Måske skal jeg sige, hvad saxo.com siger: "En række vanvittigt morsomme postkort skrevet af hvide mennesker. En bog om fordomme mellem hvide og farvede, mænd og kvinder, rige og fattige."
Og dog: vanvittigt morsom!? Det er måske lige at stramme fornøjelighedsretorikken. Sjov til tider og i små bidder, men jo dybt foruroligende på samme tid og side.
Christina Hagen lader sin "fortæller" tale en slags udenlandsk-dansk - pidgindansk. Så det er sort på hvidt fra en hvid på sort - om gråzoner måske!?
"White Girl" er et tveægget dobbelt sværd. der stikker til vores fordomme om hinanden og "de fremmede" både indenrigs- og udenrigs. Måske stiller den også spørgsmålet, hvorvidt fremmedgørelse er afhængig af tid og sted? Og hvem taler egentlig - og hvem lytter?
Du fremmed menneske, der tro, du har den god
temperatur, jeg sige dig ting! Du lave sjov
bevægelse som den lille kylling, der fryse og
spørge om "der ikke kold i den land, jeg komme
fra?" "Uh, der ikke rigtig kold?" du spørge?
Det virke så kolde og alle folk fra din land
gå med stor frakke. Jeg fortælle dig noget, din
fucked up Dario. Vi faktisk den fire årstider
har, og den årstid i din sind afspejles. Ja,
du liv og glade dage hver dag hele år rundt,
og hvad du tror, den gør ved din hjerne? Hvid
menneske, nuanceret menneske. Vi tænke med den
hjerne - vi græde, vi le, vi tænke efter og
ikke bare danse på den bord og ligeglad med
den børn i den rendesten er. Du fucking lære,
at liv har den lektie, og man ikke den lek-
tie lære, man bagud komme, og man den ligning
om liv ikke kan løse, når man gammel blive og
sidde i rullestol - når du den samba ikke læn-
gere kan høre, når du den whisky i den flaske
ikke mere har.
Fra "White Girl" af Christina Hagen, Gyldendal 2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar