene.

På åndedrættet. På

en selv.

Og alt det

is. Som jeg har

talt om.

...

(selvom disse eksempler ikke nødvendigvis antyder det, er det de helt store filosofiske og eksistentielle spørgsmål, der er på plakaten. Hvad er fornuften? Hvad er skønhed? Hvem er "jeg" – alene? Hvem er "jeg" – i samspil med andre? Og hvad er vigtigst?)

…

Det der er med

forklarelsen er den mangel

på incitament

for tænkningen. Som den

medfører.

…

Men det incitament mister UAO ikke foreløbig, ser det ud til. Hun er klart en forfatter af den type, det er svært at yde nogen retfærdighed med udpluk og citater, så denne sætning skal læses som en undskyldning.

Hendes digtning er én lang klage/skøn/svanesang, der skal læses og opleves. Der er så megen sammenhæng i tingene, så meget fornuft bag galskaben - ja, netop!

De næsten første ord i “Skønheden hænger på træerne” lyder:

...

Når man

en gang har

forladt sit udspring

løber man mod

havet.

…

Og der er rigtig meget vand i diverse tilstande tilstede i denne samling. UAO's samling efter denne kom til at hedde: “Havet er en scene” (2008).

Hvad jeg synes er allermest skønt er, at UAO giver læseren lov til at nyde sprogets finurligheder her og nu, men samtidig giver så rigeligt plads til den eftertanke, hun selv efterlyser - Dead or Alive. For mig at se en i historien velbevandret centrallyriker - ahem host host - med mesterlig "hip hop" tilgang. Mere af den slags, tak.

Fra Skønheden hænger på træerne, Ursula Andkjær Olsen, Gyldendal 2006.

Stor magi på lille forlag

Det er med nogen ærefrygt og skælven i vokalerne, at jeg kommer med denne anbefaling. Han har været i top ti blandt de nominerede til Nobelprisen i litteratur nogle gange og er læst og elsket i hele verden ("Stor magi på lille forlag" er naturligvis en allegorisk tilnærmelse til "Kat på et varmt bliktag", for katte har da trods alt været væsentlige eksistenser i al mulig kunst siden Cleopatra og ikke mindst hos denne herre).

Det brede internationale gennembrud fik Haruki Murakami med “Trækopfuglens krønike”, et på alle måder omfattende værk, der i lighed med de fleste af hans bøger, tåler to til flere gennemlæsninger. Det er nemlig de helt store pensler, Murakami har i hånden, når han tegner sine karakterer og beskriver deres sjælelige landskaber, og altid med et fornemt blik for detaljerne. Magien findes også i pauserne – i det usagte.

Magisk realisme er en betegnelse, der dækker ganske bredt, og som herhjemme vel blev introduceret af Karen Blixen. I nyere tid er Peter Høeg og Ib Michael vægtige repræsentanter for genren. Camilla Christensen med “Jorden under Høje Gladsaxe”, for hvilken hun modtog Kritikerprisen 2002, helt sikkert også.

Filmversionen af Murakamis roman fra 1987 "Norwegian Wood" rammer i marts de store lærreder i Storbritannien, Frankrig og Sverige, mens det endnu er uvist, om vi får glæden herhjemme. Historien er dystert bittersød, og til tider er det svært at se noget livsbekræftende i den række af selvmord, vi bliver præsenteret for. Græsk tragedie blandet med østerlandsk filosofi.

Bogen er før “Trækopfuglens krønike” og “Kafka på stranden”, når Murakami for alvor viser sig som den store magiker. En stor tak herfra til Forlaget Klim, der altid er garant for store læseoplevelser, og til oversætter Mette Holm, som lige nu arbejder ihærdigt på hans nyeste værk “IQ84”.

Det er vanskeligt at yde Haruki Murakamis kunst nogen retfærdighed med korte citater, men jeg vover det alligevel. Det er jo bloggens præmis.
Vores fortæller Watanabe er blevet noget romantisk med sin afdøde vens verdensfjerne og skrøbelige kæreste. På et tidspunkt får han en ildflue foræret af sin værelseskammerat.

“Der gik lang tid, før ildfluen lettede. Men pludselig bredte den vingerne ud, som om den var kommet i tanke om noget, og på ingen tid var den på vej ud over rækværket og ind i mørket. Den tegnede en hurtig bue hen over vandtanken, som om den ville bringe det mistede tidsinterval tilbage, stoppede op lige akkurat længe nok til, at den kunne se sit lysende spor smelte sammen med brisen, hvorefter den endelig begav sig af sted mod øst.

   Selv længe efter ildfluen var forsvundet, dvælede det lysende spor inde i mig, og når jeg lukkede øjnene, blev det blege, svage lys ved med at glimte i det tætte mørke bag mine øjenlåg, som en hjemløs sjæl, der vandrede hid og did.

   Flere gange rakte jeg hånden ud i mørket, men mine fingre rørte aldrig ved noget. Den svage glød var hele tiden en smule længere væk end mine fingerspidser”.

Fra Norwegian Wood, Haruki Murakami, 1987, dansk oversættelse Mette Holm, Klim 2005.

Dagens bedste besked

Celan, Paul
Die Gedichte : kommentierte
Gesamtausgabe in einem Band / Paul
Celan. - 1. Aufl.


Materialet er hjemkommet og bedes afhentet senest den 08.03.11.

8210 - Word Up!

Børn skal ikke lege under fuldmånen. Så kan det gå så galt, som det har været tilfældet her ;o)

Det beskedne Århus-forlag med de fine ambitioner, Jorinde & Joringel, blev relanceret i 2008 efter to årtiers tavshed. De har altid haft – og har stadig – de grønne fingre godt nede i den lyriske muldjord.

I 2009 udgav forlaget således 12 digtsamlinger af blandt andre Niels Hav, F.P. Jac (post mortem), Vagn Lundbye, David Læby og Kemal Özer. Sidste år var Camilla Christensen, Eske K. Mathiesen og Asger Schnack blandt de tolv apostle.

Jeg elsker at gå på biblioteket. En af de top tre bedste grunde til at bo i Randers er det fine Hovedbiblioteket/Kulturhuset. Uanset hvor målrettet jeg går derind, falder jeg altid over noget nærliggende, overraskende eller langt-ude-i-skoven-agtigt, som jeg slet ikke kan lade være med at putte i posen.

Denne gang snublede jeg over en bogryg med påskriften Jorinde & Joringel; havde godt hørt om deres nye halvtone-projekter, men “8210”!? (flashback til afsindige pokerborde, lyssky handler, ballader ved benzintanke og senest: en pigegruppe i et kendt tv-program, hvor ikke mindst gruppens lead med sin attitude og kækhed var undskyldning nok til at følge dem til exit - for ikke at nævne en datters begejstring).

127 digte fra 150 børn i 8210 Århus V. Digtene er skrevet med ført hånd, hvilket betyder, at Kurt Harrits (forfatter & forlagets frontfigur) gennem samtaler har fået børnene til at sætte ord på emner, tanker, undringer etc. og derunder har sat ordene på papir.

Det er der kommet for eksempel følgende fine resultater ud af:

Åh, Afrika, jeg elsker dig.

Dit hår er sort som natten

dine øjne krystaller.

Du er mørkere end floden

der til sidst tørrer ud.

Jeg kan høre dig hviske:

Kom hjem.

____

I vores by synger vi ikke om fugle.

Vi fanger dem.

Natten er fyldt med stjerner.

Dem tæller vi.

____

Dér ligger en hestepære.

Dér kommer fluerne.

Så har vi balladen.

____

I min have

kravler kanelsneglene

rundt.

Hver gang jeg tager en bid

får jeg slim i munden.

Nu pudser jeg haveslangen

på dem.

____

Hos os sover solen om dagen

og står op om natten.

Det gør jeg også.

Jeg mødes med mine venner

uden for byen.

Der står vi

og ved ikke hvad vi skal.

Vi ser mod månen

der drejer om sig selv.

Så vender vi os om

for vi elsker at komme hjem

og slå blikket ned.

Fra “8210 – digte over Frydenlund”, Jorinde & Joringel (red. Kurt Harrits), 2009.

Fransk forever II

Det ærgrer mig en del, at jeg måtte skære meget i Espitalliers tekster i sidste indlæg. Men jeg håber, at man trods alt kan fornemme, hvad der er på færde.

Jacques Jouet (f. 1947) er en af de tunge drenge. Medlem af digtersammenslutningen Oulipo og multikunstner med bravur. I Legenda 7 optræder han blandt mere med nogle af sine metrodigte – altså digte skrevet i et undergrundstog og under diverse restriktioner.

København, 29. april 2005:

Nørreport – Lergravsparken

Endnu en rejse for at kærtegne byen nedefra, fra grunden, fra det dybe.

Jeg spørger mig selv, om projektet: metrodigte ikke i bund og grund er et

     obskønt projekt, sodomitisk.

Jeg ville have tænkt helt anderledes, hvis jeg i stedet var taget hen for at se

     Tycho Brahe Planetarium.

Metrosystemet er et tarmrenseri, en mine. Men hvad er det præcis for en

     malm-art?

(kunne det være meta?)

Næste skriftbillede er Jean-Michel Maulpoix (f. 1952). En digter, der reagerer på flere af de nymodige tendenser ved at “vende tilbage til centrallyriske temaer som kærlighed, sang, idyl”, som der står i introduktionen. Han har naturligvis min uforbeholdne sympati - ikke mindst, da han efter sigende læner sig op af navne som Baudelaire, Rimbaud og Rilke.

Fra samlingen Une Histoire de Bleu, 1992: 

Alt blåt er ikke gjort af samme blæk

Man kan her vagt skelne lejlighederne fra hinanden på numrene, på

familiernes livsvilkår, på deres tapeter, deres billeder, deres ferier i Alperne og

terrasserne, der vender ud mod Atlanterhavet, deres daglige tilfredsstillelser

og komplikationerne i deres liv. Blås status afhænger af den plads, blå indtager

på skalaen over levende væsener, farver og overbevisninger. De ydmyge stiller

sig tilfreds med de nederste etager omgivet af papiraffald og graffiti: de

kravler ikke længere op end til tagene, hvor antennerne står som pigge. De

begunstigede rejser ud i det lydefri blå, mens de tilkaster menneskeskabte

bygningsværker smukke panoramiske blikke, der før i tiden distraherede

guderne. Imellem de to elementer dog ret tæt ved jorden, i højde med

mandens blik og læber, plantet som sømærker langs horisontlinjen, skinner

kvindens øjne præcist og lysende blåt. Det blå er ikke andet end et malet skilt,

en ganske lille edderkop af blæk. Men sådan bærer hun himlen i sit ansigt. En

krumme uendelighed sitrer under øjenlågene. En smule dag er havnet dér;

en flig af en tanke eller en overbevisning er blevet hængende på det sted, hvor

sjælen – en lysplet i hovedets mørke – har til huse.

Den yngste og måske mest nymodens af de fire - Nathalie Quintane (f. 1964). Kvartettens D'Artagnan?

I Legenda 7 gengives hele hendes debutsamling Remarques (Bemærkninger) fra 1997. Den er delt i tre, hvor tredje del er uden navn. Jeg kom ufrivilligt - men ikke ugerne - til at tænke på en dansk kvindelig forfatter, der har samme fornavn som efternavn.

Fra Del I: I bil

Jeg tjekker tit, at håndbremsen ikke er trukket

ved at trykke på knappen for enden af håndta-

get. Under hele turen laver jeg sådan nogle små

"klik-klik".

Når bagagerummets klap åbnes, tager den min

ene hånd med sig.

Uden lydpotte er det meget vanskeligere at tæn-

ke, mens man kører.

Fra Del II: I hus 

Visse frynser, der hænger fra lampeskærme i

stuer, har en næsten ubegrænset levetid.

Møbler med hjul er ikke længere fast inventar.

Rækkefølgen for visse tings tilblivelse kan ikke

drages i tvivl: paraplyen kom før paraplyhold-

eren. 

(og der er mere, hvor det kommer fra)


Det skal siges, at Quintane har udgivet mangt og meget siden da, og hun er garanteret - som også de tre øvrige - en nærmere undersøgelse værd.
Alt i alt har "Fire franske digtere" været lidt af en åbenbaring for mig. Det er godt, at nogle derude i det der kulturliv sørger for at berige os med lyrik, vi ellers alt for sjældent kunne glædes over.

Fransk forever

Forfatterskolen udgiver blandt andet en “skriftserie” under titlen Legenda, som indeholder aktuel og gerne udenlandsk læsestof. Jeg har fået mine fabulerende fingre i no. 7, der præsenterer “Fire franske digtere”.

Det må ikke være helt let at være forfatter/kunstner i Frankrig. Som ny udøvende what-so-ever bliver man mødt af en kilometerlang og tonstung arv indenfor nærmest alt, der bare tilnærmelsesvist rimer på “l'art”.

Den moderne lyriks udtryk er i det store og hele svar på eller modsvar til nogle traditioner, der leder mod Paris og omegn. Alene af den grund er Frankrig et besøg værd.
Læg mærke til, at jeg ikke siger “nutidens lyrik”. Der sker simpelthen så meget, hvad angår Poetry Slam, lyd-ord-billed fusioner, egenudgivelser og selviscenesættelser, at jeg slet ikke tør forholde mig til den. Så jeg foretrækker at give hals og lade snoren stramme nok så gevaldigt.

Som så mange andre meningsdannende institutioner deler Forfatterskolen vandene i ikke så få en lille å. Man kan dog ikke komme udenom, at skolen årgang efter årgang formår at “producere” nogle forfattere, der også internationalt vækker opsigt:

1987-1989: Christian Yde Frostholm, Solvej Balle m. fl.

1988-1990: Christian Dorph, Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle m.fl.

1989-1991: Helle Helle, Kirsten Hammann, Morten Søndergaard m. fl.

1991-1993: Claus Beck-Nielsen, Tomas Thøfner m.fl.

Og listen fortsætter bare derudad med navne som Katrine Marie Guldager, Kristian Ditlev Jensen, Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev, Christel Wiinblad og ikke mindst Nordisk Råds Litteraturpris-kandidaten Josefine Klougart.

Men tilbage til det franske uden alt for mange dikkedarer. Som nævnt i et tidligere indlæg, har sprog det egentlig med – når det bruges ordentligt – at tale for sig selv. Det gælder i høj grad også for denne lyriker og de tre andre musketerer - som vil blive præsenteret i senere afsnit:

Jean-Michel Espitallier (f. 1957) – med en til tider noget deduktiv tilgang til lyrik:

Historien om den første gang

Den første gang forekommer kun den eneste gang: den første. Det er også altid sidste gang, at det er den første.

Den anden gang forekommer kun en eneste gang: ligeledes den første. Det er også altid sidste gang, at det er første gang, at det er den anden.

Det er første gang, jeg bruger en mælkekande i et digt...

...(etc. - red.)

hvor jeg bruger mælkekande for anden gang i dette digt...

...

ordet anorak erstatter ordet honningbjørn...

...

blyglans, som erstatter ordet anorak.

60 påstande om livet og døden

1. Døden er alt det, der ikke eksisterer længere. 2. Derfor er den det, der i kraft af sin eksistens får dét til at eksistere, som ikke eksisterer længere........8. At befinde sig “mellem liv og død” er dermed et misvisende udtryk........13. Heraf kan vi udlede, at døden kun fremkalder angst, når den ikke er til stede........24. Livets reelle længde er kun målbart fra det øjeblik, døden indtræffer. For døden stopper livets nedtælling og bekendtgør dermed dets nøjagtige længde........59. Og dermed er fremtiden døden, og omvendt er døden fremtiden. 60. Det følger heraf, at ethvert liv har en fremtid.

Fra Fire franske digtere, Forfatterskolen, udvalgt og oversat af Merete Nissen

Læsernes Bogpris (reprise)

Vær med i afstemningen om, hvem der skal have Danmarks Biblioteksforenings/Berlingskes bogpris i år. Anbefalingen herfra er Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Gennem dronningeporten

Der er skrevet og sagt rigtig meget om hende her. Ikke så mærkeligt:
Pia Tafdrup er én af de fremmeste lyrikere herhjemme, og hendes værker er oversat til 34 andre sprog, hun er modtager af Nordisk Råds Litteraturpris 1999, Det Svenske Akademis Nordiske Pris 2006 m.fl.

Hun er ikke til at spøge med og ikke til at komme udenom. Det er der heller ingen grund til. Pia Tafdrup skriver – pardon my french – gudsbenådet poesi. Hentet fra bunden af en gammel sjæl, der taler profeternes, englenes og dæmonernes sprog.

Hendes værker resonerer med årtusinders lyrik, kvindelighed og visdom. Det er gribende musik fra ende til anden, en hudløs spiral af modige modulationer, finurlige fraseringer, kraftfulde kadencer og jeg skal give dig.
Natur, arkitektur, psykologi, filosofi, dekonstruktioner, konstellationer, skrøbelighed, kærlighed – et sprogligt paradis for alle sanser og evner.

Jeg vil ikke sige mere. Jeg tør ikke. I Dronningens nærvær må man tie.

Desuden taler hendes ord så rigeligt for sig selv.

Gå i bogladen eller på biblioteket efter hendes bøger. Læs om hende på nettet.
For eksempel her ;o) Allez!

NB: "Dronningeporten" er den digtsamling, der gav hende Nordisk Råds Litteraturpris. Det franske er en reference til "Hvalerne i Paris". 

Løvsal

Du dækker mig med dine hænders skygge

Ingen dansende kanylesol

indgiver samme ro

Intet viser bedre min eksistens

end berøringen af dine fingre og lyden af ordet “løvsal”

der støber øjeblikket til en dybtgrøn klokke

Under hvis kuppel jeg genopdager det langsomme liv

hører stilheden i en underjordisk himmel

et svalt sted hvor også duften hører til

For eksempel duften af barnet

første gang jeg løftede det og ikke kendte dets drømme

kun dets længe ventede men alligevel forunderlige skrig

Som kendte det verden allerede før det ankom.

Fra Krystalskoven, Borgen, 1992 (nu Gyldendal)