Det har virkelig været en udsøgt fornøjelse at læse
Den store Gatsby igen efter så mange år. Første gang må næsten have været i gymnasietiden, måske endda på engelsk, men jeg kan dårligt huske andet, end at den var god. Desuden har jeg et vagt billede af Robert Redford med sixpence eller lignende på hovedet henslængt i eller på den bil dér.
Der er vist ikke en eneste overflødig sætning i
F. Scott Fitzgeralds lille evergreen om jazztidens Amerika. Flere steder er det fortællekunst af allerhøjeste karat, for eksempel de første par sider af Kapitel 3, når Nick Carraway beskriver stemningen ved Gatsbys havefester:
"Der lød musik fra min nabos hus i sommernætterne. I hans hus kom og gik mænd og piger som møl mellem de hviskende stemmer og champagnen og stjernerne ....og snakken bryder løs da den fejlagtige nyhed breder sig at hun er Gilda Grays dubleant fra Ziegfield Follies. Festen er begyndt."
Senere hedder det:
"en uendelig procession af skygger der sminkede og pudrede sig foran et usynligt spejl."
Man bliver helt i tvivl, om de her mennesker eksisterer i den virkelige verden, eller kun lever for den næste drink, den næste gossip, den næste dans. Sådan var det for hundrede år siden - men vel ikke længere?
Tom Buchanan: "en af den slags mænd der udmærker sig så meget på et begrænset område som enogtyveårig, at alting bagefter virker som et antiklimaks."
Findes de stadig: de her rastløse mænd, der, som tiden går, og intet ser ud til at ske, bliver mere og mere onde i sulet?
Daisy Buchanan (om sin datter):
"Jeg er glad for at det er en pige. Og jeg håber hun bliver et fjols - det er det bedste en pige kan være her i verden, et smukt lille fjols."
Et bittert kvindesyn, men sådan er det heldigvis ikke længere ...
Nick Carraway (om sig selv):
"Jeg er det mest ærlige menneske, jeg kender."
Hvilket jo er heldigt, da han er vores fortæller. Men samtidig også en smule tragisk, at han ikke kender bare én, der er ligeså ærlig som han selv.
Jay Gatsby: "Han var kommet langvejsfra til denne blå plæne, og han må have følt sig så tæt på sin drøm at han næsten ikke kunne undgå at gribe den. Han vidste ikke at den allerede lå bag ham, et eller andet sted bagude i det store mørke hinsides byen hvor republikkens dunkle marker bølgede under nattehimlen."
'Bittersweet' er måske ikke helt betegnende som sådan, men det er alligevel et af de første ord, jeg kommer i tanke om, hvis jeg skal beskrive stemningen i Den store Gatsby. Det er på næsten alle planer: de hurtige penges venskaber, de (u)menneskelige relationer, den uforløste kærlighed, den tragiske udgang.
Samtidig er jeg forundret over og dybt imponeret af, hvor aktuel den stadig er, og hvor ny den virker. Sådan er det vel med de dersens klassikere: det er historier, der aldrig bliver for gamle. Hver gang man børster støvet af dem, bliver man bekræftet i, at stor kunst er det nærmeste, vi kommer på udødeligheden.
Den store Gatsby, F. Scott Fitzgerald - med forord af Hanne-Vibeke Holst, Gyldendal 2012
