Brevkassepsykologi og blodbad

Den nyeste roman af Erling Jepsen, Hovedløs sommer, er en spøjs blanding af psykologisk drama, splatter og ungdomsroman. 

Fortælleren er filosofisk og psykologisk blåøjede Emilie, der i sine udpenslinger tangerer det banale, men hun er dog klog på den visdom børn får, når de er udsat for svigt. Den jepsen'ske humor mærkes flere steder, men tegneseriestilen i plot og karaktertegning gør det svært at tage de underliggende temaer alvorligt. 

Emilie på 14 er med sine egne ord en ”vred pige med glade bryster”. Mor, lillebror og hun er flyttet på landet til hus og have, da forældrene er blevet skilt. Sin utilfredshed med det arrangement får hun afløb for gennem groteske collager og tegninger og ved at drille/skræmme sensitive otteårige Jacob. Han trøster sig med sin livlige fantasi i en temmelig forkvaklet psyke og med et veludviklet talent for at stjæle al opmærksomhed. Mor er mest til drinks, sladder med veninden og hjemmearbejdsplads. 

Tilsæt en vægelsindet weekendfar og en ”onkel” Anders med en dyster fortid, skumle hensigter, huler i haven og huller i alibiet. De 22årige gartnerhænder, han er udstyret med, fremelsker erotiske længsler hos både mor og datter, men: Hvorfor er det, han forsvinder og dukker op på mærkelige tidspunkter? Hvad er det for lyde, der kommer fra kælderen? Hvem kan vi egentlig stole på? 

Værsgo': opskriften på det gotiske drama, som omslaget lover. Krydderierne passer desværre ikke til retten, eller er gryden blevet sat på det forkerte blus? Tidligere har Erling Jepsen holdt en fin tragikomisk temperatur i sine bøger, men denne roman koger helt over. Måske gotisk og grotesk, men ikke dybsindig og kun sporadisk underholdende.

Måske Erling Jepsen vil fortælle en gyser om den moderne families dynamik og samtidig sige noget fornuftigt om John Miltons ”Det Tabte Paradis” (som husets have bliver kaldt), Lars von Triers ”Antichrist” og Bjarne Reuters ”Shamran”? Men det lykkes ikke: romanen er og forbliver en torso, ikke et helstøbt værk.

Så er det, at Jepsen laver Tarantino-finten: blæs formen et stykke og lad det briste eller bære. Det er modigt, men Erling er jo ingen Quentin.

Se næsten tilsvarende på Litteratursiden, hvor der også er henvisninger til hans øvrige romaner.

Førstehjælp til "frygteligt lykkelige"

Med afsæt og indblik i fem menneskers tanker og erindringsglimt, fejrer vi Jørgens fødselsdag, pynter op til jul, sluger kameler og cognac, flygter fra reden og ufreden, brænder huse ned, og lærer noget om førstehjælp for sjælen. Alt sammen i løbet af et døgns tid i og lidt udenfor landsbyen “Løkke” i det nordvestjyske.

Ti år efter debuten fejrer Lone Hørslev således sit jubilæum med en fortæller- og fortælleglad, indsigtsfuld og læsevenligt værdig kraftpræstation.

Om “far, mor og børn”...

...som jo er en af de første rollelege, vi begiver os helhjertet ud i for at øve “tilværelsens [-Insert-] lethed“ og spejle os i forældre og andre voksne i nærmiljøet. Marianne og Jørgen (“kjøvenhavneren” hjemtaget af den forsmåede førstefødte) har øvet godt på lektien og fået de to glansbilleder af børn, man kræver. Marianne er så meget Mor, at postbudet er Posten, Jørgens mor er Farmor, og Jørgens bror er Onkel. Det er “sådan en fin lille familie”, som lejrchefen på campingpladsen ved Blåvandshuk siger. Men som så ofte skal der ikke kradses meget i lakken, før vi opdager, at den fine nye Volvo er bygget af Hansa Pils dåser (en Skoda-vittighed lagt i munden på en af bipersonerne, charlatanen Laurits, der gør sine hoser lysegrønne flere steder i kernefamiliens kalenderlysskær).

og synsvinkler og sætninger

Bogens kapitler er betitlet med karakterernes navne. Det er deres skiftende synsvinkler, vi ser den Løkke-lige verden fra. Lone Hørslevs teknik er her ganske enkelt fremragende, når hun blander “real time” dialog og handlinger med erindringer og tidligere begivenheder i samme åndedrag, samme sætning. Det gør personerne utroligt levende, troværdige og vedkommende. Hele bogen igennem er der på grund af sproget et naturligt flow i flere retninger og på flere planer. Verden og tilværelsen er jo da også fler-dimensionel det meste af tiden.

og symboler og slægtskab

Der er en sindssyg kat (den djævel!), der forsvinder på et mørkt loft. Der er mus i køkkenet (rotter på loftet? - "og køkkenet er jo det vigtigste rum") og cognac i skabet. Der er sneens anonymiserende tilstedeværelse, en til flere pantere i hustru-klæder, og Rainer Maria Rilke (der nok har skrevet et vist digt om en panter) i horisonten. Der er roser i Rom (“Italiensk for begyndere” og anden nyere dansk Big Screen Realisme a la Kim Fupz og Erling Jepsen) og mod enden lakkende en alvidende fortæller, der pludselig blander sig i den allerbedste “Desperate Housewives”-stil (allermest p. 183-184).

og temaer

Naturligvis kærligheden, der jo er størst af alt. Men også – og måske især – normerne kontra drifterne, samfundet kontra selvrealisering. Det er jo Gunnhildur (Onkels kone), den med vestjyske briller helt outrerede, fanden-i-voldske og meget utilpassede islandske vulkan-prinsesse, der står med sin (Klods)-Hans til sidst. Når andre af bogens karakterer ser ud til at må leve videre i deres egne private og uudtalte mareridt – for nu.

og som afslutning:

"Sorg og camping" må på denne forårsdag være årets mest anbefalelsesværdige danske roman so far. Højholt (af hvem ordene "sorg og camping" er lånt), Rilke, sarkasme, ny-realisme og vidunderligt sprog i ét klinisk veltilrettelagt hug! Når Hørslev svinger sværdet, skal man ikke stå i vejen, men når hun fatter pennen, vil man gerne være papir. Punktum.