En såkaldt selvstændig fortsættelse af "Ulven", der bestemt også er værd at læse - i sig selv og i sammenhæng.
"Lille Hjerte" er en på mange måder smuk lille sag på et par hundreder sider - altså noget kortere end "Ulven", og det synes jeg egentlig klæder tonen/stilen i Katrine Marie Guldagers fine prosa. Der er planlagt et 3. bind, så der er nærmest tale om en slags Danmarks-krønike, der skal bringe os fra 2. verdenskrig frem til i dag - sådan cirka så vidt jeg ved. Under alle omstændigheder et sympatisk projekt.
Herunder følger "titelmelodien" - dog skal der lige forklares:
Lilly, mor til Henry og Leonora, har forladt Køge og familien for at "udleve sine kunstnerdrømme i København". Ella (farens sekretær) er flyttet ind med sine to børn og er mere mor for Henry, end Lilly var/er det, men hader i stilhed Leonora inderligt, far Peter elsker dog (naturligvis) stadig Lilly, og Leonora: hvad skal der blive af hende? Mor bor jo i København, og far er forvirret/forvirrende ... Der er juleaften i Køge:
Det var en lille, firkantet æske, og allerede her bliver kroppen endnu mere slap, endnu mere skuffet. For den prinsessekjole i glat fløjl, hun havde ønsket sig, kunne umuligt være i sådan en lille æske. Atter en gang smilede hun sit kunstige smil. For dét havde hun lovet sig selv allerede om formiddagen: Om det så var den værste gave i verden, ville hun modtage den, uden at man kunne spore den mindste trækning i hendes ansigt.
Da hun så, at æsken kom fra en guldsmed i Nørregade, blev hun nysgerrig. Hun kiggede stjålent på sin far, som smilede til hende.
Det var et guldhjerte.
Fuldstændig mage til det, han i tidernes morgen havde givet Lilly, bare mindre.
Leonora var stolt, forvirret, rasende.
Det var den bedste gave, hun nogensinde havde fået.
Og den værste.
fra "Lille Hjerte", Katrine Marie Guldager, Gyldendal 2012
Viser opslag med etiketten anbefaling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anbefaling. Vis alle opslag
torsdag den 20. juni 2013
søndag den 2. juni 2013
Den store Gatsby
Det har virkelig været en udsøgt fornøjelse at læse Den store Gatsby igen efter så mange år. Første gang må næsten have været i gymnasietiden, måske endda på engelsk, men jeg kan dårligt huske andet, end at den var god. Desuden har jeg et vagt billede af Robert Redford med sixpence eller lignende på hovedet henslængt i eller på den bil dér.
Der er vist ikke en eneste overflødig sætning i F. Scott Fitzgeralds lille evergreen om jazztidens Amerika. Flere steder er det fortællekunst af allerhøjeste karat, for eksempel de første par sider af Kapitel 3, når Nick Carraway beskriver stemningen ved Gatsbys havefester:
"Der lød musik fra min nabos hus i sommernætterne. I hans hus kom og gik mænd og piger som møl mellem de hviskende stemmer og champagnen og stjernerne ....og snakken bryder løs da den fejlagtige nyhed breder sig at hun er Gilda Grays dubleant fra Ziegfield Follies. Festen er begyndt."
Senere hedder det:
"en uendelig procession af skygger der sminkede og pudrede sig foran et usynligt spejl."
Man bliver helt i tvivl, om de her mennesker eksisterer i den virkelige verden, eller kun lever for den næste drink, den næste gossip, den næste dans. Sådan var det for hundrede år siden - men vel ikke længere?
Tom Buchanan: "en af den slags mænd der udmærker sig så meget på et begrænset område som enogtyveårig, at alting bagefter virker som et antiklimaks."
Findes de stadig: de her rastløse mænd, der, som tiden går, og intet ser ud til at ske, bliver mere og mere onde i sulet?
Daisy Buchanan (om sin datter): "Jeg er glad for at det er en pige. Og jeg håber hun bliver et fjols - det er det bedste en pige kan være her i verden, et smukt lille fjols."
Et bittert kvindesyn, men sådan er det heldigvis ikke længere ...
Nick Carraway (om sig selv): "Jeg er det mest ærlige menneske, jeg kender."
Hvilket jo er heldigt, da han er vores fortæller. Men samtidig også en smule tragisk, at han ikke kender bare én, der er ligeså ærlig som han selv.
Jay Gatsby: "Han var kommet langvejsfra til denne blå plæne, og han må have følt sig så tæt på sin drøm at han næsten ikke kunne undgå at gribe den. Han vidste ikke at den allerede lå bag ham, et eller andet sted bagude i det store mørke hinsides byen hvor republikkens dunkle marker bølgede under nattehimlen."
'Bittersweet' er måske ikke helt betegnende som sådan, men det er alligevel et af de første ord, jeg kommer i tanke om, hvis jeg skal beskrive stemningen i Den store Gatsby. Det er på næsten alle planer: de hurtige penges venskaber, de (u)menneskelige relationer, den uforløste kærlighed, den tragiske udgang.
Samtidig er jeg forundret over og dybt imponeret af, hvor aktuel den stadig er, og hvor ny den virker. Sådan er det vel med de dersens klassikere: det er historier, der aldrig bliver for gamle. Hver gang man børster støvet af dem, bliver man bekræftet i, at stor kunst er det nærmeste, vi kommer på udødeligheden.
Den store Gatsby, F. Scott Fitzgerald - med forord af Hanne-Vibeke Holst, Gyldendal 2012
Der er vist ikke en eneste overflødig sætning i F. Scott Fitzgeralds lille evergreen om jazztidens Amerika. Flere steder er det fortællekunst af allerhøjeste karat, for eksempel de første par sider af Kapitel 3, når Nick Carraway beskriver stemningen ved Gatsbys havefester:
"Der lød musik fra min nabos hus i sommernætterne. I hans hus kom og gik mænd og piger som møl mellem de hviskende stemmer og champagnen og stjernerne ....og snakken bryder løs da den fejlagtige nyhed breder sig at hun er Gilda Grays dubleant fra Ziegfield Follies. Festen er begyndt."
Senere hedder det:
"en uendelig procession af skygger der sminkede og pudrede sig foran et usynligt spejl."
Man bliver helt i tvivl, om de her mennesker eksisterer i den virkelige verden, eller kun lever for den næste drink, den næste gossip, den næste dans. Sådan var det for hundrede år siden - men vel ikke længere?
Tom Buchanan: "en af den slags mænd der udmærker sig så meget på et begrænset område som enogtyveårig, at alting bagefter virker som et antiklimaks."
Findes de stadig: de her rastløse mænd, der, som tiden går, og intet ser ud til at ske, bliver mere og mere onde i sulet?
Daisy Buchanan (om sin datter): "Jeg er glad for at det er en pige. Og jeg håber hun bliver et fjols - det er det bedste en pige kan være her i verden, et smukt lille fjols."
Et bittert kvindesyn, men sådan er det heldigvis ikke længere ...
Nick Carraway (om sig selv): "Jeg er det mest ærlige menneske, jeg kender."
Hvilket jo er heldigt, da han er vores fortæller. Men samtidig også en smule tragisk, at han ikke kender bare én, der er ligeså ærlig som han selv.
Jay Gatsby: "Han var kommet langvejsfra til denne blå plæne, og han må have følt sig så tæt på sin drøm at han næsten ikke kunne undgå at gribe den. Han vidste ikke at den allerede lå bag ham, et eller andet sted bagude i det store mørke hinsides byen hvor republikkens dunkle marker bølgede under nattehimlen."
'Bittersweet' er måske ikke helt betegnende som sådan, men det er alligevel et af de første ord, jeg kommer i tanke om, hvis jeg skal beskrive stemningen i Den store Gatsby. Det er på næsten alle planer: de hurtige penges venskaber, de (u)menneskelige relationer, den uforløste kærlighed, den tragiske udgang.
Samtidig er jeg forundret over og dybt imponeret af, hvor aktuel den stadig er, og hvor ny den virker. Sådan er det vel med de dersens klassikere: det er historier, der aldrig bliver for gamle. Hver gang man børster støvet af dem, bliver man bekræftet i, at stor kunst er det nærmeste, vi kommer på udødeligheden.
Den store Gatsby, F. Scott Fitzgerald - med forord af Hanne-Vibeke Holst, Gyldendal 2012
mandag den 22. april 2013
Airmail
Jeg har i et stykke tid nu jævnligt bladret i en fantastisk samling af digte med titlen 'Samlede Tranströmer' udgivet 2011 på Rosinante, redigeret af Peter Nielsen, og med forord af Morten Søndergaard (der selv er aktuel med en fin digtsamling).
'Samlede Tranströmer' er nu den bog, der står øverst på min ønskeseddel, for den bør da have en hædersplads i enhver litteraturelskers bogskab. Mange er teksterne er hjerteskærende SMUKKE - på samme måde som musik kan være det eller matematik - eller for en skaknørd: en skakopgave eller en særligt veludført kombination. Det er en bog, jeg sandsynligvis aldrig bliver færdig med ...
Jeg ved ikke, om Transtömer spillede skak eller tumlede med matematikproblemer (det har jeg ikke set nævnt), men han var en ganske habil pianist og i flere af sine tekster anvender han begreber fra musikkens verden. Det er han naturligvis ikke den eneste, der har gjort, for at der sammenhæng i tingene og i denne forbindelse mellem lyrik og musik er jo en oldgræsk nyhed.
Nogle af hans titler er for eksempel: Lamento, Allegro, Nocturne, osv. Det første digt i hans første digtsamling: Præludium. Her et eftertænksomt opus (pianissimo, Adagio og Cantabile, måske!?) fra 'Klange og spor', 1966:
LANGSOM MUSIK
Bygningen er lukket. Solen trænger ind gennem ruderne
og opvarmer oversiden af skrivebordene
der er stærke nok til at bære menneskeskæbners vægt.
Vi er ude i dag, på den lange vide skråning.
Mange er i mørkt tøj. Man kan stå i solen og lukke øjnene
og mærke hvordan man langsomt blæser fremad.
Jeg kommer for sjældent hen til vandet. Men nu er jeg her,
blandt store sten med fredelige rygge.
Sten der langsomt er vandret baglæns op af bølgerne.
Men det jeg egentlig ville fortælle: jeg er begyndt at læse 'Airmail' (2001) af Robert Bly og TT, Forlaget Arena og Forfatterskolen i 2007, oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen.
Bogen giver en fascinerende karakteristik af begges personligheder, hvor Bly virker til at være den udfarende, hyperaktive og måske lidt manio-depressive, mens TT er mere afdæmpet melankolsk, eftertænksom og virkelig humoristisk.
Der er selvsagt mange spændende sprogdiskussioner, da begge oversætter hinandens og andres værker lystigt. Samtidig er bogen en slags øjenvidneberetning fra epoker i verdenshistorien fra midten af 60'erne og frem og et smugkig ind i kulturverdenen fra øverste parket. Her fra TT's hånd, da deres venskab er et par år gammelt:
Västerås 1.3.66
Dear Robert,
[ ...]
Jeg er blevet kulturelt virksom i Västerås som medlem af Kulturrådet (The Cultural Council eller hvad det ville hedde i USA). Vi har arbejdsomme møder. Man får desværre ingen betaling, men bliver budt på en middag én gang om året af KULTURUDVALGET (THE CULTURAL DEPARTMENT?) som kun består af byens pampere, politikere o. lign. Min debut i denne sammenhæng var mindre vellykket, for det lykkedes mig at falde i søvn efter middagen, midt under en debat om teatrets problemer. Det blev observeret af de tunge drenge: nogle af dem kom hen og lykønskede mig, med billig ironi, med min gode søvn, og en dame i teaterbranchen ønskede mig iskoldt GODNAT med høj stemme. Jeg overvejer nu at udsprede at jeg lider af en mystisk og alvorlig sygdom som bevirker at jeg pludselig falder i søvn.
På fredag rejser jeg til LUND, universitetsbyen i Skåne, for at læse digte op for studenterne. Den fattige studenterforening betaler opholdet og forlaget rejsen. Der er formentlig nogen der vil spørge, hvad jeg mener om Sonnevis overreklamerede Vietnam-digt (Sonnevi er fra Lund), Når jeg har besvaret spørgsmålet, vil jeg blive drevet bort med stenkastning. Der plejer at være hyggeligt og stimulerende i Lund.
[ ... ]
'Samlede Tranströmer' er nu den bog, der står øverst på min ønskeseddel, for den bør da have en hædersplads i enhver litteraturelskers bogskab. Mange er teksterne er hjerteskærende SMUKKE - på samme måde som musik kan være det eller matematik - eller for en skaknørd: en skakopgave eller en særligt veludført kombination. Det er en bog, jeg sandsynligvis aldrig bliver færdig med ...
Jeg ved ikke, om Transtömer spillede skak eller tumlede med matematikproblemer (det har jeg ikke set nævnt), men han var en ganske habil pianist og i flere af sine tekster anvender han begreber fra musikkens verden. Det er han naturligvis ikke den eneste, der har gjort, for at der sammenhæng i tingene og i denne forbindelse mellem lyrik og musik er jo en oldgræsk nyhed.
Nogle af hans titler er for eksempel: Lamento, Allegro, Nocturne, osv. Det første digt i hans første digtsamling: Præludium. Her et eftertænksomt opus (pianissimo, Adagio og Cantabile, måske!?) fra 'Klange og spor', 1966:
LANGSOM MUSIK
Bygningen er lukket. Solen trænger ind gennem ruderne
og opvarmer oversiden af skrivebordene
der er stærke nok til at bære menneskeskæbners vægt.
Vi er ude i dag, på den lange vide skråning.
Mange er i mørkt tøj. Man kan stå i solen og lukke øjnene
og mærke hvordan man langsomt blæser fremad.
Jeg kommer for sjældent hen til vandet. Men nu er jeg her,
blandt store sten med fredelige rygge.
Sten der langsomt er vandret baglæns op af bølgerne.
Men det jeg egentlig ville fortælle: jeg er begyndt at læse 'Airmail' (2001) af Robert Bly og TT, Forlaget Arena og Forfatterskolen i 2007, oversat af Peter Nielsen og Karsten Sand Iversen.
Bogen giver en fascinerende karakteristik af begges personligheder, hvor Bly virker til at være den udfarende, hyperaktive og måske lidt manio-depressive, mens TT er mere afdæmpet melankolsk, eftertænksom og virkelig humoristisk.
Der er selvsagt mange spændende sprogdiskussioner, da begge oversætter hinandens og andres værker lystigt. Samtidig er bogen en slags øjenvidneberetning fra epoker i verdenshistorien fra midten af 60'erne og frem og et smugkig ind i kulturverdenen fra øverste parket. Her fra TT's hånd, da deres venskab er et par år gammelt:
Västerås 1.3.66
Dear Robert,
[ ...]
Jeg er blevet kulturelt virksom i Västerås som medlem af Kulturrådet (The Cultural Council eller hvad det ville hedde i USA). Vi har arbejdsomme møder. Man får desværre ingen betaling, men bliver budt på en middag én gang om året af KULTURUDVALGET (THE CULTURAL DEPARTMENT?) som kun består af byens pampere, politikere o. lign. Min debut i denne sammenhæng var mindre vellykket, for det lykkedes mig at falde i søvn efter middagen, midt under en debat om teatrets problemer. Det blev observeret af de tunge drenge: nogle af dem kom hen og lykønskede mig, med billig ironi, med min gode søvn, og en dame i teaterbranchen ønskede mig iskoldt GODNAT med høj stemme. Jeg overvejer nu at udsprede at jeg lider af en mystisk og alvorlig sygdom som bevirker at jeg pludselig falder i søvn.
På fredag rejser jeg til LUND, universitetsbyen i Skåne, for at læse digte op for studenterne. Den fattige studenterforening betaler opholdet og forlaget rejsen. Der er formentlig nogen der vil spørge, hvad jeg mener om Sonnevis overreklamerede Vietnam-digt (Sonnevi er fra Lund), Når jeg har besvaret spørgsmålet, vil jeg blive drevet bort med stenkastning. Der plejer at være hyggeligt og stimulerende i Lund.
[ ... ]
fredag den 25. januar 2013
Se lyset
Jeg elsker mit lokale bibliotek. Der er af til stemmer i den offentlige debat - endog lokale (Michael something something) - der taler for, at bibliotekerne skal fastholdes i en eller anden form for tidslomme, hvor støvlaget på hylderne kun skal overgås af ditto på de ansattes læsebriller.
Hovedbiblioteket Randers, der har lokaler i et provinstypisk arkitektonisk sindsforvirret Kulturhuset, er altid med streg under et besøg værd. Det har jeg påstået før og nu igen. Det kan være, der er lovlig meget vampyr- og zombielit i ungehjørnet, og lidt spøjst at se børn i flere aldre hoppe foran skærmen til PS3, og hvad har vi? Men hallo, det er rigtig levende mennesker, og der er flere af dem, end der var før i tiden.
Der er næsten altid fuldt besat ved de mange gratis computere, mange sidder ved cafebordene og læser dagens nyheder eller strikkeopskrifter, og ja: flere og flere bøger er måske henvist til magasin og kælder, men spørg dog en medarbejder, hvis du ikke kan finde den klassiker, du synes bør stå highlightet med neonlys lige inden for døren. Eller bestil den hjem på det der net.
Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om andre hel- eller halvoffentlige institutioner, der leverer den grad af service, som bibliotekerne gør og har gjort længe. Bestil et eller andet obskurt materiale fra Statsbiblioteket; få sms/mail når det er klar til afhentning, få sms/mail når det er på tide af aflevere. Tak herfra.
Noget, de helt sikkert er blevet bedre til med årene på det lokale, er at udstille og præsentere nyt materiale. Det er meget bredt, men dog genreinddelt, som fra førnævnte zombielit (The Walking Dead i many shades) til Thomas Kingo:
DAGGRY
Bind op dit sorte slør ved sølvdagskærets hoved,
du sobel-brune nat, nok nu har verden soved,
frem, morgenrøde, frem og purpurtæppet hæng
mens solen den står op fra din safraned' seng.
Spænd for din gyldne vogn med de beflammed' heste
kør på vores horisont og himlens hvælved' fæste
planete-konge kør, så Norden frydes må
og uophørlig fryd fra himlens stråler få.
fra
Thomas Kingo - Digte, Povl Schmidt 2012, Syddansk Universitetsforlag
Hovedbiblioteket Randers, der har lokaler i et provinstypisk arkitektonisk sindsforvirret Kulturhuset, er altid med streg under et besøg værd. Det har jeg påstået før og nu igen. Det kan være, der er lovlig meget vampyr- og zombielit i ungehjørnet, og lidt spøjst at se børn i flere aldre hoppe foran skærmen til PS3, og hvad har vi? Men hallo, det er rigtig levende mennesker, og der er flere af dem, end der var før i tiden.
Der er næsten altid fuldt besat ved de mange gratis computere, mange sidder ved cafebordene og læser dagens nyheder eller strikkeopskrifter, og ja: flere og flere bøger er måske henvist til magasin og kælder, men spørg dog en medarbejder, hvis du ikke kan finde den klassiker, du synes bør stå highlightet med neonlys lige inden for døren. Eller bestil den hjem på det der net.
Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om andre hel- eller halvoffentlige institutioner, der leverer den grad af service, som bibliotekerne gør og har gjort længe. Bestil et eller andet obskurt materiale fra Statsbiblioteket; få sms/mail når det er klar til afhentning, få sms/mail når det er på tide af aflevere. Tak herfra.
Noget, de helt sikkert er blevet bedre til med årene på det lokale, er at udstille og præsentere nyt materiale. Det er meget bredt, men dog genreinddelt, som fra førnævnte zombielit (The Walking Dead i many shades) til Thomas Kingo:
DAGGRY
Bind op dit sorte slør ved sølvdagskærets hoved,
du sobel-brune nat, nok nu har verden soved,
frem, morgenrøde, frem og purpurtæppet hæng
mens solen den står op fra din safraned' seng.
Spænd for din gyldne vogn med de beflammed' heste
kør på vores horisont og himlens hvælved' fæste
planete-konge kør, så Norden frydes må
og uophørlig fryd fra himlens stråler få.
fra
Thomas Kingo - Digte, Povl Schmidt 2012, Syddansk Universitetsforlag
torsdag den 24. januar 2013
Skyatlas
Det er lykkedes mig at komme 100 sider ind i bogen her, og det skal da fejres med en lille rosende omtale. Først og fremmest af oversætter Svend Ranild, der for det første har et ret imponerende cv, for det andet må have været på lidt af en opgave. Det siger jeg frit fra levereren uden at have læst originalen. Se for eksempel lige, hvordan bogen tager sig ud på side 15:
Vore Værters Bondegaard, beliggende en halv mile fra Ocean-Bugten ad en snoet, forblæst Dal, viste sig at være en tarvelig Bygning, men et Læ mod hine haardnakkede Storme, som bryde Knoklerne paa saa mange ulykkelige Fartøjer imod nært beliggende Rev. Stuen var beboet af et uhyrligt Ornehoved (ramt af Slattenkæft & Dovenøjne), dræbt af Tvillingerne på deres sextende Fødselsdag, & et søvndukkent Standuhr (i Modstrid med mit eget Lommeuhr med flere Timers Forskjel. Sandelig, en værdsat Indførselsvare fra Ny Zealand er den akkurate Tid).
Det (altså sproget, som egentlig er ret fornøjeligt, når man lige har vænnet sig til det - selvom der er fare for "Dovenøjne") bliver bedre hen ad vejen. Og dog - for:
Romanens opbygning er det vildeste, jeg har set længe: ét kapitel, det 6., midti, hvor vi befinder os i en ikke nærmere bestemt fremtidsverden. De øvrige kapitler falder så 'pyramidevist' på hver side, sådan at 5. og 7. hører sammen, 4. og 8, og så fremdeles. Alle historierne er knyttet sammen på en eller anden spidsfindig facon. Her efter 2. kapitel ved jeg for eksempel, at en af personerne - en excentrisk komponist - har haft en drøm om den verden, vi bliver udsat for i det centrale 6. kapitel.
Efter en lidt hård start har jeg overgivet mig til Mitchells (og oversætterens!) sproglige begejstring og formåen. Hvilken fantastisk rejse mellem perioder i menneskehedens, kulturens og sprogets historie: fortid, nutid og fremtid!
Skyatlas, David Mitchell, People's Press 2012 - oversat af Sven Ranild
Vore Værters Bondegaard, beliggende en halv mile fra Ocean-Bugten ad en snoet, forblæst Dal, viste sig at være en tarvelig Bygning, men et Læ mod hine haardnakkede Storme, som bryde Knoklerne paa saa mange ulykkelige Fartøjer imod nært beliggende Rev. Stuen var beboet af et uhyrligt Ornehoved (ramt af Slattenkæft & Dovenøjne), dræbt af Tvillingerne på deres sextende Fødselsdag, & et søvndukkent Standuhr (i Modstrid med mit eget Lommeuhr med flere Timers Forskjel. Sandelig, en værdsat Indførselsvare fra Ny Zealand er den akkurate Tid).
Det (altså sproget, som egentlig er ret fornøjeligt, når man lige har vænnet sig til det - selvom der er fare for "Dovenøjne") bliver bedre hen ad vejen. Og dog - for:
Romanens opbygning er det vildeste, jeg har set længe: ét kapitel, det 6., midti, hvor vi befinder os i en ikke nærmere bestemt fremtidsverden. De øvrige kapitler falder så 'pyramidevist' på hver side, sådan at 5. og 7. hører sammen, 4. og 8, og så fremdeles. Alle historierne er knyttet sammen på en eller anden spidsfindig facon. Her efter 2. kapitel ved jeg for eksempel, at en af personerne - en excentrisk komponist - har haft en drøm om den verden, vi bliver udsat for i det centrale 6. kapitel.
Efter en lidt hård start har jeg overgivet mig til Mitchells (og oversætterens!) sproglige begejstring og formåen. Hvilken fantastisk rejse mellem perioder i menneskehedens, kulturens og sprogets historie: fortid, nutid og fremtid!
Skyatlas, David Mitchell, People's Press 2012 - oversat af Sven Ranild
tirsdag den 8. januar 2013
Anbefalinger
Her har jeg så - i mangel af bedre - samlet mine 'anmeldelser' fra Goodreads af de seneste bøger, jeg har opdateret der.
Nu er jeg gået igang med "Vi er nødt til at tale om Kevin" af Lionel Shriver, som der jo er kommet en fantastisk film ud af. Det er der også - dog ikke i samme grad - af David Mitchells "Skyatlas". Den ligger og griner lidt af mig, for den er godt nok specielt skrevet og struktureret. Hvis nogen har læst den, vil jeg gerne prikkes på skulderen med en kommentar.
Haruki Murakami: 1Q84, Klims Forlag
Haruki Murakami har med 1Q84 overgået sig selv, hvad angår anvendelsen af fantastiske, magiske og på sine steder helt-langt-ude elementer, og man kan spørge sig selv, om han får bundet trådene optimalt sammen i sidste bind.
Men manden skal altså kredit for at holde læseren fast i tre tykke bøger, hvor det dybest set handler om, at de to elskende, der ikke har set hinanden, siden de var ti år gamle, skal finde hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende. En dygtig krimi kunne ikke have gjort det bedre - og næppe lige så elegant.
Jeg er tosset med hans idéer om parallelle verdener, hans tidsforskydninger i forhold til fortællevinkler, og jeg fik ærlig talt kuldegysninger, da lagene (de parallelle verdener og den roman, Tengo er i gang med) smelter sammen i Bind 2. Mand, en hjerne han har, den gode Murakami!
Norwegian Wood er filmatiseret, som jeg ikke har set, men er du tosset, der kunne komme en fantastisk film ud af dette værk i de rette hænder. Sådan lidt a la: Bladerunner møder Cocoon med Shakespeare adapteret af Charlie Kaufmann og instrueret af Coen-brødrene - eller noget.
Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret, Forlaget Vandkunsten 2010
Virkelig, virkelig god. 4½ stjerner. Har lidt svært ved at formulere begejstringen uden alt for mange superlativer - og den tåler en genlæsning eller flere. En af den slags bøger, man lige kan læse lidt i en gang imellem, for at blive mindet om hvor meget man egentlig kan med ord.
Lydia Davis formår at bringe helt utrolig meget betydning ned i ganske simple sætningskonstruktioner. Samtidig er der ofte et postulerende/dogmatiserende sprogbrug i hendes tekster, hvilket naturligvis er bevidst provokerende, men samtidig virker det helt acceptabelt i den enkelte tekst. Her fra "To søstre", hvor vi kommer fra vugge til grav på to sider:
Selvom alle håber på, det ikke sker, og det ville være langt bedre, om det ikke gjorde, så hænder det alligevel en gang imellem, at endnu en datter bliver født, og der er to søstre.
[...]
Selv når alle de bedste kvaliteter bliver forenet i én søster, som det for det meste sker, bliver hun alligevel ikke lykkelig, for den anden vil som en skygge følge hendes succes med misundelse i blikket.
[...]
Hvis der er to søstre, gifter de sig for det meste. Den ene af dem finder den andens mand primitiv. Den anden bruger sin mand som et skjold over for sin søster og ...
[...]
Deres mænd skuffer dem. Deres sønner er fiaskoer og formøbler deres mors kærlighed i billige byer.
[...]
Indespærrede i hinandens selskab holder de to søstre deres vrede for sig selv. De ligner hinanden til forveksling.
[...]
... Nogle gange er de ligefrem omsorgsfulde over for hinanden, fordi de glemmer at lade være.
Men i dødens time er søstrenes ansigter bitre, som de har lagt sig for vane.
Et par af de lidt længere tekster er måske lidt uskarpe - derfor ikke fem stjerner.
Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, Gyldendal 2012
Helt sikkert en af årets største danske romaner: nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og solgt til UK, USA og ti andre lande.
Leine har overbevisende fat i dagliglivets glæder og trængsler, som det kunne have set ud i slutningen af 1700-tallet, og i høj grad kulturens møde med naturen: Danmark/Grønland, by/land, fornuft/drift, sjæl/krop. Meget maleriske beskrivelser af både store begivenheder (sørejser, brande osv.) og små hændelser (toiletbesøg med mere).
På alle måder 'en stor læseoplevelse', selvom den til tider er lidt lang i spyttet. Varm anbefaling.
Det skal blive spændende at se, hvad Leine disker op med i de næste to bind af denne Grønlands-saga.
Nu er jeg gået igang med "Vi er nødt til at tale om Kevin" af Lionel Shriver, som der jo er kommet en fantastisk film ud af. Det er der også - dog ikke i samme grad - af David Mitchells "Skyatlas". Den ligger og griner lidt af mig, for den er godt nok specielt skrevet og struktureret. Hvis nogen har læst den, vil jeg gerne prikkes på skulderen med en kommentar.
Haruki Murakami: 1Q84, Klims Forlag
Haruki Murakami har med 1Q84 overgået sig selv, hvad angår anvendelsen af fantastiske, magiske og på sine steder helt-langt-ude elementer, og man kan spørge sig selv, om han får bundet trådene optimalt sammen i sidste bind.
Men manden skal altså kredit for at holde læseren fast i tre tykke bøger, hvor det dybest set handler om, at de to elskende, der ikke har set hinanden, siden de var ti år gamle, skal finde hinanden og leve lykkeligt til deres dages ende. En dygtig krimi kunne ikke have gjort det bedre - og næppe lige så elegant.
Jeg er tosset med hans idéer om parallelle verdener, hans tidsforskydninger i forhold til fortællevinkler, og jeg fik ærlig talt kuldegysninger, da lagene (de parallelle verdener og den roman, Tengo er i gang med) smelter sammen i Bind 2. Mand, en hjerne han har, den gode Murakami!
Norwegian Wood er filmatiseret, som jeg ikke har set, men er du tosset, der kunne komme en fantastisk film ud af dette værk i de rette hænder. Sådan lidt a la: Bladerunner møder Cocoon med Shakespeare adapteret af Charlie Kaufmann og instrueret af Coen-brødrene - eller noget.
Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret, Forlaget Vandkunsten 2010
Virkelig, virkelig god. 4½ stjerner. Har lidt svært ved at formulere begejstringen uden alt for mange superlativer - og den tåler en genlæsning eller flere. En af den slags bøger, man lige kan læse lidt i en gang imellem, for at blive mindet om hvor meget man egentlig kan med ord.
Lydia Davis formår at bringe helt utrolig meget betydning ned i ganske simple sætningskonstruktioner. Samtidig er der ofte et postulerende/dogmatiserende sprogbrug i hendes tekster, hvilket naturligvis er bevidst provokerende, men samtidig virker det helt acceptabelt i den enkelte tekst. Her fra "To søstre", hvor vi kommer fra vugge til grav på to sider:
Selvom alle håber på, det ikke sker, og det ville være langt bedre, om det ikke gjorde, så hænder det alligevel en gang imellem, at endnu en datter bliver født, og der er to søstre.
[...]
Selv når alle de bedste kvaliteter bliver forenet i én søster, som det for det meste sker, bliver hun alligevel ikke lykkelig, for den anden vil som en skygge følge hendes succes med misundelse i blikket.
[...]
Hvis der er to søstre, gifter de sig for det meste. Den ene af dem finder den andens mand primitiv. Den anden bruger sin mand som et skjold over for sin søster og ...
[...]
Deres mænd skuffer dem. Deres sønner er fiaskoer og formøbler deres mors kærlighed i billige byer.
[...]
Indespærrede i hinandens selskab holder de to søstre deres vrede for sig selv. De ligner hinanden til forveksling.
[...]
... Nogle gange er de ligefrem omsorgsfulde over for hinanden, fordi de glemmer at lade være.
Men i dødens time er søstrenes ansigter bitre, som de har lagt sig for vane.
Et par af de lidt længere tekster er måske lidt uskarpe - derfor ikke fem stjerner.
Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, Gyldendal 2012
Helt sikkert en af årets største danske romaner: nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og solgt til UK, USA og ti andre lande.
Leine har overbevisende fat i dagliglivets glæder og trængsler, som det kunne have set ud i slutningen af 1700-tallet, og i høj grad kulturens møde med naturen: Danmark/Grønland, by/land, fornuft/drift, sjæl/krop. Meget maleriske beskrivelser af både store begivenheder (sørejser, brande osv.) og små hændelser (toiletbesøg med mere).
På alle måder 'en stor læseoplevelse', selvom den til tider er lidt lang i spyttet. Varm anbefaling.
Det skal blive spændende at se, hvad Leine disker op med i de næste to bind af denne Grønlands-saga.
søndag den 30. december 2012
med mere
Nå, jeg ved ikke lige, hvad der sker med mit papirsfly-projekt. Jeg når ikke ikke at sende noget til vejrs - Godt nytår! - i denne omgang (havde jo lovet mindst ét om måneden), men pyt: det er jo mest for min egen skyld alligevel :o)
Men som en slags nytårshilsen vil jeg på det kraftigste anbefale en vis Lydia Davis, der er både professor og alt muligt. Hun er en fabelagtig skribent, siger jeg efter at have læst blot 50 sider, men jeg har dog også læst andres anbefalinger.
GOSSIP: Hun har været gift med og har barn med Paul Auster, hvilket naturligvis ikke siger noget om hendes evner, men jeg elsker, når der er sammenhæng i tingene (det vil sige mine ting), hvordan de end manifesterer sig.
Har fået fingrene i den lille sag "Kakerlakker om efteråret" (lækker titel - efter en af teksterne i bogen), der er en blanding af ganske korte og lidt længere prosatekster. De 'skildrer en fornuftstbetonet og omhyggeligt tilrettelagt verden', står der bag på bogen, hvor 'personernes liv og tanker er præget af kaos'.
Det er muligt; jeg kan ikke lade være mere med også at synes, der er noget drømmeagtigt over det univers, hvori hun lader sine personer udfolde sig. Det har noget med gentagelser, bevidsthedsflow og spring i tid, synsvinkel og motiv at gøre.
Fisken
Hun står over fisken og tænker på nogle af de uoprettelige fejltagelser, hun har begået den dag. Nu er fisken blevet tilberedt, og hun er alene med den. Fisken er til hende - der er ingen andre i huset. Men hun har haft en hård dag. Hvordan kan hun spise denne fisk, lagt til afkøling på en marmorplade? Og dog har fisken heller ikke, ubevægelig som den er, været mere alene end nu: flået til uigenkendelighed og betragtet med et livstræt blik af en kvinde, der har begået dagens sidste fejltagelse og udsat den for dette.
Altså heller ikke uden humor :o) Som for eksempel også:
Hr. Burdoffs tur til Tyskland
FOREHAVENDET
Hr. Burdoff har indlogeret sig et år i Køln med en smålig kontorassistent og hans familie for at lære tysk. Projektet er dårligt udtænkt og dømt til at gå galt, for han vil spilde det meste af sin tid hensunken i egne tanker og vil kun lære meget lidt tysk.
SITUATIONEN
Han skriver med stor entusiasme ...
[ ... ]
Fra Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret - oversat efter Break It Down (1986) af Karen Margrethe Adserballe, Forlaget Vandkunsten, 2010
Men som en slags nytårshilsen vil jeg på det kraftigste anbefale en vis Lydia Davis, der er både professor og alt muligt. Hun er en fabelagtig skribent, siger jeg efter at have læst blot 50 sider, men jeg har dog også læst andres anbefalinger.
GOSSIP: Hun har været gift med og har barn med Paul Auster, hvilket naturligvis ikke siger noget om hendes evner, men jeg elsker, når der er sammenhæng i tingene (det vil sige mine ting), hvordan de end manifesterer sig.
Har fået fingrene i den lille sag "Kakerlakker om efteråret" (lækker titel - efter en af teksterne i bogen), der er en blanding af ganske korte og lidt længere prosatekster. De 'skildrer en fornuftstbetonet og omhyggeligt tilrettelagt verden', står der bag på bogen, hvor 'personernes liv og tanker er præget af kaos'.
Det er muligt; jeg kan ikke lade være mere med også at synes, der er noget drømmeagtigt over det univers, hvori hun lader sine personer udfolde sig. Det har noget med gentagelser, bevidsthedsflow og spring i tid, synsvinkel og motiv at gøre.
Fisken
Hun står over fisken og tænker på nogle af de uoprettelige fejltagelser, hun har begået den dag. Nu er fisken blevet tilberedt, og hun er alene med den. Fisken er til hende - der er ingen andre i huset. Men hun har haft en hård dag. Hvordan kan hun spise denne fisk, lagt til afkøling på en marmorplade? Og dog har fisken heller ikke, ubevægelig som den er, været mere alene end nu: flået til uigenkendelighed og betragtet med et livstræt blik af en kvinde, der har begået dagens sidste fejltagelse og udsat den for dette.
Altså heller ikke uden humor :o) Som for eksempel også:
Hr. Burdoffs tur til Tyskland
FOREHAVENDET
Hr. Burdoff har indlogeret sig et år i Køln med en smålig kontorassistent og hans familie for at lære tysk. Projektet er dårligt udtænkt og dømt til at gå galt, for han vil spilde det meste af sin tid hensunken i egne tanker og vil kun lære meget lidt tysk.
SITUATIONEN
Han skriver med stor entusiasme ...
[ ... ]
Fra Lydia Davis: Kakerlakker om efteråret - oversat efter Break It Down (1986) af Karen Margrethe Adserballe, Forlaget Vandkunsten, 2010
onsdag den 19. december 2012
Thorvaldur Thorsteinsson
Jeg har endnu ikke læst noget af selve historien - kun noterne - i "Jeg hedder Flyve-Finn - men du må godt kalde mig Fyffe":
7) Et-ords-kugler er et forunderligt fænomen, der kun findes i de vildeste drømme. Det er bittesmå kugleformede væsener, som i flokke færdes rundt omkring i drømmeskovene for at viderebringe meddelelser fra de gode kræfter. Men fordi de er så små, kan de kun lære et ord hver, og det er grunden til deres navn. Men i fællesskab kan de danne de mest komplicerede sætninger.
7) Et-ords-kugler er et forunderligt fænomen, der kun findes i de vildeste drømme. Det er bittesmå kugleformede væsener, som i flokke færdes rundt omkring i drømmeskovene for at viderebringe meddelelser fra de gode kræfter. Men fordi de er så små, kan de kun lære et ord hver, og det er grunden til deres navn. Men i fællesskab kan de danne de mest komplicerede sætninger.
torsdag den 13. december 2012
bogpakkeræs
Glæder mig til juleferien ;o) så jeg kan læse:
- Det 3. årtusindes hjerte af Ursula Andkjær Olsen - igen
- Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine
- Kakerlakker om efteråret af Lydia Davis
- 1Q84 - Bind 3 af Haruki Murakami
tirsdag den 20. november 2012
Majse Aymo-Boot
Bliver alt hvad man ser i fjernsynet siddende i hjernen for altid?
Er popmusik det sidste der bliver tilbage i hjernen inden man dør?
Bliver mine sidste ord jeg er ikke død?
Er eksistensen et midlertidigt fortættet område i et bevægeligt tids- og rumkontinuum?
Er spørgsmålet en luskebuks der peger finger ad svaret?
Læser "Spørgsmålene" af Majse Aymo-Boot, hvorfra ovenstående er taget, udgivet på Basilisk, 2012 (anmeldelse her), og har lyst til at spørge:
Er popmusik det sidste der bliver tilbage i hjernen inden man dør?
Bliver mine sidste ord jeg er ikke død?
Er eksistensen et midlertidigt fortættet område i et bevægeligt tids- og rumkontinuum?
Er spørgsmålet en luskebuks der peger finger ad svaret?
Læser "Spørgsmålene" af Majse Aymo-Boot, hvorfra ovenstående er taget, udgivet på Basilisk, 2012 (anmeldelse her), og har lyst til at spørge:
fredag den 16. november 2012
Sort på hvidt fra hvid på sort
Jeg læste Christina Hagens "White Girl" sent i aftes, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige. Måske skal jeg bare intet sige - men det gør jeg naturligvis ikke.
Måske skal jeg sige, hvad saxo.com siger: "En række vanvittigt morsomme postkort skrevet af hvide mennesker. En bog om fordomme mellem hvide og farvede, mænd og kvinder, rige og fattige."
Og dog: vanvittigt morsom!? Det er måske lige at stramme fornøjelighedsretorikken. Sjov til tider og i små bidder, men jo dybt foruroligende på samme tid og side.
Christina Hagen lader sin "fortæller" tale en slags udenlandsk-dansk - pidgindansk. Så det er sort på hvidt fra en hvid på sort - om gråzoner måske!?
"White Girl" er et tveægget dobbelt sværd. der stikker til vores fordomme om hinanden og "de fremmede" både indenrigs- og udenrigs. Måske stiller den også spørgsmålet, hvorvidt fremmedgørelse er afhængig af tid og sted? Og hvem taler egentlig - og hvem lytter?
Måske skal jeg sige, hvad saxo.com siger: "En række vanvittigt morsomme postkort skrevet af hvide mennesker. En bog om fordomme mellem hvide og farvede, mænd og kvinder, rige og fattige."
Og dog: vanvittigt morsom!? Det er måske lige at stramme fornøjelighedsretorikken. Sjov til tider og i små bidder, men jo dybt foruroligende på samme tid og side.
Christina Hagen lader sin "fortæller" tale en slags udenlandsk-dansk - pidgindansk. Så det er sort på hvidt fra en hvid på sort - om gråzoner måske!?
"White Girl" er et tveægget dobbelt sværd. der stikker til vores fordomme om hinanden og "de fremmede" både indenrigs- og udenrigs. Måske stiller den også spørgsmålet, hvorvidt fremmedgørelse er afhængig af tid og sted? Og hvem taler egentlig - og hvem lytter?
Du fremmed menneske, der tro, du har den god
temperatur, jeg sige dig ting! Du lave sjov
bevægelse som den lille kylling, der fryse og
spørge om "der ikke kold i den land, jeg komme
fra?" "Uh, der ikke rigtig kold?" du spørge?
Det virke så kolde og alle folk fra din land
gå med stor frakke. Jeg fortælle dig noget, din
fucked up Dario. Vi faktisk den fire årstider
har, og den årstid i din sind afspejles. Ja,
du liv og glade dage hver dag hele år rundt,
og hvad du tror, den gør ved din hjerne? Hvid
menneske, nuanceret menneske. Vi tænke med den
hjerne - vi græde, vi le, vi tænke efter og
ikke bare danse på den bord og ligeglad med
den børn i den rendesten er. Du fucking lære,
at liv har den lektie, og man ikke den lek-
tie lære, man bagud komme, og man den ligning
om liv ikke kan løse, når man gammel blive og
sidde i rullestol - når du den samba ikke læn-
gere kan høre, når du den whisky i den flaske
ikke mere har.
Fra "White Girl" af Christina Hagen, Gyldendal 2012
søndag den 11. november 2012
I krig og kærlighed
Nå, det går da mildest talt lidt langsomt for mig med den kinesiske blockbuster "Brothers", men nu har jeg i det mindste fået forlænget lånet, så der er håb endnu (jeg vil minde på, at der er tale om over 600 tætskrevne sider på fremmedsprog - og jeg er lidt utidig for tiden).
Der bliver talt meget om bagdele, der bliver blødt meget, grædt meget og grint en del. Stilen er i det hele taget en kende kulørt, men det er meget underholdende faktisk. Som i: hvis nu Charlie Chaplins bedste fandtes som bøger.
Her er et par udsnit, hvor vores hovedperson, Baldy Li, er i gang med en slagplan for at nedlægge Liu Towns skønhed, Lin Hong (hvis bagdel blandt flere han har luret på inde på et offentligt dametoilet for år tilbage - a scandal that was!). Hans bror, Song Gang, er en slags wingman her eller måske nærmere øverstbefalende i Kejser Li's hær:
[Baldi Li pursued Lin Hong with a vengeance and anointed Song Gang as his military advisor. Song Gang had read his share of tattered old books on the art of war and said that in the old times, before engaging in battle, it was customary to send a messenger with a declaration of war. "What I don't know is whether in a combat d'amour it is also necessary to first send a messenger."
"Of course we should," Baldy Li said ... ]
Det går naturligvis helt galt ad flere omgange, så de må have de helt store kampskemaer i brug.
[That night Baldy Li and Song Gang burned the midnight oil discussing how to break through Lin Hong's game of cat and mouse. When it came to discuss battle tactics, Song Gang suddenly appeared full of wisdom. He closed his eyes and tried to recollect what he could from the half of a tattered volume of Sunzi's The Art of War he'd read. He then opened his eyes, analyzed Lin Hong's oppositional tactics again, and said approvingly, "The car and mouse strategy is fantastic. She can advance to make gains, and then retreat to secure her position."
After that, Song Gang took up the dictionary of aphorisms and continued leafing through it. Upon finding five more apt aphorisms, he proudly held up five fingers, telling Baldy Li, "If you use these five strategems, you will be assured of breaking through Lin Hong's game of cat and mouse."
"What are they?" Baldy Li asked excitedly.
Song Gang counted on his fingers: "Beating around the bush. Coming straight to the point. Laying siege at the outskirts of the city. Penetrating behind enemy lines. Beating to a pulp."
Song Gang explained to Baldy Li that he had already deployed the first two strategies. Yesterday, when ...] ...
[Baldy Li's eyes glittered as he asked, "How do I penetrate behind enemy lines?"
"Go to her house," Song Gang said. "Penetrating behind enemy lines means go into her home and conquer her parents - this is referred to as catching the thieves by first capturing their chief."
Baldy Li nodded his head vigorously, asking, "And what is beating to a pulp?"
"Pursue her every day without giving up, until she finally gives you her hand in marriage," Song Gang said.
Baldy Li pounded the fiercely and shouted, "Song Gang, you certainly live up to the title of being my military advisor."]
Alle burde jo have sådan en wingman - eller i det mindste Baldy Li's mod til at gå i krig.
Der bliver talt meget om bagdele, der bliver blødt meget, grædt meget og grint en del. Stilen er i det hele taget en kende kulørt, men det er meget underholdende faktisk. Som i: hvis nu Charlie Chaplins bedste fandtes som bøger.
Her er et par udsnit, hvor vores hovedperson, Baldy Li, er i gang med en slagplan for at nedlægge Liu Towns skønhed, Lin Hong (hvis bagdel blandt flere han har luret på inde på et offentligt dametoilet for år tilbage - a scandal that was!). Hans bror, Song Gang, er en slags wingman her eller måske nærmere øverstbefalende i Kejser Li's hær:
[Baldi Li pursued Lin Hong with a vengeance and anointed Song Gang as his military advisor. Song Gang had read his share of tattered old books on the art of war and said that in the old times, before engaging in battle, it was customary to send a messenger with a declaration of war. "What I don't know is whether in a combat d'amour it is also necessary to first send a messenger."
"Of course we should," Baldy Li said ... ]
Det går naturligvis helt galt ad flere omgange, så de må have de helt store kampskemaer i brug.
[That night Baldy Li and Song Gang burned the midnight oil discussing how to break through Lin Hong's game of cat and mouse. When it came to discuss battle tactics, Song Gang suddenly appeared full of wisdom. He closed his eyes and tried to recollect what he could from the half of a tattered volume of Sunzi's The Art of War he'd read. He then opened his eyes, analyzed Lin Hong's oppositional tactics again, and said approvingly, "The car and mouse strategy is fantastic. She can advance to make gains, and then retreat to secure her position."
After that, Song Gang took up the dictionary of aphorisms and continued leafing through it. Upon finding five more apt aphorisms, he proudly held up five fingers, telling Baldy Li, "If you use these five strategems, you will be assured of breaking through Lin Hong's game of cat and mouse."
"What are they?" Baldy Li asked excitedly.
Song Gang counted on his fingers: "Beating around the bush. Coming straight to the point. Laying siege at the outskirts of the city. Penetrating behind enemy lines. Beating to a pulp."
Song Gang explained to Baldy Li that he had already deployed the first two strategies. Yesterday, when ...] ...
[Baldy Li's eyes glittered as he asked, "How do I penetrate behind enemy lines?"
"Go to her house," Song Gang said. "Penetrating behind enemy lines means go into her home and conquer her parents - this is referred to as catching the thieves by first capturing their chief."
Baldy Li nodded his head vigorously, asking, "And what is beating to a pulp?"
"Pursue her every day without giving up, until she finally gives you her hand in marriage," Song Gang said.
Baldy Li pounded the fiercely and shouted, "Song Gang, you certainly live up to the title of being my military advisor."]
Alle burde jo have sådan en wingman - eller i det mindste Baldy Li's mod til at gå i krig.
onsdag den 24. oktober 2012
Brødre
Må simpelthen dele min begejstring: Læs "Brothers" af Yu Hua, så snart du kan få fingrene i den. Så vidt jeg ved, er den ikke oversat til dansk, men den virker fint på engelsk, selvom mit læsetempo lige bliver sat en anelse ned. Desuden har jeg haft andet at se til, så var egentlig slet ikke i læse-mode, da jeg fik besked om "Reserveret materiale er klar til afhentning". Det er sikkert sundt - både hvad angår læsningen og i øvrigt.
Kinesisk litteratur - ikke at det er nødvendigvis er helt ukendt land - fik da lige et klap på skulderen med Nobel-prisen til Mo Yan ("Don't speak")... som jeg så i et tweet, er det første gang, at en sang af No Doubt bliver belønnet på den måde.
Min favorit har i flere år været Haruki Murakami, og med murkaminen "1Q84" næsten aktuel - i det mindste her til lands - var jeg lige ved at sætte en hund på ham, da han stadig gav pengene ni gange igen. Odds faldt senere til 2:1, men det viste sig så også, at det ville have været spildte penge.
Så det glæder jeg mig over, at jeg ikke gjorde, og jeg glæder mig så sandelig også over sådan en indledning her på en indtil videre fremragende og meget lovende roman af Mo Yans landsmand, Yu Hua:
"Baldy Li, our Liu Towns premier tycoon, had a fantastic plan of spending twenty million U.S. dollars to purchase a ride on a Russian Federation space shuttle for a tour of outer space. Perched atop his famously gold-plated toilet seat, he would close his eyes and imagine himself already floating in orbit, surrounded by the unfathomably frigid depths of space. He would look down at the glorious planet stretched out beneath him, only to choke up on realizing that he had no family left down on Earth."
Kinesisk litteratur - ikke at det er nødvendigvis er helt ukendt land - fik da lige et klap på skulderen med Nobel-prisen til Mo Yan ("Don't speak")... som jeg så i et tweet, er det første gang, at en sang af No Doubt bliver belønnet på den måde.
Min favorit har i flere år været Haruki Murakami, og med murkaminen "1Q84" næsten aktuel - i det mindste her til lands - var jeg lige ved at sætte en hund på ham, da han stadig gav pengene ni gange igen. Odds faldt senere til 2:1, men det viste sig så også, at det ville have været spildte penge.
Så det glæder jeg mig over, at jeg ikke gjorde, og jeg glæder mig så sandelig også over sådan en indledning her på en indtil videre fremragende og meget lovende roman af Mo Yans landsmand, Yu Hua:
"Baldy Li, our Liu Towns premier tycoon, had a fantastic plan of spending twenty million U.S. dollars to purchase a ride on a Russian Federation space shuttle for a tour of outer space. Perched atop his famously gold-plated toilet seat, he would close his eyes and imagine himself already floating in orbit, surrounded by the unfathomably frigid depths of space. He would look down at the glorious planet stretched out beneath him, only to choke up on realizing that he had no family left down on Earth."
torsdag den 21. juli 2011
Dette burde skrives i Wyoming
Et lille telegram fra fortællingen "Fra job til job"
/Brokeback Mountain - Historier fra Wyoming, Annie Proulx, Klim 2011 - oversat af Ninna Brenøe.
Leelands far dør, og de opdager, at svineproduktionen er dybt forgældet og ranchen er belånt to gange. Ranchen bliver solgt for at betale gælden. Leelands mor flytter ind hos dem. Leeland fortsætter som langturschauffør. Hans mor ser fjernsyn dagen lang. Indimellem sidder hun ude i Loris køkken, næsten uden at sige noget, og piller småsten ud af de tørrede bønner.
Den yngste datter er babysitter. En aften på vejen hjem tager hendes arbejdsgiver hende på de små bryster og siger, at hun skal røre ved hans tissemand, fordi, siger han, hun har spist det stykke chokoladekage, som han ellers havde gemt. Hun gør det, men løber grædende ind i huset og fortæller det hele til Lori, som råder hende til at holde lav profil og blive hjemme fremover. Manden er Leelands ven; de går på jagt efter wapitihjorte og gaffelbukke sammen.
Læs interview med AP her
Jeg er midtvejs gennem Wyoming, og det har været en god tur indtil videre. Det vrimler med skæbner, stereotyper, karikaturer - og kreaturer.
Det er det vilde vest i The New Yorker-udgave. Afvekslende - også sprogligt. Det er ikke telegramstil det hele som oven- og herstående, men historien sætter sig - netop fordi den er så anderledes fortalt.
Helt overordnet - og perifert - får jeg Cormac McCarthy i tankerne, men det er jo ikke så slemt endda.
NB: Helle Helle er lige stået af postdilligencen. Ikke en vind rører sig i den middagslumre hede. En snavset og sikkert herreløs ruhåret lusker over mod hende. Jeg blæser den et stykke på min mundharmonika...
/Brokeback Mountain - Historier fra Wyoming, Annie Proulx, Klim 2011 - oversat af Ninna Brenøe.
Leelands far dør, og de opdager, at svineproduktionen er dybt forgældet og ranchen er belånt to gange. Ranchen bliver solgt for at betale gælden. Leelands mor flytter ind hos dem. Leeland fortsætter som langturschauffør. Hans mor ser fjernsyn dagen lang. Indimellem sidder hun ude i Loris køkken, næsten uden at sige noget, og piller småsten ud af de tørrede bønner.
Den yngste datter er babysitter. En aften på vejen hjem tager hendes arbejdsgiver hende på de små bryster og siger, at hun skal røre ved hans tissemand, fordi, siger han, hun har spist det stykke chokoladekage, som han ellers havde gemt. Hun gør det, men løber grædende ind i huset og fortæller det hele til Lori, som råder hende til at holde lav profil og blive hjemme fremover. Manden er Leelands ven; de går på jagt efter wapitihjorte og gaffelbukke sammen.
Læs interview med AP her
Jeg er midtvejs gennem Wyoming, og det har været en god tur indtil videre. Det vrimler med skæbner, stereotyper, karikaturer - og kreaturer.
Det er det vilde vest i The New Yorker-udgave. Afvekslende - også sprogligt. Det er ikke telegramstil det hele som oven- og herstående, men historien sætter sig - netop fordi den er så anderledes fortalt.
Helt overordnet - og perifert - får jeg Cormac McCarthy i tankerne, men det er jo ikke så slemt endda.
NB: Helle Helle er lige stået af postdilligencen. Ikke en vind rører sig i den middagslumre hede. En snavset og sikkert herreløs ruhåret lusker over mod hende. Jeg blæser den et stykke på min mundharmonika...
søndag den 26. juni 2011
Odefabrikanten
Bag på den lille sorte sag, Nicolaj Stochholm har strikket sammen og fået på hylderne for kort tid siden, står der blandt andet:
I denne samling rejser jeget gennem det renskurede land, hvor sorgen er beskidt og glæden dubiøs, som om tvivlen og luften er under angreb. Jeget rejser mod sin egen grænse, indtil det træder ind i en rituel rensning.
Så er tonen ligesom slået an. En lille sort sag som sagt; den grå skrift er det eneste, der bryder fladen.
NS er ikke en digter, jeg har fuldt nøje, selvom jeg naturligvis husker at have læst hans første samlinger, der stammer fra en tid, da jeg selv var mere modtagelig for den slags (Biografi, 1991 og Sammenfald, 1992).
”Odefabrikanten” er et meget spændende bekendtskab, og der er folk derude, der forholder sig så glimrende til hans tekster, så det ønsker jeg ikke at konkurrere alt for meget med (se evt. også nedenfor). NS forholder sig også rimeligt meget til sig selv derude, men det er jo i fint tråd med samlingen :o)
Særligt sidste del med blot fem digte under den Joy Division-inspirerede titel ”A journey that leads to the sun” er stærk kost. Det er her jeget for alvor går ind i renselsen. Digtet ”I den hvide by” er en ubrudt linje af tekst, der spreder sig over ni en kvart side. Her en lille bid:
[…] det glatte lag fra de
udstationerede efterladte den
nyfødte glæde og lyseslukkerne
i samlet krop på Peder Wessels
Nicolaj Langtude Stochholms dette
er indlægget hvor jeget skifter ham
og lader programmet standse ved
en anden station lad ham hænge
der lad ham være lad ham blive
samlet op af en ung blond pige
lad ham skræmme hende væk
[…]
Dæmonerne har taget flugten eller er gået op i røg i slutdigtet Sankt Hans. Det er jo blot nogle dage siden, så hvorfor ikke bringe det?
Udenfor bevæger en brise skyggebladene
til ro på vandet over byens grav, gennem
lygternes sølvsøjler glider en ung bleg
svane hen imod træet bag mig, under den
falder dens udbredte vinger sammen til
Odefabrikantens
gravide skikkelse, til manden og kvinden
to sjæle
samlet på jagt efter en krop at glide ind i
mens den hvide by vokser i vuggen dernede
hvor de på ny vil drukne omkring hinanden
urørlige og tyste med landskabet og træet
brænder stadig
som en enfoldig maskine der holder linjen
oppe og knuser vandspejlet, mit billede, jeg
kan mærke at dyret er kravlet ud over rammen
jeg bevæger mig imod ham, jeg bevæger mig
i ham
fredag den 3. juni 2011
Kvinden i hvidt
Det er en vanvittig fornøjelse at læse Marisha Pessls debutroman fra 2006, "Særlige emner inden for ulykkesteori" (Special Topics in Calamity Physics hedder den på modersmålet).
Fortælleren, den "intellektuelle, begavede og excentriske" 16årige Blue van Meer (nerd alert!) styrter hen over siderne med underholdende referencer, kulørte beskrivelser og til tider dystre, men generelt morsomme inputs.
Hannah Schneider, naturligvis filmlærer på den privatskole, hvor Blue "får lov til" at tilbringe sit sidste år i High School, er en meget central skikkelse. Således er første linje efter introduktionen (ja, sådan en er der): "Før jeg fortæller om Hannah Schneiders død, vil jeg fortælle om min mors."
Det første møde med Hannah, der beskrives i kapitlet Kvinden i hvidt, finder sted i frostvareafdelingen af Fat Kat Foods:
Hun var mørkhåret og tynd som en ridepisk. Hun var klædt i begravelsesantræk, en sort dragt og sorte 1980-stiletter (mere dolk end sko), og var i den grad i kontrast til omgivelserne, lysbleget af Fat Kat Foods neonskær og hjerteskærende muzak. Det var imidlertid åbenlyst for enhver ud fra den måde hvorpå hun undersøgte bagsiden af en pose frosne ærter, at hun satte pris på at være i kontrast med omgivelserne, den enlige sexbombe der sniger sig ind på et maleri af Norman Rockwell, strudsen i bøffelflokken. Hun udstrålede den blanding af tilfredshed og jegbevidsthed som man finder hos smukke kvinder der er vant til at blive betragtet, og det fik mig mere eller mindre til at hade hende.
 |
| After the Prom, Norman Rockwell, 1957 |
[…] Meget speciel var hendes udstråling af Chateau Marmont-bungalow, en fornemmelse af RKO-filmatelier som jeg aldrig havde set før hos et nulevende menneske, men kun når Far og jeg så Jezebel til ud på de små timer. Ja, i hendes holdning og hendes gang så rytmisk som en metronom (der nu forsvandt bag et display med kartoffelchips) var der lidt Paramount, lidt scotch i et glas og fingerkys på Ciro's. Jeg havde en følelse af at hun, når hun åbnede munden, ikke ville tale modernitetens smuldrende sprog, men ville bruge fugtige ord som beau, crème og udadlelig (kun en sjælden gang ring-a-ding-ding), og når hun studerede nogen, så på ham eller hende, ville hun sætte disse næsten uddøde personlighedstræk – Karakter, Ry, Hæderlighed og Klasse – over alle andre.
Fra "Særlige emner inden for ulykkesteori" af Marisha Pessl (2006), Politikens Forlag, 2007, oversat af Mich Vraa. Bogen er oversat til 30 sprog; MPs næste roman, Night Film, skulle udkomme i 2012.
mandag den 9. maj 2011
Det dobbelte land
Romanen med ovennævnte titel er en af de fire semifinalister i dysten om af få DR Romanprisen 2011, og den er helt sikkert én af favoritterne. Det er en barsk, velskrevet og velkomponeret historie om hovedpersonen Milovans sjæleransagning, da han ved sin kones død ser tilbage på sit liv. Et liv levet i skyggen af Jugoslaviens turbulente historie, hans families historie og hans tvivl om de valg, han har truffet i såvel idealismens som begærets navn.
Virginia Woolfs Mrs. Dalloway er nævnt som litterær slægtning, hvilket passer fint til den form, der er lagt ned over fortællingen. Vi følger Milovan og hans tanker i løbet af en dag. Også Michael Cunninghams The Hours er nærliggende at tænke på; den er jo skrevet med afsæt i “Mrs. Dalloway” og har tre kvindeskikkelser som de historiebærende figurer.
Virginia Woolfs Mrs. Dalloway er nævnt som litterær slægtning, hvilket passer fint til den form, der er lagt ned over fortællingen. Vi følger Milovan og hans tanker i løbet af en dag. Også Michael Cunninghams The Hours er nærliggende at tænke på; den er jo skrevet med afsæt i “Mrs. Dalloway” og har tre kvindeskikkelser som de historiebærende figurer.
I Det dobbelte land er det tre mænd, der står centralt, nemlig Milovan, faren Radoslav, og farfar Jovan. De valg, de træffer, og de handlinger, de udfører, er tæt knyttet til de bagvedliggende konflikter, der har rullet gennem Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro – ingen glemt? – så længe nogen kan huske. Men selvom Jugoslaviens historie er et slags tæppe, fortællingen bliver vævet ind i, er det på ingen måde en historisk roman.
Det er en roman om eksistentielle problemstillinger, vi alle kender og genkender. Om valg og fravalg, skyld og tilgivelse; om at være tilstede i det rum, man har brugt et helt liv på at bygge.
lørdag den 30. april 2011
De sødeste piger finder du i...
Delvist på grund af varmen de seneste mange dage besluttede jeg mig for - sammen med Lone Aburas - at hoppe i Føtexsøen, der åbenbart ligger bag ved Netto. Jeg havde ingen store forventninger til dette første møde, men hold da op, det var en rigtig fin forestilling. Nu håber jeg, det bliver lige så godt sjovt og interessant næste gang.
Føtexsøen i Høje Taastrup
mandag den 25. april 2011
_/\_
I digtsamlingen “Ordbehandling” tager Louise Rosengreen, ja, ordene under kærlig behandling. Modsat hvad udtrykket umiddelbart antyder, er det jo sjældent en rar oplevelse for dem, det går udover. LR vender og drejer ordene og sætter dem ind i nye rammer, nye omgivelser og konstellationer, så de til tider må føle sig godt og grundigt grundforvirrede.
Vi som læsere og stumme vidner til denne på sine steder absurde ordtortur kan til gengæld trække på smilebåndet, rynke på panden, få ondt i sjælen og klappe lidt i hænderne passende steder - som for eksempel her, når Tove Ditlevsen møder Michael Strunge:
Der er så mange fremskridt, men hvad holder os på talefod?
Alle fodgængerfelterne insisterer på at verden stadig kan opdeles
i sort og hvidt,
i rødt og grønt,
i bevægelse fra fortov til helle til fortov.
Du siger vi nok skal nå det. Vi skal nok nå det. Hvad?
Du siger at vi er grublere, men hvem er ikke det?
Asfalthjerner er der nok af. De har afløst brostenshjerterne.
Digtene er ret uens, men det er måske et bevidst valg med de kultur-, pop- og politikreferencer (weltschmerz, Afghanistan, ytringsfrihed, G8 med flere) der optræder:
(...)Poeten vil producere: Bestsellerpoesi – det kan vi li'!
Det er et slogan, der vil slå an, og Poeten vil udkonkurrere
krimipoesien,
der sniger sig op ad salgslisterne,
(...)
Sidst i samlingen giver Louise Rosengreen under titlen “Ordvalg” sit bud på nogle alternative politiske principprogrammer, hvor hun helt oulipo'sk anvender en regel om kun at bruge ord, der begynder med det bogstav, partiet er opstillet under.
Første del med titlen “Ordsammenføring” (tænker nogen familiesammenføring?) er naturligt nok der, hvor LR sætter mest i gang og har mest på sinde. Hun indleder med “Op på Poetens hat” og afslutter med “Op på hatten igen Poet! (den svære toer)” (dette er hendes 2. digtsamling). Nogle af digtene hænger sammen i en slags suiter, andre står mutters alene, korte og længere tekster iblandt.
Mit indtryk er, at LR har det sværest i de lidt længere digte, men her er naturligvis også flere ord på pinebænken. I digtet “En samtidstendens” gør hun det nu rigtig fint. Efter blomster, væltende vase, undskyldninger, forlegenhed og dårlig samvittighed, sker følgende:
Blomsterne breder sig over gulvbrædderne.
De slår rødder og begynder at gro.
Op gennem sømhullerne.
Og undskyldningerne.
Og årringe.
Som det anes her, er der ganske meget på spil i teksterne. Fælles for alle digtene er naturligvis sprog, og hvad det kan gøre ved verden og en selv. Både med og uden ironisk distance:
Poeten siger:
“De ord der kommer ud af mig har alligevel været inde i andre
før/ ligesom luften i lungerne/ ikke noget nyt i det/ ikke noget
nyt i dag/ vennerne bliver ældre jeg ser det i deres køkkenskabe:
pander i Tefal/ vinglas i krystal/ maskiner til at hakke/ blende/
flænse/ som Dieter Roth gjorde det/ med ord:
stykker af bøger/ aviser/ tidsskrifter blandet med vand/ gelatine/
fedt og krydderier fyldt på tarm. Selvfølgelig er det en tysker der
laver verdens første bog på pølse.”
På samme vis som læserne ikke kan interagere direkte med digteren, føler poeten måske også, at det tider er svært at få sproget til at agere tilstrækkeligt i verden, når det virkelig gælder. Louise Rosengreen slutter i hvert fald med:
Poetens hat på tegnsprog:
underscore slash omvendt slash underscore
Men jeg håber nu, at hun tager hatten på, bladet fra munden og samler handsken op en tredje gang også.
Fra og om "Ordbehandling", Louise Rosengreen, Forlaget Spring, 2011
Fra og om "Ordbehandling", Louise Rosengreen, Forlaget Spring, 2011
mandag den 18. april 2011
Liste
UP:
- Læser stadig Raymond Carver - nu også på US-English
- Der er godt nok mørkt i Charlotte Weitzes "Det Hvide Kvarter". En blanding af eventyr og realisme, lidt Twilight Zone og et skvæt lommefilosofi. Skræmmende. Dyster (kunne være redigeret lidt strammere)
- Hvedekorn de sidste par årgange - og lad mig fremhæve Cecilie Lind, f. 1991(!), der får lov til at sprede sig over flere numre
- Birgithe Kosovic: Det dobbelte land Kan kun anbefales. Er lidt tung at komme i gang med på grund af sprogets dystre mangfoldighed, og fortællingens fler-"dobbelte" lag. Men det er en ond bog - som fortæller en vigtig historie om menneskets svære valg, savn og fortrydelse i et land, der deler samme bekymringer - det tidligere Jugoslavien
Abonner på:
Opslag (Atom)