Jeg har i et stykke tid nu jævnligt bladret i en fantastisk samling af digte med titlen 'Samlede Tranströmer' udgivet 2011 på Rosinante, redigeret af Peter Nielsen, og med forord af Morten Søndergaard (der selv er aktuel med en fin digtsamling).
'Samlede Tranströmer' er nu den bog, der står øverst på min ønskeseddel, for den bør da have en hædersplads i enhver litteraturelskers bogskab. Mange er teksterne er hjerteskærende SMUKKE - på samme måde som musik kan være det eller matematik - eller for en skaknørd: en skakopgave eller en særligt veludført kombination. Det er en bog, jeg sandsynligvis aldrig bliver færdig med ...
Jeg ved ikke, om Transtömer spillede skak eller tumlede med matematikproblemer (det har jeg ikke set nævnt), men han var en ganske habil pianist og i flere af sine tekster anvender han begreber fra musikkens verden. Det er han naturligvis ikke den eneste, der har gjort, for at der sammenhæng i tingene og i denne forbindelse mellem lyrik og musik er jo en oldgræsk nyhed.
Nogle af hans titler er for eksempel: Lamento, Allegro, Nocturne, osv. Det første digt i hans første digtsamling: Præludium. Her et eftertænksomt opus (pianissimo, Adagio og Cantabile, måske!?) fra 'Klange og spor', 1966:
LANGSOM MUSIK
Bygningen er lukket. Solen trænger ind gennem ruderne
og opvarmer oversiden af skrivebordene
der er stærke nok til at bære menneskeskæbners vægt.
Vi er ude i dag, på den lange vide skråning.
Mange er i mørkt tøj. Man kan stå i solen og lukke øjnene
og mærke hvordan man langsomt blæser fremad.
Jeg kommer for sjældent hen til vandet. Men nu er jeg her,
blandt store sten med fredelige rygge.
Sten der langsomt er vandret baglæns op af bølgerne.
Men det jeg egentlig ville fortælle: jeg er begyndt at læse 'Airmail' (2001) af Robert Bly og TT, Forlaget Arena og Forfatterskolen i 2007, oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen.
Bogen giver en fascinerende karakteristik af begges personligheder, hvor Bly virker til at være den udfarende, hyperaktive og måske lidt manio-depressive, mens TT er mere afdæmpet melankolsk, eftertænksom og virkelig humoristisk.
Der er selvsagt mange spændende sprogdiskussioner, da begge oversætter hinandens og andres værker lystigt. Samtidig er bogen en slags øjenvidneberetning fra epoker i verdenshistorien fra midten af 60'erne og frem og et smugkig ind i kulturverdenen fra øverste parket. Her fra TT's hånd, da deres venskab er et par år gammelt:
Västerås 1.3.66
Dear Robert,
[ ...]
Jeg er blevet kulturelt virksom i Västerås som medlem af Kulturrådet (The Cultural Council eller hvad det ville hedde i USA). Vi har arbejdsomme møder. Man får desværre ingen betaling, men bliver budt på en middag én gang om året af KULTURUDVALGET (THE CULTURAL DEPARTMENT?) som kun består af byens pampere, politikere o. lign. Min debut i denne sammenhæng var mindre vellykket, for det lykkedes mig at falde i søvn efter middagen, midt under en debat om teatrets problemer. Det blev observeret af de tunge drenge: nogle af dem kom hen og lykønskede mig, med billig ironi, med min gode søvn, og en dame i teaterbranchen ønskede mig iskoldt GODNAT med høj stemme. Jeg overvejer nu at udsprede at jeg lider af en mystisk og alvorlig sygdom som bevirker at jeg pludselig falder i søvn.
På fredag rejser jeg til LUND, universitetsbyen i Skåne, for at læse digte op for studenterne. Den fattige studenterforening betaler opholdet og forlaget rejsen. Der er formentlig nogen der vil spørge, hvad jeg mener om Sonnevis overreklamerede Vietnam-digt (Sonnevi er fra Lund), Når jeg har besvaret spørgsmålet, vil jeg blive drevet bort med stenkastning. Der plejer at være hyggeligt og stimulerende i Lund.
[ ... ]
