Gennem dronningeporten

Der er skrevet og sagt rigtig meget om hende her. Ikke så mærkeligt:
Pia Tafdrup er én af de fremmeste lyrikere herhjemme, og hendes værker er oversat til 34 andre sprog, hun er modtager af Nordisk Råds Litteraturpris 1999, Det Svenske Akademis Nordiske Pris 2006 m.fl.

Hun er ikke til at spøge med og ikke til at komme udenom. Det er der heller ingen grund til. Pia Tafdrup skriver – pardon my french – gudsbenådet poesi. Hentet fra bunden af en gammel sjæl, der taler profeternes, englenes og dæmonernes sprog.

Hendes værker resonerer med årtusinders lyrik, kvindelighed og visdom. Det er gribende musik fra ende til anden, en hudløs spiral af modige modulationer, finurlige fraseringer, kraftfulde kadencer og jeg skal give dig.
Natur, arkitektur, psykologi, filosofi, dekonstruktioner, konstellationer, skrøbelighed, kærlighed – et sprogligt paradis for alle sanser og evner.

Jeg vil ikke sige mere. Jeg tør ikke. I Dronningens nærvær må man tie.

Desuden taler hendes ord så rigeligt for sig selv.

Gå i bogladen eller på biblioteket efter hendes bøger. Læs om hende på nettet.
For eksempel her ;o) Allez!

NB: "Dronningeporten" er den digtsamling, der gav hende Nordisk Råds Litteraturpris. Det franske er en reference til "Hvalerne i Paris". 

Løvsal

Du dækker mig med dine hænders skygge

Ingen dansende kanylesol

indgiver samme ro

Intet viser bedre min eksistens

end berøringen af dine fingre og lyden af ordet “løvsal”

der støber øjeblikket til en dybtgrøn klokke

Under hvis kuppel jeg genopdager det langsomme liv

hører stilheden i en underjordisk himmel

et svalt sted hvor også duften hører til

For eksempel duften af barnet

første gang jeg løftede det og ikke kendte dets drømme

kun dets længe ventede men alligevel forunderlige skrig

Som kendte det verden allerede før det ankom.

Fra Krystalskoven, Borgen, 1992 (nu Gyldendal)

Monolog mod en skaber

Tager tilløb til Pia Tafdrup. Varmer lige så stille og sindigt bloggen op til hendes ankomst. Hun dukker ikke op af sig selv, så jeg må tvinge hende frem. Jeg tager ufine metoder i brug og præsenterer sønnike. Så kan hun vel ikke nægte:

Philip Tafdrup (1979 - ? ). Lad os kalde ham digter – og fotograf. Lad os kalde ham menneske.

Jeg forestiller mig, at han har blandede følelser for, at mor altid sniger sig med på billedet, når han bliver præsenteret. Som en slags perspektivering eller i det mindste et kuriosum. Jeg har dog ikke spurgt ham, så det må stå for egen regning.

Flere må være helt lilla i ansigterne af misundelse over den debut, som Philip Tafdrup træder ind på lyrikscenen med. For det første skriver han – i min optik – nogle fine digte inspireret af et noget dystert sted, og for det andet komplementerer han sin lyrik med gode billeder. Altså en foto/lyrik-bog. En våd drøm i hænderne på en forlægger, hvis jeg var forlægger.

Sted: kirkegården Waverly, Sydney, Australien.

Tid: før – nu – og senere.

Personer: de døde, Philip Tafdrup og læseren.

Valg, der skal træffes: højre eller venstre? By eller ørken?

Der er ikke langt fra strandens synlige himmel og det opmærksomme hav til junglen med sine udefinerbare lyde og mørke faldgruber. Der er ikke langt fra kirke til kro. Ikke langt fra tilværelsen til fravær, glemsel og død.

Her zoomer Philip Tafdrup ind. Nøgternt og lidt tilbagelænet, men med fine overtoner – og et stort mod. Ikke kun poetisk, men også i forhold til sin udgivelse: en hybrid af foto og lyrik. Det er set før, men det gør ikke nødvendigvis udfordringen mindre: færre kombattanter ----> hårdere indbyrdes konkurrence.

Et er dog sikkert her i dønningerne af Valentines Day: CAT LOVES SEAN

Flere af digtene omtaler “Charlie”. Det er et navn, der minder mig lidt om “John Doe”, og begge rigtig meget om “GI Joe”, og måske noget med Søren Brun. Her er det sidste Charlie-digt i samlingen:

Jeg savner dig, Charlie

selvom jeg aldrig har kendt dig

           hvor underligt er det ikke?

Det handler altså (måske) om længsel og samhørighed; og sprog og forgængelighed:

Selv ord hugget i sten forsvinder langsomt

i den rå havluft

og du venter stadig

Florence A. Taylor (20 år, †15. apr. 1930)

på barnet der ville springe ned

og rette ved blomsten på din kiste

Titeldigtet?

Uden for kirkegården

har nogen ridset deres navne i fortovets våde cement

Cat loves Sean

andre har tilføjet et suck

ikke langt væk

40.000 år gamle indgraveringer fra aboriginals

i klipperne på golfbanen nordøst for Bondi Beach

på den anden side af muren

uendelige rækker af mindesmærker

der påberåber en

mening

en gud

noget

bare et eller andet

andet

end menneskets monolog

mod en skaber

Fra CAT LOVES SEAN: philip tafdrup, forlaget spring, 2010

Lyrik er livskraft på tryk

Han er ikke den letteste lyriker på listen. Hans tilværelse var heller ikke nem. Han gjorde ende på den i Seinen i 1970.

Paul Celan er svær at komme udenom, hvis man vil undersøge nogle af de lyriske, litterære og sprogfilosofiske tråde, der gennemsyrer en række -ismer både pre, post og så videre fra 1700-tallet (Hölderlin) frem til idag. Han (opr. Paul Antschel) er født i 1920 af jødiske forældre i et tysktalende område, der blev en del af Rumænien to år forinden.

Det er altså anden uge i træk, at jeg præsenterer en digter af jødisk afstamning. Det er lidt tilfældigt, men passer godt til bloggens præmis. Jeg kunne også påstå, at jeg binder en sløjfe færdig, som blev påbegyndt med Yehuda Amichai.

Under 2. verdenskrig deporteres Celan's forældre af besættelsesmagten og forsvinder/omkommer. Efter selv at have været i arbejdslejr 1942-44 kommer han via Bukarest og Wien til Paris i 1949, hvor han bliver indtil sin død.

Jeg ville helst have bragt hans vel nok bedst kendte enkeltstående værk “Todesfuge” (Dødsfuga), men det er for omfattende. Til gengæld opfordrer jeg til at få det læst især på originalsproget – og da er det letteste nok at anskaffe sig Pia Tafdrups “Over vandet går jeg – skitse til en poetik”. Andetsteds i den bog siger Tafdrup:

“Jeg leger ikke med sprog. Jeg er i livsfare”. To udsagn, der passer uvirkeligt godt på Paul Celan.

For mange år siden læste jeg en udtalelse, hvori “Todesfuge” blev udråbt som verdens bedste digt. Det er jo lidt noget vås og i allerhøjeste grad en personlig vurdering – som jeg så deler. ADVARSEL: Gå ikke på nettet for at læse digtet, da ingen ser ud til at have respekt for den grafiske opstilling, hvilken er meget vigtigt for digtets rytme. Denne form for lyrik skal læses på tryk. En dansk udgave findes naturligvis i bogen angivet nederst.

Farverne sort, blå, rød og hvid optræder ofte i hans digte. Øjet og dermed evnen til at se, gennemskue, begribe med videre går også igen. Det er disse to digte fuldgode eksempler på.

_________________________________

Af blåt, som hans øjne endnu søger, drikker jeg først.

Af dine fodspor drikker jeg og ser:

Perle, du ruller gennem mine fingre, og du vokser!

Du vokser som alle de glemte vokser.

Du ruller: tungsindets sorte bygkorn

falder ned i et tørklæde, helt hvidt af at vinke farvel.

Bliv blind allerede i dag:

også evigheden er fuld af øjne –

i dem

drukner det, som hjalp billederne

over den vej, som de kom,

i dem

slukkes det, som med et tegn

tog også dig bort fra sproget,

og du lod det ske som

dansen af to ord gjort af

efterår og silke og intet.

Fra:

“Du behøver hvert strå”, udvalg oversat af Peter Nielsen, Husets Forlag/S.O.L, 1994. Kilde til biografi: Jørn Erslev Andersen i samme.