_/\_

I digtsamlingen “Ordbehandling” tager Louise Rosengreen, ja, ordene under kærlig behandling. Modsat hvad udtrykket umiddelbart antyder, er det jo sjældent en rar oplevelse for dem, det går udover. LR vender og drejer ordene og sætter dem ind i nye rammer, nye omgivelser og konstellationer, så de til tider må føle sig godt og grundigt grundforvirrede.

Vi som læsere og stumme vidner til denne på sine steder absurde ordtortur kan til gengæld trække på smilebåndet, rynke på panden, få ondt i sjælen og klappe lidt i hænderne passende steder - som for eksempel her, når Tove Ditlevsen møder Michael Strunge:

Der er så mange fremskridt, men hvad holder os på talefod?

Alle fodgængerfelterne insisterer på at verden stadig kan opdeles

i sort og hvidt,

i rødt og grønt,

i bevægelse fra fortov til helle til fortov.

Du siger vi nok skal nå det. Vi skal nok nå det. Hvad?

Du siger at vi er grublere, men hvem er ikke det?

Asfalthjerner er der nok af. De har afløst brostenshjerterne.

Ikke videre dybsindig tænker jeg, at titlen “Ordbehandling” er en parafrase på “tekstbehandling”, som jo er rammen, hvorigennem vi helst anskuer og forholder os til virkeligheden – altså verden derude – med flittig brug af mail, sms, debatchat, blogs og diverse kommentarer, tags og spot mig her og der.

Digtene er ret uens, men det er måske et bevidst valg med de kultur-, pop- og politikreferencer (weltschmerz, Afghanistan, ytringsfrihed, G8 med flere) der optræder:

(...)Poeten vil producere: Bestsellerpoesi – det kan vi li'!

Det er et slogan, der vil slå an, og Poeten vil udkonkurrere

krimipoesien,

der sniger sig op ad salgslisterne,

(...)

Sidst i samlingen giver Louise Rosengreen under titlen “Ordvalg” sit bud på nogle alternative politiske principprogrammer, hvor hun helt oulipo'sk anvender en regel om kun at bruge ord, der begynder med det bogstav, partiet er opstillet under.

Første del med titlen “Ordsammenføring” (tænker nogen familiesammenføring?) er naturligt nok der, hvor LR sætter mest i gang og har mest på sinde. Hun indleder med “Op på Poetens hat” og afslutter med “Op på hatten igen Poet! (den svære toer)” (dette er hendes 2. digtsamling). Nogle af digtene hænger sammen i en slags suiter, andre står mutters alene, korte og længere tekster iblandt.

Mit indtryk er, at LR har det sværest i de lidt længere digte, men her er naturligvis også flere ord på pinebænken. I digtet “En samtidstendens” gør hun det nu rigtig fint. Efter blomster, væltende vase, undskyldninger, forlegenhed og dårlig samvittighed, sker følgende:

Blomsterne breder sig over gulvbrædderne.

De slår rødder og begynder at gro.

Op gennem sømhullerne.

Og undskyldningerne.

Og årringe.

Som det anes her, er der ganske meget på spil i teksterne. Fælles for alle digtene er naturligvis sprog, og hvad det kan gøre ved verden og en selv. Både med og uden ironisk distance:

Poeten siger:

“De ord der kommer ud af mig har alligevel været inde i andre

før/ ligesom luften i lungerne/ ikke noget nyt i det/ ikke noget

nyt i dag/ vennerne bliver ældre jeg ser det i deres køkkenskabe:

pander i Tefal/ vinglas i krystal/ maskiner til at hakke/ blende/

flænse/ som Dieter Roth gjorde det/ med ord:

stykker af bøger/ aviser/ tidsskrifter blandet med vand/ gelatine/

fedt og krydderier fyldt på tarm. Selvfølgelig er det en tysker der

laver verdens første bog på pølse.”

På samme vis som læserne ikke kan interagere direkte med digteren, føler poeten måske også, at det tider er svært at få sproget til at agere tilstrækkeligt i verden, når det virkelig gælder. Louise Rosengreen slutter i hvert fald med:

Poetens hat på tegnsprog:

underscore slash omvendt slash underscore

Men jeg håber nu, at hun tager hatten på, bladet fra munden og samler handsken op en tredje gang også.

Fra og om "Ordbehandling", Louise Rosengreen, Forlaget Spring, 2011

Monolog mod en skaber

Tager tilløb til Pia Tafdrup. Varmer lige så stille og sindigt bloggen op til hendes ankomst. Hun dukker ikke op af sig selv, så jeg må tvinge hende frem. Jeg tager ufine metoder i brug og præsenterer sønnike. Så kan hun vel ikke nægte:

Philip Tafdrup (1979 - ? ). Lad os kalde ham digter – og fotograf. Lad os kalde ham menneske.

Jeg forestiller mig, at han har blandede følelser for, at mor altid sniger sig med på billedet, når han bliver præsenteret. Som en slags perspektivering eller i det mindste et kuriosum. Jeg har dog ikke spurgt ham, så det må stå for egen regning.

Flere må være helt lilla i ansigterne af misundelse over den debut, som Philip Tafdrup træder ind på lyrikscenen med. For det første skriver han – i min optik – nogle fine digte inspireret af et noget dystert sted, og for det andet komplementerer han sin lyrik med gode billeder. Altså en foto/lyrik-bog. En våd drøm i hænderne på en forlægger, hvis jeg var forlægger.

Sted: kirkegården Waverly, Sydney, Australien.

Tid: før – nu – og senere.

Personer: de døde, Philip Tafdrup og læseren.

Valg, der skal træffes: højre eller venstre? By eller ørken?

Der er ikke langt fra strandens synlige himmel og det opmærksomme hav til junglen med sine udefinerbare lyde og mørke faldgruber. Der er ikke langt fra kirke til kro. Ikke langt fra tilværelsen til fravær, glemsel og død.

Her zoomer Philip Tafdrup ind. Nøgternt og lidt tilbagelænet, men med fine overtoner – og et stort mod. Ikke kun poetisk, men også i forhold til sin udgivelse: en hybrid af foto og lyrik. Det er set før, men det gør ikke nødvendigvis udfordringen mindre: færre kombattanter ----> hårdere indbyrdes konkurrence.

Et er dog sikkert her i dønningerne af Valentines Day: CAT LOVES SEAN

Flere af digtene omtaler “Charlie”. Det er et navn, der minder mig lidt om “John Doe”, og begge rigtig meget om “GI Joe”, og måske noget med Søren Brun. Her er det sidste Charlie-digt i samlingen:

Jeg savner dig, Charlie

selvom jeg aldrig har kendt dig

           hvor underligt er det ikke?

Det handler altså (måske) om længsel og samhørighed; og sprog og forgængelighed:

Selv ord hugget i sten forsvinder langsomt

i den rå havluft

og du venter stadig

Florence A. Taylor (20 år, †15. apr. 1930)

på barnet der ville springe ned

og rette ved blomsten på din kiste

Titeldigtet?

Uden for kirkegården

har nogen ridset deres navne i fortovets våde cement

Cat loves Sean

andre har tilføjet et suck

ikke langt væk

40.000 år gamle indgraveringer fra aboriginals

i klipperne på golfbanen nordøst for Bondi Beach

på den anden side af muren

uendelige rækker af mindesmærker

der påberåber en

mening

en gud

noget

bare et eller andet

andet

end menneskets monolog

mod en skaber

Fra CAT LOVES SEAN: philip tafdrup, forlaget spring, 2010