Lille Hjerte

En såkaldt selvstændig fortsættelse af "Ulven", der bestemt også er værd at læse - i sig selv og i sammenhæng.

"Lille Hjerte" er en på mange måder smuk lille sag på et par hundreder sider - altså noget kortere end "Ulven", og det synes jeg egentlig klæder tonen/stilen i Katrine Marie Guldagers fine prosa. Der er planlagt et 3. bind, så der er nærmest tale om en slags Danmarks-krønike, der skal bringe os fra 2. verdenskrig frem til i dag - sådan cirka så vidt jeg ved. Under alle omstændigheder et sympatisk projekt.

Herunder følger "titelmelodien" - dog skal der lige forklares:

Lilly, mor til Henry og Leonora, har forladt Køge og familien for at "udleve sine kunstnerdrømme i København". Ella (farens sekretær) er flyttet ind med sine to børn og er mere mor for Henry, end Lilly var/er det, men hader i stilhed Leonora inderligt, far Peter elsker dog (naturligvis) stadig Lilly, og Leonora: hvad skal der blive af hende? Mor bor jo i København, og far er forvirret/forvirrende ... Der er juleaften i Køge:


   Det var en lille, firkantet æske, og allerede her bliver kroppen endnu mere slap, endnu mere skuffet. For den prinsessekjole i glat fløjl, hun havde ønsket sig, kunne umuligt være i sådan en lille æske. Atter en gang smilede hun sit kunstige smil. For dét havde hun lovet sig selv allerede om formiddagen: Om det så var den værste gave i verden, ville hun modtage den, uden at man kunne spore den mindste trækning i hendes ansigt.
   Da hun så, at æsken kom fra en guldsmed i Nørregade, blev hun nysgerrig. Hun kiggede stjålent på sin far, som smilede til hende.
   Det var et guldhjerte.
   Fuldstændig mage til det, han i tidernes morgen havde givet Lilly, bare mindre.
   Leonora var stolt, forvirret, rasende.
   Det var den bedste gave, hun nogensinde havde fået.
   Og den værste.


fra "Lille Hjerte", Katrine Marie Guldager, Gyldendal 2012