lørdag den 29. juni 2013
torsdag den 20. juni 2013
Lille Hjerte
En såkaldt selvstændig fortsættelse af "Ulven", der bestemt også er værd at læse - i sig selv og i sammenhæng.
"Lille Hjerte" er en på mange måder smuk lille sag på et par hundreder sider - altså noget kortere end "Ulven", og det synes jeg egentlig klæder tonen/stilen i Katrine Marie Guldagers fine prosa. Der er planlagt et 3. bind, så der er nærmest tale om en slags Danmarks-krønike, der skal bringe os fra 2. verdenskrig frem til i dag - sådan cirka så vidt jeg ved. Under alle omstændigheder et sympatisk projekt.
Herunder følger "titelmelodien" - dog skal der lige forklares:
Lilly, mor til Henry og Leonora, har forladt Køge og familien for at "udleve sine kunstnerdrømme i København". Ella (farens sekretær) er flyttet ind med sine to børn og er mere mor for Henry, end Lilly var/er det, men hader i stilhed Leonora inderligt, far Peter elsker dog (naturligvis) stadig Lilly, og Leonora: hvad skal der blive af hende? Mor bor jo i København, og far er forvirret/forvirrende ... Der er juleaften i Køge:
Det var en lille, firkantet æske, og allerede her bliver kroppen endnu mere slap, endnu mere skuffet. For den prinsessekjole i glat fløjl, hun havde ønsket sig, kunne umuligt være i sådan en lille æske. Atter en gang smilede hun sit kunstige smil. For dét havde hun lovet sig selv allerede om formiddagen: Om det så var den værste gave i verden, ville hun modtage den, uden at man kunne spore den mindste trækning i hendes ansigt.
Da hun så, at æsken kom fra en guldsmed i Nørregade, blev hun nysgerrig. Hun kiggede stjålent på sin far, som smilede til hende.
Det var et guldhjerte.
Fuldstændig mage til det, han i tidernes morgen havde givet Lilly, bare mindre.
Leonora var stolt, forvirret, rasende.
Det var den bedste gave, hun nogensinde havde fået.
Og den værste.
fra "Lille Hjerte", Katrine Marie Guldager, Gyldendal 2012
"Lille Hjerte" er en på mange måder smuk lille sag på et par hundreder sider - altså noget kortere end "Ulven", og det synes jeg egentlig klæder tonen/stilen i Katrine Marie Guldagers fine prosa. Der er planlagt et 3. bind, så der er nærmest tale om en slags Danmarks-krønike, der skal bringe os fra 2. verdenskrig frem til i dag - sådan cirka så vidt jeg ved. Under alle omstændigheder et sympatisk projekt.
Herunder følger "titelmelodien" - dog skal der lige forklares:
Lilly, mor til Henry og Leonora, har forladt Køge og familien for at "udleve sine kunstnerdrømme i København". Ella (farens sekretær) er flyttet ind med sine to børn og er mere mor for Henry, end Lilly var/er det, men hader i stilhed Leonora inderligt, far Peter elsker dog (naturligvis) stadig Lilly, og Leonora: hvad skal der blive af hende? Mor bor jo i København, og far er forvirret/forvirrende ... Der er juleaften i Køge:
Det var en lille, firkantet æske, og allerede her bliver kroppen endnu mere slap, endnu mere skuffet. For den prinsessekjole i glat fløjl, hun havde ønsket sig, kunne umuligt være i sådan en lille æske. Atter en gang smilede hun sit kunstige smil. For dét havde hun lovet sig selv allerede om formiddagen: Om det så var den værste gave i verden, ville hun modtage den, uden at man kunne spore den mindste trækning i hendes ansigt.
Da hun så, at æsken kom fra en guldsmed i Nørregade, blev hun nysgerrig. Hun kiggede stjålent på sin far, som smilede til hende.
Det var et guldhjerte.
Fuldstændig mage til det, han i tidernes morgen havde givet Lilly, bare mindre.
Leonora var stolt, forvirret, rasende.
Det var den bedste gave, hun nogensinde havde fået.
Og den værste.
fra "Lille Hjerte", Katrine Marie Guldager, Gyldendal 2012
søndag den 2. juni 2013
Den store Gatsby
Det har virkelig været en udsøgt fornøjelse at læse Den store Gatsby igen efter så mange år. Første gang må næsten have været i gymnasietiden, måske endda på engelsk, men jeg kan dårligt huske andet, end at den var god. Desuden har jeg et vagt billede af Robert Redford med sixpence eller lignende på hovedet henslængt i eller på den bil dér.
Der er vist ikke en eneste overflødig sætning i F. Scott Fitzgeralds lille evergreen om jazztidens Amerika. Flere steder er det fortællekunst af allerhøjeste karat, for eksempel de første par sider af Kapitel 3, når Nick Carraway beskriver stemningen ved Gatsbys havefester:
"Der lød musik fra min nabos hus i sommernætterne. I hans hus kom og gik mænd og piger som møl mellem de hviskende stemmer og champagnen og stjernerne ....og snakken bryder løs da den fejlagtige nyhed breder sig at hun er Gilda Grays dubleant fra Ziegfield Follies. Festen er begyndt."
Senere hedder det:
"en uendelig procession af skygger der sminkede og pudrede sig foran et usynligt spejl."
Man bliver helt i tvivl, om de her mennesker eksisterer i den virkelige verden, eller kun lever for den næste drink, den næste gossip, den næste dans. Sådan var det for hundrede år siden - men vel ikke længere?
Tom Buchanan: "en af den slags mænd der udmærker sig så meget på et begrænset område som enogtyveårig, at alting bagefter virker som et antiklimaks."
Findes de stadig: de her rastløse mænd, der, som tiden går, og intet ser ud til at ske, bliver mere og mere onde i sulet?
Daisy Buchanan (om sin datter): "Jeg er glad for at det er en pige. Og jeg håber hun bliver et fjols - det er det bedste en pige kan være her i verden, et smukt lille fjols."
Et bittert kvindesyn, men sådan er det heldigvis ikke længere ...
Nick Carraway (om sig selv): "Jeg er det mest ærlige menneske, jeg kender."
Hvilket jo er heldigt, da han er vores fortæller. Men samtidig også en smule tragisk, at han ikke kender bare én, der er ligeså ærlig som han selv.
Jay Gatsby: "Han var kommet langvejsfra til denne blå plæne, og han må have følt sig så tæt på sin drøm at han næsten ikke kunne undgå at gribe den. Han vidste ikke at den allerede lå bag ham, et eller andet sted bagude i det store mørke hinsides byen hvor republikkens dunkle marker bølgede under nattehimlen."
'Bittersweet' er måske ikke helt betegnende som sådan, men det er alligevel et af de første ord, jeg kommer i tanke om, hvis jeg skal beskrive stemningen i Den store Gatsby. Det er på næsten alle planer: de hurtige penges venskaber, de (u)menneskelige relationer, den uforløste kærlighed, den tragiske udgang.
Samtidig er jeg forundret over og dybt imponeret af, hvor aktuel den stadig er, og hvor ny den virker. Sådan er det vel med de dersens klassikere: det er historier, der aldrig bliver for gamle. Hver gang man børster støvet af dem, bliver man bekræftet i, at stor kunst er det nærmeste, vi kommer på udødeligheden.
Den store Gatsby, F. Scott Fitzgerald - med forord af Hanne-Vibeke Holst, Gyldendal 2012
Der er vist ikke en eneste overflødig sætning i F. Scott Fitzgeralds lille evergreen om jazztidens Amerika. Flere steder er det fortællekunst af allerhøjeste karat, for eksempel de første par sider af Kapitel 3, når Nick Carraway beskriver stemningen ved Gatsbys havefester:
"Der lød musik fra min nabos hus i sommernætterne. I hans hus kom og gik mænd og piger som møl mellem de hviskende stemmer og champagnen og stjernerne ....og snakken bryder løs da den fejlagtige nyhed breder sig at hun er Gilda Grays dubleant fra Ziegfield Follies. Festen er begyndt."
Senere hedder det:
"en uendelig procession af skygger der sminkede og pudrede sig foran et usynligt spejl."
Man bliver helt i tvivl, om de her mennesker eksisterer i den virkelige verden, eller kun lever for den næste drink, den næste gossip, den næste dans. Sådan var det for hundrede år siden - men vel ikke længere?
Tom Buchanan: "en af den slags mænd der udmærker sig så meget på et begrænset område som enogtyveårig, at alting bagefter virker som et antiklimaks."
Findes de stadig: de her rastløse mænd, der, som tiden går, og intet ser ud til at ske, bliver mere og mere onde i sulet?
Daisy Buchanan (om sin datter): "Jeg er glad for at det er en pige. Og jeg håber hun bliver et fjols - det er det bedste en pige kan være her i verden, et smukt lille fjols."
Et bittert kvindesyn, men sådan er det heldigvis ikke længere ...
Nick Carraway (om sig selv): "Jeg er det mest ærlige menneske, jeg kender."
Hvilket jo er heldigt, da han er vores fortæller. Men samtidig også en smule tragisk, at han ikke kender bare én, der er ligeså ærlig som han selv.
Jay Gatsby: "Han var kommet langvejsfra til denne blå plæne, og han må have følt sig så tæt på sin drøm at han næsten ikke kunne undgå at gribe den. Han vidste ikke at den allerede lå bag ham, et eller andet sted bagude i det store mørke hinsides byen hvor republikkens dunkle marker bølgede under nattehimlen."
'Bittersweet' er måske ikke helt betegnende som sådan, men det er alligevel et af de første ord, jeg kommer i tanke om, hvis jeg skal beskrive stemningen i Den store Gatsby. Det er på næsten alle planer: de hurtige penges venskaber, de (u)menneskelige relationer, den uforløste kærlighed, den tragiske udgang.
Samtidig er jeg forundret over og dybt imponeret af, hvor aktuel den stadig er, og hvor ny den virker. Sådan er det vel med de dersens klassikere: det er historier, der aldrig bliver for gamle. Hver gang man børster støvet af dem, bliver man bekræftet i, at stor kunst er det nærmeste, vi kommer på udødeligheden.
Den store Gatsby, F. Scott Fitzgerald - med forord af Hanne-Vibeke Holst, Gyldendal 2012
Abonner på:
Opslag (Atom)