Lidt mere luftpost

Jep, der har været lidt pause i læsningen af breve mellem de herrer Tranströmer & Bly, men nu vil jeg anledning af det fantastiske solskin på lige netop min altan læse samlingen til ende.

Siden sidst har jeg blandt andet forgrebet mig på en krimi af Michael Connelly: Ni drager - mest fordi jeg stødte på den på det lokale, og så er det jo Klims, der udgiver. Den var fin og hurtigt læst, men trådene blev ikke samlet i den store forkromede kinesisk mafia-agtige skala, der blev lagt op til fra bogens begyndelse: overraskende, ja, men også et antiklimaks. Stor ballon, men med mange huller. Tidligere har jeg læst Skeletternes By, som jeg gerne anbefaler.

Det kan være meget rart at slappe af med lidt spændings-halløj indimellem. I min barndom var det Sherlock Holmes og Ellery Queen, der slog gnister. Her i mit snart midaldrende liv er det vel Millennium-trilogien, der har givet næring til en i nogle år undertrykt afhængighed af spænding og gys. Ja, jeg har da læst en enkelt af Jussi, men mon ikke det bliver ved det!? Og i et anfald af momentan sindssyge har jeg også en gang købt en bog af Elsebeth Egholm (måske fordi hun er journalist, jyde og blondine); jeg bliver til stadighed chokeret, når min øjne falder på den i reolen!

Nå, nok om mig og mit had/kærlighedsforhold til krimigenren. Nu til transatlantiske, måske transcendentale, breve fra halvfjerdserne. Først lidt om det svære i lyrik og sprog i almindelighed og det vanskelige i at oversætte (Robert Bly er norsk af afstamning og kan lidt norsk og svensk, men ER jo amerikaner - Martinson er svensk digter):

28. januar 73
Kære Tomas,
Der er et af Martinsons digte i Nomad jeg ikke forstår, det der hedder "Nära havet". "På måfå" synes at betyde et vildt gæt, men hvad har det at gøre med en birkeskov, der rækker sine grønne tunger - eller forbjerge ... eller fingre ... (eller brystvorter! nej!) ud i det tavse mos hvor der er en hølade - som er tørret, og frossen nød på sit træ - hvilken planet befinder vi os på?
I skyggen af nogle asketræer er der så en gammeldags hestetrukken rive der ligger med hjulet druknet i højt græs og de lange vilde tænder der bider ned i en græsklædt tue hvor en hvid claspis (som min ordbog undgår) blomstrer.
Det viser sig at Martinson har set en måge komme ind fra havet og sætte sig på en rive ... (det var et godt syn), og så viser det sig at dette billede på en eller anden førte ham ind i det ubevidste hvor han så en slags tavla ... billede ... som er opstået ved en tilfældighed ... hvad for et billede? Hjælp!!!
[ ...]

Dernæst lidt om politik og lidt fra privatsfæren:

3. september 74
Kære Tomas,
[ ... ] Jeg undgår telefonen og videregiver - med fiskeekspres - ethvert vink om steder, der leder efter en Nixon-sympatisør. Jeg holder meget af din idé med at alle, der stemte på ham, burde fængsles i tre minutter. Fængslet ville være fuldt af følelsestyper og sansetyper - de intuitive ville stå og smile udenfor.
Vi har det alle godt her [ ...] Sam og Noah kommer hjem fra skole og springer øjeblikkeligt op på deres aldrende ponyer som havde håbet på en rolig alderdom, og galopperer af sted i flere retninger. Ponyerne får som regel hævn ved at løbe gennem et æbletræ med dem på hjemvejen - i aftes var det et blommetræ [ ... ]

4. 2. 75
Kære Robert,
dejligt at få en melding fra dig! Her lever vi i en periode af venten. Jeg arbejder meget på kontoret - mange af mine medpsykologer er blevet gravide (men ikke fordi jeg arbejder her) [ ... ] Jeg forsøger simpelthen at betale min restskat, og det vi venter på, er Västerås-stipendiet som kan redde os alle (15.000 svenske kroner) - Lars Gustafsson, som er medlem af kulturudvalget i Västerås, har holdt en tale til fordel for mig (han er virkelig en ven) og beskrevet mig som en international skikkelse. Efter at have hørt ham ringede et andet medlem straks forfærdet og tryglede mig om at læse digte op på en udstilling af hans kones sikkert dårlige malerier, hvad jeg nægtede, arrogant som jeg er, og Monica som arbejder på hospitalets børnepsykiatriske afdeling hvor hun bliver angrebet af små meterhøje tiårige karateeksperter, jeg gentager, Monica har det interessant, men jeg ser for lidt til hende, så hvis vi får de 15.000, kidnapper jeg hende i en uges tid og flyver sydpå med hende, med al skat betalt og en god samvittighed.
Jeg har en fem-seks ufuldendte digte og kun to "fuldendte". Det første er pinlig lille og lyder sådan her:

HJEMAD

En telefonsamtale løb ud i natten og skinnede på landet og i
     forstæderne.
Bagefter sov jeg uroligt i hotelsengen.
Jeg lignede nålen i et kompas som orienteringsløberen
     bærer gennem skoven med bankende hjerte.

[ ... ]

Fra: 'Airmail' (2001), Forlaget Arena og Forfatterskolen i 2007, oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen.