Bliver alt hvad man ser i fjernsynet siddende i hjernen for altid?
Er popmusik det sidste der bliver tilbage i hjernen inden man dør?
Bliver mine sidste ord jeg er ikke død?
Er eksistensen et midlertidigt fortættet område i et bevægeligt tids- og rumkontinuum?
Er spørgsmålet en luskebuks der peger finger ad svaret?
Læser "Spørgsmålene" af Majse Aymo-Boot, hvorfra ovenstående er taget, udgivet på Basilisk, 2012 (anmeldelse her), og har lyst til at spørge:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar